Vægtløse i et kontrolleret miljø
Populær
Selvom der er al mulig grund til at være skeptisk over for amerikanernes atmosfæriske post-black, ender de med at overbevise på trods.
Colony
Yearn
Impact
Glory
Heirs
Settler
Coldwar
Man skal virkelig være superduperpositiv grænsende til det debile for ikke at være noget skeptisk over for Vattnet Viskar. Jeg mener, USBM? Med shoegazerelementer, post-tendenser? Og et alt for poetisk svensk navn? For slet ikke at tale om et Josh Graham-cover? Alle paraderne er oppe, og så meget desto mere positivt er det, at post-black metallernes andet album faktisk viser sig at have noget at byde på alligevel. På sine egne præmisser, forstås.
Jubeloptimismen anslås allerede på coveret, hvor en model genskaber det klassiske billede af en storsmilende Christa McAuliffe, der svæver i en vægtløshedssimulator, kort tid inden hun og resten af besætningen på Challenger-rumfærgen blev sprængt i småstykker ved opsendelsen i 1986. Det er den dikotomi, der har været udgangspunktet for New Hampshire-bandets arbejde med albummet: Maskinen mod naturen, håbet mod katastrofen, men det uafvendelige forbliver en forudsætning, som musikken spiller sig op imod. Selvom ‘Settler’ i sin grundform er black, omend fupblack, så er det ikke en sort plade, men en plade drevet af en optimisme på trods.
Og den vinder på trods: på trods af unægteligt at være en del af en ret irriterende bølge af bands, der approprierer black metallen og bruger den til at nå et publikum, der egentlig ikke rigtig bryder sig om black, men godt kan håndtere den, når den er korthåret, usatanisk og PC. Fordi Vattnet Viskar faktisk forbliver ret tro mod en del af grundstammen, det, der umiddelbart kan fremstå som noget nyskabende i forhold til en oplagt reference som Deafheaven, er i virkeligheden mere en videreudvikling af den retning, bands som ikke mindst Enslaved har ført black metal i.
Det er ikke som sådan overraskende: Allerede på debuten ‘Sky Swallower’ var påvirkningen fra den progressive ende af den skandinaviske black udtalt, og pladens bedste nummer ‘Colony’ føres endda frem af et Voïvod-klingende riff, der viderefører en endnu langt fra fuldt udforsket psykedelisk tråd i metallen.
Det er godt.
Og det er godt, at de elementer af både sludge og hardcore, der uvægerligt findes i musikken, er meget lidt dominerende, når nu så mange andre USBM-bands slår sig til tåls med at følge den sikre vej mod Pitchfork-anerkendelse. Den skandinaviske arv, der altså mest kommer til udtryk i de til tider lidt mere komplekse riffs, snarere end i ideologien, hjælper også Vattnet Viskar med at distancere sig fra anden post-black med de shoegazer-tendenser, der er endnu mere udtalte på ‘Settler’ end på debuten.
Det er også godt.
For man kan blive så træt, så træt af den bølge af blackificeret post-metal og hardcore, der fortsat skyller ind over scenen fra USA, fordi det er så enslydende, og fordi det, for at gøre ondt værre, prøver at fremstå nyskabende. Vattnet Viskar er ikke som sådan nyskabende. Men de får det, de laver, til at fungere overraskende godt på dets egne præmisser.
Så et øjeblik hænger de vægtløse i et kontrolleret miljø. Der er ingen rigtig grel fare til stede, det er ikke harmløst, men katastrofen er ikke overhængende. Det lyder ikke, som om det vil komme til at lyde dated om et par måneder. Eller som om det er lavet for at sælge T-shirts. Der er tydeligvis en vision bag det, så man ender med at være helt positiv overfor det.
På trods.