Vokalister på hjemmebane

silverlake

Guitaristen Esa Holopainen åbner lidt op for alsidigheden på sit soloprojekt uden dog at ramme helt uden for den palette man allerede kender fra hans bidrag til Amorphis. Udtrykket varieres i større grad af valget af vidt forskellige sangere.

Titel
Silver Lake
Dato
28-05-2021
Trackliste
1. Silver Lake (Instrumental)
2. Sentiment (Feat. Jonas Renkse)
3. Storm (Feat. Håkan Hemlin)
4. Ray Of Light (Feat. Einar Solberg)
5. Alkusointu (Feat. Vesa-Matti Loiri)
6. In Her Solitude (Feat Tomi Joutsen)
7. Promising Sun (Feat. Björn 'Speed' Strid)
8. Fading Moon (Feat. Anneke Van Giersbergen)
9. Apprentice (Feat. Jonas Renkse)
Karakter
3

Efter tretten albums med Amorphis, den primære arbejdsplads for den 48-årige finne, Esa Holopainen, lader guitaristen og sangskriveren os nu høre, hvordan musikken tager sig ud, når han er helt solo om alle beslutninger. Eller det vil sige, helt solo er han ikke, for selvom sangskrivningen og arrangementerne er hans, så har han folk til at hjælpe sig med trommer, bas og vokal. Og keyboards, fløjte, saxofon og percussion.

Den første single var sangen 'Storm', som har den lethed og fornemme brug af delay-effekter, som Holopainen introducerede med albummet 'Tuonela', hvor Amorphis for første gang for alvor forlod den dødsmetal – omend melodisk og doomet – som bandet oprindeligt var formet af. Og de her snigende, dragende underlægningseffekter som er med til at fylde lydrummet hele vejen op til det høje loft.

Nummeret med den svenske folkrocksanger, Håkan Hemlin, der nok er mest kendt fra bandet Nordman, lyder på vokalsiden og det store omkvæd som noget, der godt kunne være med i Melodi Grand Prix, hvad sangeren da også har prøvet før. På backingvokalen finder man i øvrigt hans bror, Ronny Hemlin, fra Tad Morose.



Et væld af sangere
Der er forskellige sangere på albummet. Det første nummer er dog instrumentalt og er ganske interessant, for her får man for alvor mulighed for at fornemme den sjæl og stemning, som Holopainen er mester i at lægge i musikken. Den er naturligvis også til stede på albummets andre sange, men Holopainen har valgt ganske karismatiske sangere til opgaverne, så numrene i flere tilfælde nærmest lyder som en sang fra dét band, som vokalisten netop er kendt for. Og så glemmer man lidt Holopainens arbejde bag.

Holopainen har valgt Jonas Renkse til hele to sange. Renkse, der kendes fra Katatonia, er den eneste som får lov at lægge vokal på to sange, de andre gæster må pænt nøjes med et nummer hver. Skulle Katatonia blive ramt af skriveblokering, så kan de snildt ringe efter den finske guitarist, for Holopainens 'Sentiment' og 'Apprentice' er i den grad lyden af moderne Katatonia. Måske er der en lethed i elegancen, som Katatonia måske normalt ville vende til noget mere dunkelt. Men alligevel. Det er i hvert fald to numre en Katatonia-fan burde sluge med stor appetit.

Einar Solberg fra Leprous synger på nummeret 'Ray Of Light'. Og selvom musikken igen har elementer, der ikke lyder som Leprous, ja, musikken søger på nogle punkter tilbage til noget progressiv rock fra '70'erne, hvad Leprous' udtryk ikke helt kan siges at ramme, så er Solbergs vokale arrangementer alligevel snydt ud af næseen på nyere Leprous.

Hva' med ham den anden i stedet?
Esa Holopainen har også søgt assistance indenfor egne rækker og har fået Tomi Joutsen med det store growl og den bløde melodiske stemme til at synge på 'In Her Solitude'. Dét nummer er ikke langt fra dagsformen med Amorphis. Det er ikke et dårligt nummer, men det er måske et lidt kedeligt valg, for der er allerede en del albums med de to herrers samarbejde i Amorphis-regi.

Det havde været mere interessant, hvis Holopainen havde kunnet lokke growls ud af sin bandkammerat, guitarist Tomi Koivusari, som lagde fede growls på de første udgivelser fra Amorphis, for siden at lade andre om den del.

De oplagte valg og det uventede
Både Björn Strid fra Soilwork og The Nightflight Orchestra og Anne van Giersbergen, der engang var forsanger i The Gathering, synger på numre, der har noget i sig, og som minder om de mere poppede momenter af Nightwish. Strid mest på grund af musikken og så nogle catchy omkvæd, som fans af hans  band, The Night Flight Orchestra, ikke vil gå helt galt med, og Giersbergen for en vokal, der ville have passet fint ind i Anette Olzon-perioden af Nightwish.

'Alkusointu' er uhyre interessant. Det har en dysterhed i introen, der gør, at nummeret kan gå mange veje. Obskur doom eller noget mere let og pompøst. Resultatet er svært at beskrive, når den finske skuespiller, musiker, komiker, Vesa-Matti Loiri, går i gang med at tale over nummeret. Det lyder lidt som Manowars brug af Orson Wells til speak indover et par numre. Loir er et overraskende valg på 'Silver Lake'. Hans dybe røst giver en ildevarslende ro og en smuk harmoni med den underliggende, skrøbelige musik opstår. Senere i nummeret skaber saxofon yderligere højt til loftet. Inden Holopainen smider en smuk og meget melodisk guitarsolo på. Han har hverken glemt glæden for saxofonen, som er blevet brugt på flere Amorphis-numre gennem tiden, eller den melodiske guitar(lead), som har gjort Amorphis til, hvad det er.

Potentiale for noget større i mere samarbejde med enkelte vokalister
'Silver Lake' er et spændende værk. Det bryder ikke helt oplevelsen af, at man som lytter lægger øre til en kompilation af forskellige bands, da sangerne simpelthen er for forskellige i stil, og "for dygtige" til at sætte eget fingeraftryk ved den blotte eksistens på sangene. Samtidig er det dog et spændende album, der viser en alsidighed i Holopainens sangskriveri, men igen heller ikke så man, med kendskab til Amorphis' værker, bliver vanvittigt overrasket. Og trods forskellighederne så er der en samhørighedskraft mellem numrene, så det hele ikke er helt i øst og vest. Mest interessant synes samarbejderne med Hemlin, Renkse, Strid og Loiri, men endnu et album med en sådan blanding ville stadig give næring til kompilationsfornemmelsen. Men måske en ep med hver kunster, i fald Holopainen vil gå videre med sit soloprojekt?