Pladeanmeldelser
Pentagrams første album i ti år lyder, som den slags plader fra gamle bands gør: Det er lige så hæderligt, som det er overflødigt.
Avatariums nye album skuffer en del. Det er stadig ganske storslået ind imellem, men musikken mangler retning.
The Hellacopters skruer ned for tempoet og op for ørehænger-effekten på en plade med flere stærke cuts undervejs, når da ikke ensformigheden trænger sig på.
Oraklet er fortsat under selvransagelse i soloprojektet Häxkapell – og når et spadestik dybere denne gang i livscykliske reflektioner med episk folk som modvægt.
Guttural Disgorge tvinger dig til at løfte øjenbrynene. Danmarks både nyeste og sikkert eneste slamdødshåb har skåret en udmærket debut, der smager af snask.
Lambrini Girls støjer sig charmerende flabet ind på punkscenen med en debut spækket med humor, holdninger og riot grrl-attitude for alle pengene!
Episk, doomy, halvokkult metal med fløjte og kraftfuld vokal fra en markant frontkvinde. Var vi ikke færdige med den genre for ti år siden? Ikke, hvis det står til Grendel's Sÿster, der på deres debutalbum lykkes med at revitalisere en slidt genre.
Demon Bitch har et håbløst bandnavn. Men deres musik er alt andet end håbløs: Dyrker man 80'ernes amerikanske power metal med en progressiv kant, er 'Master of the Games' noget af det bedste, der længe er sket.
Lev livet, vær i nuet, lyt til ’Ascension’ og få en lytteoplevelse, du sandsynligvis ikke har fået før.
Hexenbrett maxer ud på deres anden fuldlængde: Flere synths, trompeter, vanvidsvokal, soloer, hooks – mere af det hele!
Bedsore har skiftet fokus fra progressiv død til progrock med afmålte, metalliske teksturer – en balance, der bør åbne mange døre for de flamboyante italienere!
'The Third Temple' er usædvanligt gennemført og catchy black metal, der emmer af begravede templer og nærorientalsk mystik.
Steel Inferno trykker atter sømmet i bund på allermest medrivende vis.
Gaspedalen er i bund, og ‘Within the Viscera’ lægger habilt fra land som første langspiller fra Silkeborgs unge dødsmetalhåb.
Veilburner sender os ud i en hvirvelvind af absurde ekstremer og skyr fortsat ingen midler for at udfordre sine lyttere.
Marilyn Manson har udgivet sin bedste plade i årevis, rent musikalsk. Desværre lider pladen eklatant under det lyriske ståsted og konteksten for udgivelsen.
(0) er hverken nuller eller en parentes i den danske metalhistorie. Alligevel er anmelderen ikke helt solgt, trods han absolut er fan af at knække mørket mod lys.
Poppy rammer med få undtagelser pletskud med sin sjette fuldlængdeudgivelse på kun syv år.
Tribulation gennemfører stilskiftet til metervaregoth fra 90'ernes overskudslager, uden at det står klart for lytteren, hvorfor de gør det.
Opeth lader historiefortællingen være bærende på denne fjortende bedrift. En ambitiøs sværvægter, der åbner nye – og gamle – døre for svenskerne.