“Vi er blevet mere Terminator”

The Psyke Project er ikke mere, men medlemmerne lever videre i andre bands. Vi mødte trommeslager Rasmus G. Sejersen og guitarist/vokalist Christian Bonnesen til en snak om deres nye galaktisk tunge projekt LLNN, der allerede har markeret sig som et spændende navn herhjemme.

I efteråret 2014 slukkede og lukkede en af Danmarks mest markante leverandører af sønderlemmende toner, da The Psyke Project efter 15 år som band åndede ud for sidste gang ved at blæse Pumpehuset omkuld i et historisk afskedsshow. De fleste af medlemmerne har dog siden hen været hurtige til at finde nye artistiske konstellationer. En af dem hedder LLNN. Et post-metallisk dommedagsbrag startet op af guitarist Christian Bonnesen og trommeslager Rasmus G. Sejersen, der siden har vokset sig til at tælle fire medlemmer og indtil videre har udsendt ep'en 'Marks' og senest albummet 'Loss'. Vi fangede de to hovedmænd og tidligere The Psyke Project-krigere til en snak om deres nye band, og hvordan det har været at starte forfra. Planen var at mødes på Planetariets café, men da den i mellemtiden er lukket, rykkede vi til et værtshus på den anden side af gaden. Rasmus G. Sejersen (RGS) drak kaffe, så Devilutions udsendte var derfor nødt til i solidaritetens tegn at drikke en øl med Christian Bonnesen (CB). På bandets regning, selvfølgelig.

Det var jo meningen, at vi skulle have siddet på Planetariet og lavet det her interiew. Men i stedet kan jeg så spørge, hvorfor vi skulle have siddet der?

CB: Vi har jo den der sci-fi-agtige lyd, så vi tænkte, den lå lige til højrebenet at komme ind et sted, hvor der er stjerner og planeter omkring os. Var det ikke derfor?

RGS: Jo, for Planetariet er et sted, hvor man får mange indtryk visuelt. Og vores musik er meget visuel. Vi prøver i vores musik at få skabt nogle billeder og på den måde skabe en form for dialog med lytteren. Musikken er også meget sci-fi, fordi vi snakker meget om fede sci-fi-film fra 80'erne.

Nogle bestemte film?

CB: Ja, 'Blade Runner', men på den nye er det mere 'Terminator'.



Sjovt du nævner det. Jeg har lige lyttet til 'Loss' i dag og kom nemlig til at tænke på 'Terminator'. Især i andet nummer, 'Monolith' ...

CB: Ja, man kan måske også sige, at 'Marks” er mere John Carpenter ...

Haha. Hvorfor er I endt med at være så inspireret af sci-fi i jeres udtryk?

CB: Det er opstået ret naturligt i og med, at vi har valgt at inkludere synth i vores musik, som bliver spillet af Rasmus' lillebror Kjetil. Og så gav det bare mening, når vi opbygger vores numre, som vi gør, at prøve på at gøre dem lidt mere episke. Men det overraskede os faktisk, hvor godt det fungerer. Jeg tror ikke selv, at jeg har hørt den kombination, som vi har kastet os over, før.

RGS: Og så er det også for at rykke nogle grænser ved genren. Vi nørder den her post-hardcore/metal-genre ret meget og har qua vores tidligere band spillet den i rigtig mange år. Men vi tænkte, der skulle ske noget nyt, så derfor valgte vi at parre vores musik med synth. Men det har også taget tid at finde den helt rigtige lyd. Det har været meget vigtigt os, at det heller ikke blev skørt eller mærkeligt. Det hele skal være i harmoni og skabe den rigtige stemning. Man skal være påpasselig, når man arbejder med maskiner.

CB: Men udover synths har vi for eksempel også samplet min guitar, vendt det om, sat det hele på hovedet... Men det er meget underspillet, meget af det.

I har begge, som bekendt, en fortid i The Psyke Project. Og når man lytter til jer, så er det ikke svært at trække tråde fra det band til LLNN. Det første spørgsmål, der falder mig ind, er derfor: Kan det blive tungere?

CB: JA! Haha. Det er min modus. Jeg kan nok snart ikke slippe af sted med det længere. Men jo, det kan blive tungere!

Uden at blive hængende i sammenligningen, så synes jeg, når man hører LLNN og tænker på den sidste plade med The Psyke Project (TPP), at I også kunne have lavet det her musik i det band. Så hvad er årsagen til, at TPP blev lagt i graven, og det her projekt opstod?

CB: Vi startede faktisk LLNN, før vi stoppede i TPP. Men vi godt klar over, at TPP skulle stoppe.
 
RGS: Ja, det vidste vi, to år inden TPP sluttede.

CB: Så det var bare om at finde det rigtige tidspunkt at gøre det på. Vi er jo stadig alle venner og turnerer også med de andre bands, som har tidligere TPP-medlemmer. Men altså, på et tidspunkt sad jeg derhjemme og var lidt nedtrykt over, at TPP skulle stoppe, selvom jeg godt forstod det og var en del af beslutningen. Men jeg var sådan “jeg er fandme ikke færdig med at spille musik med Rasmus.” Så jeg ringede til ham, efter jeg så småt var begyndt at skrive ny musik, og spurgte, om han ville spille trommer, og så opstod alt det her. Vi bookede tid i studiet, før vi overhovedet havde sat nogle numre sammen. Bortset fra nogle riff er vores første ep 'Marks' stort set komponeret live i studiet.

RGS: Så havde vi ligesom fået lagt fundamentet, men den elektroniske del manglede stadig. Det brugte vi syv måneder på at få til at hænge sammen. Det tog tre at indspille sangene og vokal – sådan helt TPP-stil – og så syv intense måneder at få knækket koden til, hvordan synthen kunne passe ind. Undervejs lød det nærmest helt heltemetal-agtigt (her laver han en fanfare med munden, red.) eller som Tom Cruise i 80'erne.

CB: Mere 'Top Gun'.

RGS: Haha, ja. Mere 'Top Gun'. Så det var fandeme en udfordring, men megafedt. Jeg har også hørt andre steder, at LLNN lyder som TPP, men hvor det lyder som en negativ ting. Men det jo os, der skriver musikken, og det ville være mærkeligt, hvis man ikke kunne høre det. Vi elsker jo stadig den der dynamiske hardcore-metal med melodiske elementer.

CB: Rasmus og jeg har jo fundet vores egen lille niché, udviklet den og kogt alt det suppe, vi kan, på den. Så et eller andet sted, så har vi sgu også lov til at fortsætte med det. En af TPP's både stærke og svage sider var, at det var lidt for alle. Vi skulle både være kaotiske og episke... det spredte sig over mange ting, og det er også noget, jeg sætter stor pris på, men med LLNN har vi fået en chance for at starte forfra og lettere bestemme os for, hvad vi vil være. Er vi et mosh-band, eller er vi et band, som bare skal bringe dommedag?

RGS: Er vi et lytte-band?

CB: Eller er vi et band, hvor folk skal deltage aktivt? Du ved, TPP var måske lidt i en midtlivskrise, men nu er vi ude at møde nye damer igen. Rasmus har jo spillet i TPP, siden han gik i gymnasiet, og han er nu på den gode side af 30, så der skulle også bare ske noget nyt.

RGS: Det er også fedt at være et nyt band, som ingen kender. Jeg sidder for eksempel og skriver til bookere, om vi må komme og spille for en kasse øl. Folk må selv finde ud, at vi tidligere var i TPP. Men når det er sagt, så har vi til nogle shows solgt mere TPP-merch end LLNN-merch. Vi er kun glade for, at folk husker os og samtidig er glade for, at vi er tilbage i andre bands.



Har I en anden tilgang til det at køre et band nu?

RGS: I LLNN er der ikke så mange regler. Vi lagde for eksempel vores første ep online i juni, som er en af de mest døde perioder for ny musik. Men efter en uge havde vi allerede fået et tilbud fra et mexicansk label. Og en måned efter skrev et tysk band, om vi ikke skulle lave en split. Derefter beyndte det bare at rulle. Vi er nok lidt ligeglade med alle de klassiske måder at gøre tingene på.

CB. Ja, hvis vi har lyst til at lave tre numre, så gør vi det bare. Der er ikke så langt fra tanke til handling i LLNN. Vores mantra er nok “hvem fanden prøver vi at imponere?”

Har det på noget tidspunkt virket overskueligt at skulle hele processen igennem med at etablere et nyt band?

CB: Det er ikke noget, som jeg vil gøre fem gange til.

RGS: Nu har vi kørt i halvandet år, og det har været forholdsvis laid back. Men når jeg ser, hvad vi har produceret af musik og videoer, og at vi har spillet 30 koncerter i ind- og udland. Det er jo meget mere, end hvad TPP gjorde. Og det er meget mere, end hvad de fleste metalbands herhjemme gør. Alligevel føler jeg, at vi kun har kørt i andet gear. Det er det ikke, men det føles sådan. I mit hoved kører LLNN i andet gear, mens der sker en masse. I TPP kørte vi i femte gear, og der skete mindre. Det er sjovt på en eller anden måde. Men det har nok at gøre med, at der ikke er de store forventninger til LLNN.

Nu kan den vist ikke holdes tilbage længere: Hvad står LLNN for?

CB: To L'er og to N'er. Bare det. Vi syntes, det så fedt ud. Og så er det et navn, hvor folk spørger, hvad det betyder. Haha. Vi kunne også bare havde heddet “As Tomorrow the Sun Burns”, eller hvad man nu skal hedde nu om dage.

Er I et band eller en duo?

RGS: Vi er et band. Mig og "Bonne", min bror Kjetil på synth og Jakob, som også spiller i Apparatus, på bas.

CB: Ja, han har også spillet i et grindband, som hedder Gestapolis. Han øver længere nede af gangen, hvor vi har vores øvelokale, og jeg har altid syntes, at han er en god makker og en enormt dygtig musiker. Så vi spurgte ham. Og heldigvis er han også en champ mellem Rasmus og mig, som godt kan være lidt højt på strå.

RGS: Det er også utrolig vigtigt at kunne fungere som en gruppe. Jeg ser to typer bands af bands, når de træder ind i et lokale. Jeg kan se dem, hvor der bare er en synergi mellem dem, som man kan mærke. Og så kan jeg se dem, som øver en gang hver tirsdag. Der er bare en forskel. Og derfor har både Jakob og min bror, som kommer fra DJ-miljøet, fået en hård start med masser af shows. Det er især vigtigt i starten for at få rykket bandet sammen. Det tog nogle shows, før jeg havde den rigtige fornemmelse, men den er der nu. Sagt med andre ord, så skal et band ligesom fødes igennem ild. Hexis blev for eksempel også først rigtig fedt, efter de begyndte at turnere meget.



Hvad er jeres planer med LLNN i fremtiden?

CB: At fortsætte som nu. Jeg er så småt begyndt at skrive nyt materiale, som jeg er meget spændt på. Og så skal vi lave en split med Hexis. Det er ikke blevet annonceret endnu, men du må godt skrive det.... Ja, og så har vi en del shows, har vi ikke?

RGS: Jo, vi har fire shows linet op lige nu. Vi spiller blandt andet Huset Hardcore og til A Colossal Weekend i maj, hvor Cult Of Luna og Russian Circles også optræder. Jeg bruger det meste af min tid på at få styr på alt omkring udgivelserne ('Loss' kommer ud på både cd og vinyl gennem forskellige DIY-labels), så vi er ikke så aktive med at jagte shows lige nu. Derudover lader jeg bare Bonne trylle riff.

CB: Det koster også en del at være ude at spille, så lige nu er jeg også ved at få, ja, styr på mit liv! Og få fikset alt mit gear, for det bliver jo kørt ned. Og så er 'Loss' jo snart en gammel udgivelse for os, så vi vil også gerne snart have nogle nye numre klar, før vi spiller en masse shows igen. Men vi håber da, at der sker ting over sommeren.

RGS: Vores plan er vel ikke at have nogen plan. Vi tager tingene, som de kommer. Vi bliver drevet af de ting, vi har lyst til. Så hvis nogen ikke føler sig kreative, så skal de ikke tvinges til at producere. Der gå må tre år før næste udgivelse, hvis det er det, som skal til.

CB: Men vi vil altid gerne spille koncerter.

Så der er ingen udløbsdato på LLNN?

RGS: Nej, det er der sgu ikke. Det er ekstremt befriende at kunne arbejde med musikken på den her måde.

Jeres musik bærer som nævnt præg af noget dommedag. Er det også et tema i lyrikken?

CB: 'Marks' var meget selvhad på en måde, så det nærmest blev en parodi. Når jeg læser teksterne, så griner jeg, for de er fuldstændigt vanvittige, haha. Der er et af numrene, 'Engineer of Ire', der virker som ren dommedag, men bare handler om at jeg sidder på Burger King og kigger over på et fitness-center og hader mig selv, fordi jeg ikke træner. Men det kan altså hurtigt komme til at lyde, som om verden er ved at gå under. På 'Loss' har jeg taget mig mere sammen, selvom der stadig er noget tongue in cheek. Især i titelnummeret, hvor jeg skriver, at man skal lade sine nederlag skide ud over hele sin sjæl, men det nummer har faktisk en ret vigtig pointe med henblik på den retning, som samfundet styrer imod, hvor alt bliver mere egocentreret. Det synes jeg er virkelig ærgerligt og en enormt trist udvikling. Og det har jeg så taget videre og gjort mig selv til en hovedperson i, hvor hovedpersonen til sidst bliver så egoistisk, at han bliver forløst. Ellers handler det bare om mig og alle mine problemer i livet med forhold, systemet, arbejde og så videre.

RGS: Jeg kan godt lide, at Bonne skriver ud fra, hvad han selv føler. Det er punk. Hvis vi skulle have holdt os helt til konceptet, så skulle vi have skrevet om stjernekrige, men så bliver det bare for teater-agtigt.

CB: Man kan jo nærmest sidestille det med at stille sig på en æske på gaden og råbe “åhh, det hele går ned!!!” Det lyder så mørkt, men den slags forsanger kan jeg godt lide at være.