Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mesterværket med mere

Populær
Updated
Mesterværket med mere
Queensrÿches 1988-mesterværk "Operation Mindcrime" gengudgivet med bonus live album og dvd - og så åbenbares Lars Schmidt igen. To åbenbaringer sådan lige i hælene på hinanden. Og to af samme slags! Ja, hvad mere kan man forlange? En nat med en vis Pamela Moore måske? Umiddelbart i kølvandet på et helt fantastisk, forrygende stærkt liveshow på Sweden Rock 06 genudgiver Seattle
prog-metallerne Queensrÿche deres helt store, epokegørende 18 år gamle gennembrud ”Operation Mindcrime” fra 1988. Et album, som stadig står til et 11-tal rent karaktermæssigt – hastigt på vej mod 13.

Genudgivelsen krydres med noget så aktuelt som hele ”Operation Mindcrime” spillet live (som på Sweden Rock 06). Koncert-cd’en er ikke tidligere udgivet og er fra et show den 15. november 1990 på Hammersmith Odeon i London. Ekstra krydderi er dvd’en ”Video Mindcrime”, der blev udgivet på vhs i 1989 og er en musikvideo, der dækker seks af numrene fra ”Operation
Mindcrime”.

Der er ikke så forfærdelig meget at sige om cd’erne. Andet end: Hvis du ikke har ”Operation Mindcrime” (hvilket er en forbrydelse i sig selv), så har du en rigtig god
mulighed for virkelig at blive introduceret til intelligent, velspillet progressiv heavy metal med nosser og nerve. Nosser og nerve finder du både på studiealbummet og på live albummet. Dvd’en er lidt kuriøs. Meget firseragtig med højt hår og
stiv-pik-positurer, men et godt vidnesbyrd om dengang, heavyrocken var noget ved musikken (læs: MTV).

Numre som ”Revolution Calling”, ”Operation Mindcrime”, ”Suite Sister Mary”, ”I Don’t Believe In Love” og monsterballaden ”Eyes of a Stranger” er super-duper-topklasse klassikere, som bør høre hjemme i enhver heavysamling med respekt for sig selv og sine
omgivelser. Musikalsk peaker Queensrÿche altså bare. Sanger Geoff Tate er dyb, skrigende, hård og helt ufatteligt overbevisende. Lead guitarist Chris de Garmo er SÅ stærk, og
rytmesektionen findes næsten ikke bedre. Og det er et band, der er sultent og rigtig meget på vej frem. Det er begge cd’er tydelige vidnesbyrd om.

Som en lille ekstra kuriøsitet kan det nævnes, at Queensrÿche aldrig formåede at overgå 1988-gennembruddet. Det var godt nok tæt på med ”Empire” (1990), som også hører hjemme i din samling, men siden gik det alvorligt ned ad bakke. Indtil dette forår, hvor Queensrÿche gjorde det, bandet indtil da havde forsvoret at gøre: At udgive en opfølger til ”Operation Mindcrime”, som pudsigt nok hedder ”Operation Mindcrime II”. Et album, der
klart er det bedste fra de kanter i mere end ti år, men som – sine kvaliteter til trods – ikke når etteren til knæene.

Og Pamela Moore, den skønne? Hun synger den kvindelige hovedrolle på ”Operation Mindcrime” og er noget af det lækreste stykke modne kvindfolk, der findes. Det ved vi, der oplevede hende på Sweden Rock i år.

Titel
Operation Mindcrime
Label
Distributør
Forfatter
Karakter
5