Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En sort, sort kasse til en hvid vovse

Updated
zwart vierkant

Modernistisk malerkunst og hollandsk ringer nok lige så få klokker for dig, som “Vil du med i skoven og apportere tennisbolde?” gør for Fido. Men selvfølgelig vil Fido det. 

Kunstner
Titel
Zwart Vierkant
Dato
07-05-2021
Trackliste
1. Maria Segovia
2. Rookslierten, Flessen
3. Het Schuimspoor Van De Ramp
4. El Greco In Toledo
5. Parijs Is Een Portal
6. De Onnoemelijke Verleidelijkheid Van De Bezwijkende Deugd
7. Sierlijke Schaduwmond
Karakter
4

Jeg forstår mig nok lige så godt på hollandsk og malerkunst, som mine forældres ikke-altid-så-skarpe hvide golden retriever forstår mig. Den fanger måske et par lyde og ord, som den kan danne en eller anden mening af, ellers foregår kommunikationen gennem tone og stemninger. Det er ikke noget ligeværdigt forhold, men begge parter har enormt stor glæde af det på trods af, at meget indhold går tabt. Det er sådan, jeg har det med Grey Auras 'Zwart Vierkant'. Nu er jeg bare hunden.

'Zwart Vierkant' er bandets anden udgivelse og en sammenfatning af to tidligere demoer.  Det er baseret på guitarist og vokalist Ruben Wijlackers egen bog, 'De Protodood In Zwarte Haren' og er derfor et konceptalbum. Bogens handling udspiller sig i Spanien i starten af det 20. århundrede, og man følger en ung kunstner, der bliver besat af samtidens modernistiske og abstrakte kunst. Særligt suprematismen, hvis mest kendte maleri er ’Sort Firkant’ fra 1915 af den russiske maler Kazimir Malevich, deraf albummets titel.

Det sætter dog en ramme for Grey Auras ambition med 'Zwart Vierkant'. Albummets syv sange glider mere eller mindre sammen i voluminøs black metal uden naturlige overgange mellem numrene, der er vanskelige at skelne fra hinanden. Helheden er heldigvis fængende nok til, at det ikke er et problem. Derfor virker deres eksperimenterende og velproducerede post-black også hammergodt, og det vælger jeg at fokusere på.



Go’ gold Bordello
Ved åbningen bliver man blæst bagover af 'Maria Segovia' med en stor, aggressiv og dissonant akkord med brusende trommer. Jeg når lige at tænke på Behemoth, og så dukker der pludselig kastagnetter og andalusisk trompet a la ‘Sketches Of Spain’ op. Det studser jeg lidt over, og så starter blast beatsene kort efterfulgt af hollandsk voice over fra Wijlackers bog med fortsat black og trompet i baggrunden. Derefter bliver der blæst for fulde gardiner igen, og vokalen bevæger sig over i kold false-chord-råben, der så sjovt nok også minder mig om Nergals stemme.

Efter første nummer har Grey Aura klart og tydeligt demonstreret, hvad deres agenda er, men det bliver resten bestemt ikke kedeligt af, for det er en virkelig veludført, spændende og bred palette, de maler ud fra. Udover de nævnte kerneelementer kaster de lidt om sig med flere andalusiske stemninger, og nogle upbeat rytmer, der giver mig associationer til noget Gogol Bordello eller noget, jeg engang har hørt i Eurovision. I ’El Greco In Toledo’ er der tydelige elementer af flamenco, der er støbt i black metal tremolo-picking og gold atmosfære. Det fungerer faktisk ret godt, og det ikke for sjov. De mener det, og det passer godt i en rammefortælling med spansk og russisk kunst. Alligevel sidder jeg lidt misfornøjet tilbage over det ellers veleksekverede flamenco- og upbeat-gøgl, fordi faren ved at fusionere kulturelle genrer, med eksempelvis metal er, at enten kan det blive et desperat forsøg på originalitet, eller at man næsten kan fornemme bandet ‘lolle’ over sig selv: “Hey drengene, kunne det ikke være sjovt? Tøhø”. Det var ved første gennemlytning mit umiddelbare indtryk.



Café latte og hvide skjorter erstatter gedehoveder og corpse paint
Trods den skepsis, beviser Grey Aura, at jeg tager fejl. Femte nummer, ’Parijs Is Een Portaal’, bliver spillet bombastisk og big band-agtigt med understøttende blæsere. Et eller andet sted kunne det godt lyde som Behemoths bud på en James Bond-temasang. Men godt to minutter inde i sangen går det fra andalusisk nynnen – til jazz! Ja, hvis man ikke var stået af for længst, så knækker filmen fuldstændig her. Men faktisk har jazzen en forsonende effekt. Alt det, jeg var skeptisk overfor ved Grey Auras lyd, gav pludselig mening. De er balancerede og ambitiøse nok til, at det bliver stilfuldt.

Voice overen hen over den særegne black metal bliver meget arty, men det fungerer fint nok. Det fylder dog i en grad, der får det til at emme lidt for meget af digtoplæsning på en storbykaffebar, men musikken vejer det virkelig op.

Jeg ved ikke nok om malerkunst til at danne en nuanceret forståelse af ‘Zwart Vierkant’. Men ved at sætte bandets egen beskrivelse af albummets fortælling i kontekst med musikken, giver det en fængende fornemmelse af tveægget eksistentielt dagdrømmeri, men hvad der reelt er i gære, ved jeg ikke.

Lidt ligesom for en hund. Så sit og lyt.