Vildskab i alle facetter
En mangefacetteret tourpakke slog påskesøndag et smut forbi VEGA og skilte fremmødet ad med hver sine dedikerede tilhørere – samlingskraften vandt i den sidste ende.
2. Spaghetti Forever
3. Hollow Tree
4. Nervous Waltz
5. Downgrade Desert
6. Camel Dancefloor
7. ieuD
8. Parpaing
9. Polyphonic Rust
10. Overweight Poesy
11. Viande
12. Opus Brain
13. Himalaya Massive Ritual
----------------
14. Cheval
15. Apopathodiaphulatophobie / Robert
16. Very Noise
Allerede på papiret virkede denne aften til at stikke lidt i øst og vest. Hangman´s Chairs svulstige doom fik lokket mig mod merchboden sidste år på Roadburn. Tyske Der Weg Einer Freiheits atmosfæriske black har jeg fulgt, siden de præsenterede 'Finisterre' live for første gang på Summer Breeze i 2017. Amenras intense doom/sludge kræver en del af sit publikum, og Igorrrs avantgarde-black er lidt af en fest for viderekomne.
Med diversiteten i højsædet blev det da også tydeligt i løbet af aftenen, hvordan alle ligesom havde ét navn, de hovedsageligt var kommet for, hvor resten så bare blev indtaget som en del af pakken. Nogle med tyskerne for øje, men dog de fleste enten med Amenra eller Igorrr som største trækplaster.
Når supporten tilpasser sig hovednavnene
Med åbenhed kommer man som bekendt længst, men det var dog de færreste, der valgte at give Hangman´s Chair en chance. Det hjalp nok heller ikke just, at eventen oplyste om, at showet gik i gang kl. 20, og de lagde ud kl. 19:30. Det tog den franske kvartet dog med ophøjet pande og lagde ud med en stærk udgave af åbningsnummeret fra sidste års 'A Loner'. Cedric Toufoutis vokal lå stærkere fra mellemgulvet end det meget dybtfølte fra indspilningerne, og det blev da også hurtigt tydeligt, at de så at sige havde metallificeret deres lyd mere op til denne tour. Bassistens arme fløj ivrigt rundt for at gejle salen op, og selvom det ikke just var dem, der trak det længste strå i aften, så var der da sekvenser, der gik under huden. Under den lange intro til 'Who Wants to Die Old' sneg der sig fx lidt Life of Agony-vibes ind i den slæbende bas og Toufoutis patosladede vokal, men efterhånden som den trak ud i gumpetung doom gik gassen lidt af ballonen, og sådan bevægede de sig med blandet held gennem den halve time, de havde fået til rådighed.
Et kort changeover senere var fremmødet tredoblet, klar til hvad end Der Weg Einer Freiheit havde på programmet her på sit første københavnske visit. Lidt blødere elementer har sneget sig vej ind i lydbilledet på 2021s 'Noktvrn', men ligesom franskmændene forinden blev der gået mere råt for usødet til opgaven. Desværre med en lyd, der ikke tjente numrene vel, og som gjorde det svært at dissekere elementerne så godt, som de fortjener. Der Weg Einer Freiheit har virkelig øre for at bygge op og skabe stemninger, men lige i aften var den mindst givende af de fire gange jeg har været heldig at se dem, netop fordi der gik en kende mudder i lydmuren. Bedst gled det ned under den tunge 'Repulsion', der var den undtagelsesvise variation i lydbilledet, og så den altid fremragende 'Aufbruch', hvor mange i salen tydeligvis følte sig henført af tyskernes drømmende sortsyn sidst i sættet.
Med ryggen mod menneskemuren
Hidtil er Amenra et band, jeg kun har forholdt mig til i pladesammenhæng. Et band, der ligesom Der Weg Einer Freiheit gør meget ud af at bygge numrene op, men gennem sit eget sludge-doomede filter. Der skulle dog ikke gå længe, før det stod klart, at belgierne er et af de foretagender, der først og fremmest tjener sin ret i live-situationen. Jovist, så er den her ting med at stå med ryggen til publikum efterhånden lidt trættende, men Colin van Eeckhout går mere blandet til værks, hvor de rolige passager fortjener hans fulde koncentration med fronten mod trommeslageren, mens han i de eksplosive passager også giver sig selv lov til at se sit publikum i øjnene, mens lungerne får alt de kan trække. Med sange skåret ud af sindstilstande frem for fastlåste strukturer.
Det er ikke så meget sangvalgene man husker her, som det er feelingen, og den har de i stor stil. Også selvom det, ligesom sidst på Stengade, tager lidt tid for publikum at rumme den opmærksomhed, musikken afkræver, hvor bandet et kvarter inde tilsyneladende bevidst skruer så meget ned for blusset midt i 'Plus Pres de Toi', at man efterhånden kun kan høre ham svenskeren lige foran mig på tværs af salen, tydeligt provokeret af ikke at måtte fortsætte med at sludre med sidemanden. Han respekterer dog kammertonen, som koncerten skrider frem, sammen med resten af salen i øvrigt, og Amenra slipper udmærket igennem sættet, uden dog helt at kunne sige sig fri for lidt tomgang i det lange løb. Man går ikke just fra en Amenra-koncert med specifikke sange i baghovedet, men til gengæld har de et skarpt øre for at udnytte dynamikken hele vejen fra top til bund på volumen-knappen, og får på den måde indlevelsen til at tale deres sag, når publikum er med dem.
Flamboyant vanvid på dansegulvet
Salen er gudskelov stadig godt pakket, da klokken slår 22:40. Dem, der egentlig kom for de foregående navne, vil ikke gå glip af aben i rummet, og gudskelov for det. Igorrr er noget helt for sig selv – på godt og ondt vil nogen mene, men med en jordskredssejr af et show på Pumpehuset sidste år, samt deres kunstnerisk fremsynede tilgang til metal-genren, er det fuldt fortjent, at VEGA i aften er næste skridt på dansk jord.
Desværre uheldigt fra start, hvor Gautier Serre selv varmer salen op, før lyden går et minut inde i 'Paranoid Bulldozer Italiano'. Et par minutter går med at rede trådene ud, og derfra går alt gudskelov hak i hak, uden den mindste slinger i valsen. 'Nervous Waltz' er en af aftenens mest betagende sange, tidligt i sættet, der kommer hele vejen rundt i værktøjskassen med både operatisk vokal, violinsamples og bastant riffing, men også 'Hollow Tree' lige forinden er en stærk showcase til at vise den mere seriøse side af Igorrr-paletten, uden det hele behøver gå ud af den absurde avantgarde-tangent. Marthe Alexandres sopran går perfekt i sync med JB Le Bails hidsige hyl i et skrigende crescendo midt i 'ieuD', inden Gautier Serre selv endnu engang lukker den solo på blokfløjte.
Der er alle gode grunde til at føle sig godt underholdt i Igorrrs selskab, og det er da også kun det generelle mætningspunkt efter 80 minutters kakofonisk vanvid, samt de lydmæssige udfordringer i starten, der trækker ned i det større billede. Lidt mere refleksive indfald som 'Overweight Poesy' og 'Hollow Tree' tilføjer også kærkomne afvekslinger i sættet, som der gerne måtte være flere af i repertoiret. Med det sagt er netop vanviddet også en væsentlig del af fascinationskraften her, og at dømme ud fra salen her til aften var der da også mange Amenra-fans, der alligevel valgte at blive til det sidste.
Med den spilleform Igorrr har i øjeblikket, så forstår vi dem godt.