Pladeanmeldelser
Midtjyllands mest beskidte duo er kravlet op af kloakken igen for at give os opfølgeren til sidste års medrivende ‘Emetic Fluid Transaction’.
Det britiske enmandsband Phantom Spell er aldeles uhippe og blottet for ironisk distance til sin egen renhjertede blanding af hard rock og progressiv rock. Måske er det derfor, deres andet album er så vidunderligt opløftende og vellykket?
Demooptagelser fra de spæde dage med Motörheads klassiske lineup er en interessant kontrafaktisk øvelse, fordi de viser, hvilken vej Motörhead kunne være gået.
Shadow of Intent har med Imperium Delirium udgivet en plade, der repræsenterer et zenit i bandets diskografi.
Calva Louise leger kærkomment med genrekonventionerne, men formår ikke at skabe et sammenhængende lydbillede, der gør deres gode ideer ære.
Der er gået 52 år, siden bandet Alice Cooper udgav deres seneste album. 52 år er lang tid, men bandet er gudskelov sluppet ganske fornuftigt fra at genoptage samarbejdet.
Slaughter to Prevail holder sig til deres succesformel for nu-metal deathcore på den groovy 'GRIZZLY' – en ret vanvittig plade.
Amerikanske Abigail Williams leverer en forrygende blanding af post- og black metal på en iderig plade, man både bliver betaget af og slår sig på.
Du vil danse, du vil headbange, du vil være voldsom – ’Unkillable Angel’ er din plade.
Ugens bedste flamencodødsmetal-udgivelse er rig på teknisk virtuositet og kulturhistorie – men man savner en bedre forbindelse mellem stilarterne.
Insania hiver på seneste udgivelse ‘The Great Apocalypse’ så mange powermetalklicheer ud af metalskabet, at selv inkarnerede powermetalfans må tage en pause.
Earcandy-faktoren er fortsat stærk hos Wytch Hazel, der har skruet ned for distortionen og op for AOR-kvaliteterne i denne femte ombæring.
Anmelderen må skamfuldt vaske sin corpsepaint af sig efter at have nydt Ghost Baths ’Rose Thorn Necklace’, der er black metal og post-rock pakket ind med lyserød sløjfe i vampyrromantik.
Et livealbum, der gør en forskel? Det kommer ikke til at ske igen. Men Cirith Ungol gør det umulige på mastodontisk og monstrøst tung dobbeltudgivelse.
Ostraca er tilbage med en kortfattet og eksplosiv EP, men bandet kigger lidt for meget i bakspejlet.
Cryptopsy’s niende studiealbum lægger sig som den naturlige arvtager til forrige års comeback-album. Men er det godt nok?
Det er med speederen i bund, at svenske The Haunted gør comeback - og der er rigeligt med jävla riffs til, at det er turen værd.
Med nyt og gammelt materiale fordelt på to ep’er understreger Strychnos igen, at trioens format er kreativt og stort nok til at fastholde positionen som et af nutidens bedste death metal-bands i verden.
Cabal udvider lyduniverset på Everything Rots, men eksperimenterne kæmper mod manglende retning og overflødige gæsteoptrædener.
Kan du ikke få din metal vanvittig nok, og er alle grænser til for at blive overtrådt, slettet og redefineret? Så er Byonoisegenerator den cocktail af avantgardistisk sindssyge, du kommer til at drikke dybest af i år.