Et knusende farvel
Populær
The Psyke Project satte det flottest mulige punktum, da de i fredags leverede karrierens sidste tæsk til et stopfyldt og storsvedende Pumpehuset.
Alene køen, der snoede sig som en slange fra Pumpehusets gårdhave og langt hen ad Studiestræde, vidnede om, at dette ikke ville blive nogen almindelig aften.
Der skulle siges farvel til et af Danmarks bedste livebands og et af undergrundens mest elskede orkestre. Og et af de mest utrættelige. I 15 år har de skreget sig hæse, brækket knogler og svedt, moshet og slået sig selv til blods med deres publikum på nogle af landets mindste og største scener. Men lige meget hvor, har de gjort det med en attitude, der brusede over af fællesskab, hengivenhed og respekt for de mennesker, der mødte op.
Der hvor Psyke Project for alvor har skåret deres tænder, har været på gulvet af landets små scener, hvor de har kunnet komme i nærkontakt med publikum. Så selvfølgelig skulle der også siges farvel til et udsolgt Pumpehuset med et ægte 'floor show'.
Luften var allerede tæt og tung og emmede af forventninger, da bandet kom på scenen til åbningstonerne af 'Enter Sandman' og overstadige tilråb. Folk havde glædet sig.
To sæt favoritter
Bandet havde valgt at spille to sæt med en kronologisk gennemgang af numre fra alle deres udgivelser. Det kom derfor nok bag på nogle, da der blev lagt fra land med den rapmetallisk groovende 'Buffalo Soldier' fra den allerførste demo, komplet med en rappende Martin Nielskov - Helsinges svar på Zack de la Rocha.
Sjovt at høre som en målestok for den udvikling, der skete i de to år frem til udgivelsen af det selvudgivne debutalbum 'Samara'. Den plade holder stadig, og især 'Never Like Judas' med dens forrygende breakdown satte fut under den svedende, masende masse af klistrende kroppe, der væltede frem og tilbage i salen og truede med at opsluge bandet helt.
Hvirvlende og voldeligt
Videre til 'Daikini', hvor bandets til dato mest voldelige nummer, livefavoritten 'In the Mist', skabte endnu mere rødglødende stemning, som forsanger Martin Nielskov ivrigt pustede til med konstante opfordringer til circlepits og endda en wall of death."Pumpehusets vagter er cool, så i aften kan vi moshe og crowdsurfe lige så meget vi vil, så gå amok!" lød det fra frontmanden, som ikke holdt sig tilbage. Brutal frontgorilla og en elskelig karakter på en og samme tid, kærlig og flabet som en metallens svar på Kim Larsen.
Vi blev beordret ud at ryge to smøger og drikke en bajer, inden vi skulle ind og have flere tæsk. Og hvilke tæsk. Den sidste runde i ringen blev en tur til bandets mere atmosfæriske, post-hardcore-tenderende materiale, som dog også bød på noget af det mest mørke og svovldampende, de nogensinde har lavet. Fra 'Dead Storm' glimrede numrene med melodi og lange opbygninger, hvor især 'Stockholm Bloodbath' må fremhæves. Hymnen 'This Road to Hell' og den stramt styrede 'Battles' fra splitten med As We Fight, den kompakte og hårdt rockende 'Ebola', eksploderede i ansigtet som knyttede næver, mens mørket fra svanesangen 'Guillotine' skyllede ind over os som et tykt og klæbrigt koncentrat af menneskeligt forfald. Dødsstødet kom i form af endnu en knusende omgang med 'In the Mist', som bragte salen i kog for sidste gang og satte et mindeværdigt punktum for 15 år med utallige forrygende live-oplevelser.
Tusind tak for tæskene, Psyke Project.