Mineudgravning i den brasilianske thrash, del 3: Nye menneskeædere

I sidste del af artikelserien leder vi efter det særligt brasilianske hos en række nyere thrashbands. Og vi ser på den historie, der ligger bag det at tale om brasilianskhed.

Selve den brasilianske thrashs eksistensgrundlag er dens særegne brasilianskhed, det er det, vi leder efter hos såvel nye som gamle bands. Det er grunden til, at så mange af de tidlige plader besidder en ubehjælpsom og uimodståelig charme, sådan som det blev beskrevet i seriens første afsnit; mens de gamle bands' nye plader med internationaliseret lyd falder fuldstændig igennem, som det blev beskrevet i andet afsnit. Det er vel i bund og grund et udtryk for en romantisk primitivisme, en jagt på den ædle vilde, her blot i skikkelse af en fyr i hjemmelavede patronbælter og sømarmbånd og med pandehår der lige akkurat når de kohlede øjne og de blottede tænder. En vision om en urmetallisk tilstand før 'Headbanger's Ball' og nü-metal korrumperede scenen, og den tæmmede vilde prøvede at forfine sit udtryk, raffinere det, sofistikere det, indtil der ikke var andet tilbage end fills, gode intentioner og resigneret, forceret vildskab.

Egenartethed som resultat af geografisk isolation

Det er ikke en problemstilling, brasilianerne står alene med, den genkendes fra andre regionale scener, der bliver dyrket for deres oprindelige egenartethed, ofte et resultat af en geografisk isolation, der har tilladt scenen at udvikle sig uden konstante input udefra. Der er simpelthen ikke kommet nok bands forbi på turne, som har kunnet påvirke den lokale scene, så den har været nødt til at udvikle sig ud fra nogle mere eller mindre vage forestillinger om, hvad det var, der foregik i resten af verden. Problemstillingen genkendes såmænd også fra metalscenen som helhed, hvor historikerne både leder efter det oprindelige, udspringet, og alle sidevejene, der hver for sig angiver mulige alternativer til den tilstand, scenen som sådan befinder sig i i dag. Hvordan man så ellers vælger at sammenfatte dén.

Men den brasilianske thrash byggede altså på et fundament, der adskilte sig fra det, dens forbillede i Ruhr-scenen byggede på, både i form af de sociale omstændigheder, den blev til under, og den kulturhistorie, den med tiden skrev sig ind i. Det særligt brasilianske ved de tidlige plader med Sepultura, Sarcófago, Mystifier og de andre er selvfølgelig en efterrationalisering, pionererne gik naturligvis ikke efter at skabe fællestræk i deres lyd, det er noget, man kan høre med årenes afstand og overblik. Fordi de naturligvis ikke kunne undgå at inspirere hinanden, specielt når de levede så afsondret fra den nordamerikanske og europæiske scene, som tilfældet var, og fordi de på f.eks. Belo Horizonte-scenen var påvirket af det trods alt begrænsede udvalg af importplader, Cogumelo fik hjem til pladeforretningen. Det var først senere, efter Sepulturas internationale gennembrud, at det gav mening for de andre bands at definere sig som brasilianske i håb om, at lidt af opmærksomheden skulle smitte af på dem, mens Sepultura for deres del gjorde det brasilianske til en uomgængelig del af deres lyd, image og tekstunivers.

Menneskeædermanifestet

Sepulturas brasilianisme fra 'Chaos A.D.' og frem kan godt fremstå som en gimmick, ikke mindst som den blev ført ud i ekstremerne i Soulfly. Man kan læse den som et produkt af en tid, der i det hele taget var præget af en romantisk primitivisme, der også kom til udtryk i tribaltatoveringer, vikingemetal, unplugged-sessions og dyrkelsen af diverse overgangsriter, men faktisk byggede den i mindst lige så høj grad på en national strømning, der har løbet igennem den brasilianske kultur siden uafhængigheden i 1822. Ikke som sådan en nationalistisk strømning, snarere en postkolonial identitetskrise, som digteren Oswald de Andrade gjorde op med i 1922 i sit 'Manifesto Antropófago'. Inspireret af surrealismen plæderede han for en kulturel kannibalisme, hvor påvirkninger udefra skulle indoptages og udskilles, sådan som de menneskeædende indianerstammer i Amazonas havde gjort det i deres riter, hvor de åd dele af deres slagne fjender for at optage deres styrke i sig selv og på den måde blive endnu stærkere. Således skulle en særligt brasiliansk kultur skabes, som ikke blot var en efterligning af den europæiske eller den nordamerikanske, og selvom der ikke var en direkte effekt af manifestet – der opstod ikke en ren, skarpt defineret brasiliansk kultur natten over – levede dets tanker videre og blev taget op igen i 1960'erne. Denne gang var det popmusikere som Caetano Veloso, Gilberto Gil og Os Mutantes, der blandede den nye rockmusik op med afrikanske rytmer og folkemusik og skabte tropicália som en skarpt politisk, men også humoristisk beatmusik – i øvrigt ikke ulig musikrörelsen i Sverige på samme tid, for nu at sætte tingene i kontekst igen.

Tropicália var en stor inspiration for Sepultura, og når Cavalera i 'No' med Soulfly synger ”No bullshit / No slaveships / No muthafucking Hootie & The Blowfish”, virker parallellen mellem slavehandel og radiopop umiddelbart temmelig overdrevet, men pointen er, at det hele handler om den imperialisme, der både skabte og undertrykte Brasilien, befolkede og affolkede det kæmpemæssige land, og at den kulturelle imperialisme fortsat udøver sin påvirkning. F.eks. gennem den hvideste hvide radiopop. Kunstnerisk blev Sepultura og Soulflys brasilianisme – eller simpelthen sambametal, som den nedladende blev kaldt – dog ikke til en decideret bevægelse, og selvom flere af de oprindelige thrashbands så sig nødsaget til at trække i en groovemetallisk retning op igennem 90'erne, var der ikke rigtig et kunstnerisk fundament at udvikle videre på for andre bands i den stil. Mens vi venter med tilbageholdt åndedræt på en nü-metal-revival – og den er efterhånden blevet varslet et par gange, uden at den rigtig har manifesteret sig alligevel – er selv Soulfly for længst vendt tilbage til at spille thrash.

Modersmålet som identitetsmarkør

Et af de nyere bands, der alligevel har samlet bolden op fra Sepultura og Soulfly, er Claustrofobia. Uden at læsse på af etniske forsiringer, er deres Six Feet Under-groovy dødsmetal på det seneste blevet garneret med nogle rytmer, der frembringer minder om 'Chaos A.D.', og videoen til 'Bastardos de Brasil' løfter stolt arven for social indignation spædet op med revolutionsromantik fra 'Refuse/Resist'.



20 år efter deres debutdemo er paulistanoerne ved at være klar med, hvad der bliver deres 6. album senere i år, og er det sandsynligvis ikke noget, der kommer til at røre særligt mange af dem, der giver sig af med den klassiske, brasilianske thrash, så viderefører de en brasiliansk tradition, som man i hvert fald ikke kender som andet end et kuriosum fra andre regionale scener: At synge på portugisisk.

Engelsk har været rockmusikkens hovedsprog siden begyndelsen, og mens der inden for hardcore og punk altid har været en mindre andel af bands, der sang på deres eget sprog rundt omkring, er fænomenet stort set ukendt i metal uden for Brasilien. Da Sodom indspillede 'Ausgebombt' i tiden før Google Translate, fik det straks alle til at tro, de var nazister; den slags forvirring var bare herligt kontroversiel for de norske black metallere, der dermed skabte præcedens inden for den genre for at synge på modersmålet, i hvert fald hvis modersmålet var skandinavisk, men ellers er det ikke meget, man har hørt til metal sunget på andet end metalengelsk igennem tiden. Bortset fra i Brasilien, hvor bands som Dorsal Atlântica, Korzus og Holocausto i hvert fald i starten af karrieren sang på portugisk. Det er en tendens, som det er oplagt at læse ind i forlængelse af tropicália- og antropofagista-bevægelserne, men det skyldtes nok snarere to vigtige faktorer: Dels isolationen, hvilket betød, at de enkelte bands i høj grad lod sig inspirere af hinanden, fordi deres lokale scene i starten ikke blev besøgt af de internationale bands. Dels at den brasilianske metalscene i højere grad overlappede med hardcorescenen, end det var tilfældet i Europa og USA, hvor de to langt op i 90'erne stod i en løjerlig opposition til hinanden og stadig indgår i et had/kærlighedsforhold.

Sædkirker

Inden for punk og hardcore er der en langt stærkere tradition for at synge på modersmålet – selvom engelsk selvfølgelig stadig hersker her – og det er da også på grænsen til den scene, man finder de fleste portugisisksprogede metalbands i dag. Ratos de Porão og Lobotomia lagde i 80'erne grunden for en decideret crossoverscene i Brasilien, hvor musikken nok er stærkt påvirket af nordamerikanske bands som D.R.I., men hvor det portugisiske sprog bidrager med et særpræg. Det vigtigste nyere band inden for den tradition er D.F.C. fra hovedstaden Brasilia. Siden starten i 1993 har de kørt på med en stærkt politisk, stærkt traditionsbunden crossover, der har holdt fanen højt for Ratos de Porão i de år, de har været nede og vende, og sidste års 'Sequência Animalesca de Bicudas e Giratórias' er et vidnesbyrd om et band med den på scenen så højt skattede integritet i fuld behold. Lidt mere løsslupne var D.F.C.s medlemmer i sideprojektet Possuido Pelo Cão, hvor de lod musikken hælde noget mere mod thrash, slet ikke ulig Municipal Waste i deres storhedstid, og bare i det hele taget hyldede Possessed. Det kom ikke mindst til udtryk på den lige vel bøvede, men stærkt virkningsfulde 'Semen Churches' med riffet planket fra 'The Exorcist', men bandets enlige fuldlængde, 'Possessed in the Circle Pit', var ikke desto mindre væsentligt mere afvekslende og spændstig i sit udtryk, end hvad de præsterer i D.F.C. Eller for den sags skyld hvad Ratos de Porão og Lobotomia har præsteret i det nye årtusind. Men måske er det ikke mindst, fordi den er så international i lyden, at den fremstår overlegen.



Gentrificeret thrash

Ovre i thrashen er der ikke rigtig nogle markante nye bands, der binder an med at synge på modersmålet, og lyden bærer heller ikke det store præg af den oprindelige scene. Når bands på den scene forsøges markedsført som brasiliansk thrash eller brasiliansk død, handler det mere om labels, der forsøger at få os til at associere dem med den scene, der var engang, for musikken er i den grad blevet internationaliseret, og de nyere bands er fuldstændig med på, hvad der rører sig ude i verden. Thrash er simpelthen blevet gentrificeret. Den mister sine regionale særpræg, og hvad der bliver tilbage, er den samme kop sorthed, man kan få overalt i verden.

Det kan så være kompetent nok udført: Nervosa albumdebuterede sidste år med den strømlinet retrothrashende 'Victim of Yourself'. Sangskrivningen er god, numrene er godt bygget op, der bliver vekslet mellem virkemidlerne, og bandet lyder tight og vredt. Men det er alligevel ikke så meget det, at de tilfældigvis er fra Brasilien, der skiller dem ud fra mængden, som at medlemmerne er kvinder. Dét er nemlig stadig et særsyn inden for thrash tre årtier senere, også internationalt. Den kønsligt betingede egenartethed deler Nervosa med Panndora, som dog spiller power metal og gør det noget mindre overbevisende end Nervosa – uden at de dog når helt ud i det søle som Fire Strike ligger og roder rundt i med deres temmelig arkaiske heavy metal. Til gengæld stikker Panndora og i endnu højere grad Fire Strike så ud fra mængden af gentrificeret metal, om det så bare er i kraft af deres rå uformåenhed. For selvom Nervosa er tight og prof og indædte, så er det altså noget sjovere at se på en video som den her med Fire Strike, hvor guitaristerne slet ikke kan holde med at soloe løs, trommeslageren slet ikke kan holde op med at flashe sin heavy metal-tatovering, og sangerinden slet, slet ikke er blevet instrueret i at lipsynche, men bare har fået at vide, at hun skal kaste en hel masse med sit hår og danse lidt, når hun føler for det.



Ulevende død

Heller ikke dødsmetallen er gået fri af gentrificeringen eller påvirkningen af internationale strømninger. Ikke at det ville være fair at affærdige Nervochaos som endnu et old school dødsband i den bølge, der kom i slutningen af 00'erne, da de trods alt har spillet siden 1996 og har lavet en god håndfuld plader i løbet af den tid. Men deres sjette album,