Stilige italienere
Vultures Vengances klassiske metal er velspillet, velskrevet og veleksekveret. Men den kunne godt trænge til at være lidt grimmere.
Den helt store tendens i metallen for tiden er NWOTHM, New Wave of Traditional Heavy Metal, der genopliver 80ernes klassiske metal i forskellige afskygninger. Samme genoplivningsforsøg fandt sted i 90ernes sidste par år, anført af Hammerfall og myriader af power metal-bands, men dengang var det, som om det gik i sig selv efter et par år – måske fordi ingen kunne finde de gode udgivelser mellem alt det generiske tyske power/speed metal, der også blev set som en del af bølgen.
I dag er tendensen anført af labels som High Roller, Cruz del Sur og Dying Victims, og efterhånden kommer der så mange nyudgivelser i genren, at man snildt kan få flere års lytning til at gå med alene at lytte til nyudgivelser inden for genren. Dengang som nu kan det være svært at finde de virkelig gode udgivelser, fordi der kommer så mange, men i hvert fald ovennævnte labels og et par andre plejer at borge for, om ikke andet, et højt bundniveau, selvom ikke alt stålet er lige skarpt.
Et af disse ugers mere hypede bands i genren er italienske Vultures Vengeance, der udkommer på tyske High Roller Records og på bandbilleder bærer sejt sort læder og lige så sort langt hår, mens deres ubestridte leder, guitarist og vokalist kalder sig Tony T. Steele. Det tegner jo meget godt allerede. Deres debutalbum, 'Knightlore', udkom i 2019, de indspillede ret hurtigt derefter 'Dust Age', men pga. covid-virussen og line-up-ændringer udkommer det altså først nu.
Som coveret antyder, går Vultures Vengeance efter en vis mængde mystik i lyden – ikke ulig fx US power-klassikere som Warlord eller Manilla Road, som italienerne da også selv nævner som inspirationskilder i det medfølgende pressemateriale. Men med en meget pænere og mindre undergrundspræget lyd. Forbilledet i produktionen synes snarere at være netop slut-90ernes power metal-bands.
Selv kommer jeg til også at tænke på tidlig Queensrÿche, men først og fremmest på en mindre speedet udgave af tidlig Blind Guardian, ikke mindst fordi Steeles vokal ligger relativt tæt op ad Hansi Kürschs.
Og ligesom tyskerne er Vultures Vengeance gode til at fylde på med overraskende instrumentale detaljer i lydbilledet. Nogle NWOTHM-bands bliver lige lovlig simple, men Vultures Vengeance arbejder med detaljer og har en relativt varieret sangskrivning med mange passager, episke elementer og utallige leads. Et nummer som 'Reign of Severance' er typisk for pladen med dens store omkvæd, lækre detaljer og medrivende metal.
Der er meget godt at hente på 'Dust Age', og spilletiden på ca. 40 minutter er perfekt til genren. Men jeg synes også, at Vultures Vengeance bliver lidt mere polerede, end de behøver at være, hvis de skal ramme min smag rent. Det er flot, det er medrivende, det er meget vellavet, og de spiller flot. Men jeg gad godt, at de fandt mere af den speedede, aggressive energi, der er i åbnings- og titelnummeret, og jeg gad godt, at lydbilledet var lidt mere råt og excentrisk. Det er typisk sådan, et band kan vise lidt mere personlighed, og jeg synes, at det ville klæde kvartetten at anlægge sig en lidt mere anmassende af slagsen. Gribben er et ret grimt dyr, hævn kan være en grim trang, men det er svært at forestille sig Vultures Vengance mæske sig i et halvråddent kadaver eller rase ud.
Det er helt sikkert et bevidst valg, og Steele og co. skal ikke lastes for at følge deres kreative muse; men jeg tror, at stemningen og den mystiske aura, bandet stræber efter, ville have godt af en mere undergrundspræget lyd, som de fx får i slutningen af 'The Foul Mighty Temple of Men', hvor der virkelig arbejdes med atmosfære. Jeg synes også, at produktionen kunne være enten mere rå eller klarere defineret – de mange detaljer i musikken bliver for sjældent klart defineret i lydbilledet, og det hæmmer også både personligheden og pladen som helhed.
Er man gladere for genren i dens lidt pænere variant end jeg, kan man mageligt lægge en karakter til. 'Dust Age' cementerer Vultures Vengances plads i genrens absolut bedre selskab.