Til audiens med de frie steppeulve
Da Der Weg Einer Freiheit med en mindre forsinkelse ankom til Aalborg Metal Festival, fik vi os en hurtig snak med de tyske black metal-opkomlinge om filosofi, instinkter og frihed.
Der Weg Einer Freiheit er stadig en relativt ukendt størrelse på disse kanter. En status, som deres koncert lørdag aften på Aalborg Metal Festival dog gjorde sit til at ændre på, selvom de på grund af forsinkelser på dagen blev rykket til at spille som festivalens andetsidste navn. Et godt bytte, der som antaget gled prægtigt ned og drog fordel af afvekslingselementet ovenpå magtdemonstrationen fra Cattle Decapitation forinden.
For at komme lidt ind på tyskerne satte vi deres centrale omdrejningspunkt Nikita Kamprad stævne backstage sidst på eftermiddagen på Studenterhuset. Guitaristen og bassisten, behændigt nok begge to ved navn Nico, valgte også at deltage, men det var dog tydeligt, at Kamprad tog den styrende rolle, også bag scenen. Som grundlægger af bandet var det nærliggende at lægge ud med at spørge ind til baggrunden for deres, af et black metal-navn at være, lidt atypiske bandnavn:
”Det første jeg tænkte på, da jeg startede bandet i 2007, var selvsagt at vælge et navn, der kunne udtrykke hvor vi ville hen med projektet. Musikken er meget personlig for mig, og Der Weg Einer Freiheit signalerer den personlige frihed, jeg søger at udtrykke gennem lyrikken, gennem musikken, gennem alt, hvad Der Weg Einer Freiheit står for, egentlig. Jeg har fundet min frihed gennem det her projekt, og sådan kan frihed tolkes så forskelligt fra person til person. Nogle elsker sport, andre elsker at lave mad, og sådan kan man blive ved, lidt ligesom en passion. Hvis du er inspireret af det du laver, så føler du dig også fri, og det er den frihed, jeg lægger i Der Weg Einer Freiheit.”
Hvis du nu skulle beskrive, hvordan Der Weg Einer Freiheit træder ud fra andre bands indenfor eksempelvis black metal-scenen, hvordan den musikalske frihed kommer til udtryk, hvad tænker du så?
”Ja, jeg har overvejet det, faktisk. Jeg er nok ikke den rette at spørge, men vi er afgjort mest inspireret af black metal og bestræber os på at integrere andre elementer ind i lydbilledet, som ikke nødvendigvis er forbundet med black metal, så det bliver mere dynamisk.
Med det sagt er vi vel nærmest sammenlignelige med den bølge, man kalder for post black. Jeg prøver at tilgå teksterne på et mere filosofisk plan. Det sker med eksistentielle temaer som liv og død, der er de største kontraster, du kan møde her i livet. For mig er de satanistiske tekster fra hele 90´er-scenen temmelig kedelige, fordi der er så mange emner, der er mere interessante at kombinere med ekstrem musik som det, vi spiller. Jeg er på ingen måde specialist i filosofi, men skriver uden filter om de emner, der fascinerer mig, og ser, hvor det fører mig hen.”
I forlængelse af det var det nærliggende at spørge Kamprad nærmere ind til sangen 'Aufbruch' fra deres seneste album 'Finisterre' (2017), der indledes med et citat fra Marlen Haushofers dystopiske værk 'Væggen' (1963):
”Oprindeligt så jeg egentlig filmen (fra 2012) først, men historien har været en stor inspirationskilde for mig, ikke mindst hele tesen om, hvem mine indre instinkter gerne vil gøre mig til. Mine dyriske sider, om du vil. I filmen er der den her kvinde, der kolliderer med en usynlig mur, og som ikke kan bryde fri af muren, hvor meget hun end gerne vil. Det viser sig sidenhen bare at være en mur inde i hendes hoved, og hun affinder sig med, at det er helt ok ikke længere at være en del af samfundet og i stedet følge sine instinkter. Det var en tanke, jeg kunne kombinere med alle teksterne på albummet, og derfor inkluderede jeg det citat som starten på 'Finisterre'.”
Så det vil sige, at der er en gennemgående storyline for det album?
”Ja, teksterne sætter gennemgående spørgsmål ved kontrasterne mellem vores dyriske side, vores instinkter, og så samfundet og de regler og normer, de sætter for os. Det er en kamp, jeg altid har haft i mig, og da jeg så 'Væggen', afspejlede den lige præcis de følelser, jeg sad med, så det blev lidt af et centralt bindeled for min selvopfattelse, som jeg kunne bruge som referenceramme til pladen.”
Et emne, der førte os ud på en detour omkring den sovjetiske kunstfilm 'Vandringsmanden' og Herman Hesses berømte bog om 'Steppeulven', der også trækker på nogen af de samme kontraster mellem dyret og mennesket. Uden det hele dog skulle fortabe sig i prætentiøse livsanskuelser fra feinschmeckernes kulturelle skatkammer, nærmede det sig deadline, og vi skiftede emne til, hvor Der Weg Einer Freiheit står anno 2019:
”Vi turnerede en del for et par år tilbage, og har faktisk spillet i Danmark en enkelt gang før. Vi kan dog ikke spille meget mere, end vi gør nu, fordi vi alle har fuldtidsjobs. Desuden er det også meget følelsesmæssigt krævende for os at spille den type black, vi spiller.
Vi arbejder dog på en efterfølger til 'Finisterre' og påtænker at have de her to herrer med i sangskrivningen. På 'Stellar' og frem har jeg stået for det hele, men live kan vi alle sammen tydeligt mærke, at der er et særligt bånd imellem os, som uden tvivl kun vil blive styrket, hvis de også bliver mere involveret i sangskrivningsprocessen.
I aften er vi dog stadig på 'Finisterre'-touren, så der har vores fokus pt, og så vil vi spille en af vores yndlingssange fra 'Stellar', 'Letzter Sonne'. Måske ikke Tobias Schulers (trommeslager) favorit, pænt udfordrende med blastbeats, men det er så hans problem.”