Ophold i stillestående stormvejr
Ostraca er tilbage med en kortfattet og eksplosiv EP, men bandet kigger lidt for meget i bakspejlet.
Compromise
Esau
So Do I
Forestil dig at bage en kage, hvor de ingredienser, du har til rådighed, er screamo og en stor dosis post-metal. Den unikke sammensætning ville nok blive en kage, hvor konsistensen er lidt spøjs og smagen lidt ved siden af, som om der mangler et eller andet, men samtidig – det er kage. Den kommer ned alligevel. Nu er det dog ingen kage, den amerikanske trio Ostraca bager, men deres tredje EP ’Eventualities’.
Bandet, som blev dannet i 2014 i Richmond, Virginia, har fire albummer og to split-EP’er i bagagen, der alle mere eller mindre holder sig på screamo-måtten.
’Eventualities’ udkommer to år efter deres seneste udgivelse, albummet ’Disaster’, der indeholdt de samme ingredienser. Sagt med andre ord leverer bandet varen endnu en gang – og jeg har egentlig ikke noget imod screamokage, men jeg efterlades med en undren over, hvad bandet har fået ud af de sidste to år, og om de mon er ved at spille sig ind i en ensformig rille.
EP’ens struktur er bygget op som en slags krydsrim – a, b, a, b. Åbningsnummeret, ’Song for a Closed Door’, er lang tid om at komme i gang, men efter godt og vel to minutters fandango vågner bandet og leverer. Den skrigende vokal, de fede riffs og det insisterende trommespil går op i en højere enhed, og selvom vokalen drukner en anelse, skinner desperationen og ængsteligheden igennem. Nummeret afsluttes med en mur af støj, der skyller over lytteren som et brusende hav.
Men jeg er ikke vild med den retning, næste sang, ’Compromise’, tager: Den starter et meget metal sted – vokalen er growlende, og det lyder, som om trommesættet bliver smadret igennem på fuld unga bunga-vis – hvilket under de rette omstændigheder er pissefedt, men synes en smule malplaceret her. Det klikker bedre i anden halvdel, hvor især trommespillet bliver blacket og pingponger godt med vokalen.
Tilbage på sporet
Og så er vi, tro mod krydsrimets logik, tilbage til et A med EP’ens højdepunkt, ’Esau’, der blæste benene væk under mig. Over de næste fem minutter og 41 sekunder maler Ostraca med smertens pensel på håbløshedens lærred. Hårene i nakken rejser sig, og jeg får gåsehud over, hvor godt bandet rammer lyden af flossede nerver.
Og det er desværre problemet med EP’en. Når det hele spiller, får det lytteren til at lukke øjnene og leve sig ind i en sorg, man aldrig har kendt, som lyrikken åbner for. Det gøres allerbedst på EP’ens første sang, hvor bandets vokalist, Gus Caldwell, leverer en ret overbevisende påmindelse om, at det ikke er værd at sidde tilbage i livet og undre sig over, hvad der kunne have været, fordi man aldrig tog chancen. Men når det ikke lykkes dem at spille fantastisk blackgaze, føles musikken tom for nerve.
De livsbekræftende bidder er kortvarige. Jeg ville ønske, der var flere af dem.