Vampyrmelankoli og blast beats går i blodet
Anmelderen må skamfuldt vaske sin corpsepaint af sig efter at have nydt Ghost Baths ’Rose Thorn Necklace’, der er black metal og post-rock pakket ind med lyserød sløjfe i vampyrromantik.
2. Rose Thorn Necklace
3. Well, I Tried Drowning
4. Thinly Sliced Heart Muscle
5. Dandelion Tea
6. Vodka Butterfly
7. Stamen and Pistil
8. Needles
9. Throat Cancer
Lad mig slå fast med syvtommer-kistesøm: Ghost Baths seneste udspil, ’Rose Thorn Necklace’, er ikke for puritanerne! Med sine yndige klaverpassager, melodiske synths, lydeffekter og det lyserøde cover er vi ret langt fra trve black metal. Så hvis du afviser alt andet ”black” end Burzums demobånd, kan du godt stoppe med at læse.
Ghost Bath spiller en slags poppet black-gaze med lige dele rolige og ekstreme passager, og det er med fuld tryk på virkemidler. I den ekstreme ende har du dine blastbeats og tremolo-teknik på guitarerne, mens forsanger Dennis Mikula veksler mellem høje skrig og dybe growls. I de rolige passager spilles klaver eller blødt guitar-fingerspil, mens der skabes tyk atmosfære med synths og lydeffekter.
Det værste ved pladen
Det værste ved pladen er, at jeg er ret vild med den! Lige fra den instrumentale åbner, ’Grotesque Display,’ hvor man bliver hyllet ind i Ghost Baths univers med langsomt opbyggende klaverpassager, inden titelmelodien sætter gang i den ekstreme del af pladen for fuld udblæsning – men altid med øje for melodi. Efter lidt over et minut af ’Rose Thorn Necklace’ kræver dramaet sit første af flere ofre, da et kvindeskrig høres henover det støjende fundament. ”Allow the pain to wash over you”, synger Mikula som en black metal-Dracula.
’Well, I tried drowning’ skruer op for de melodiske synths, inden ’Thinly Sliced Heart Muscle’ leverer et smukt, instrumentalt mellemspil, der spiller på de tyndtskårne hjertestrenge med fingerspil og rumklang. Der skabes en melankolsk atmosfære, som ’Needles’ – det tredje og sidste, instrumentale nummer – senere følger godt op på. ’Dandelion Tea’ og ’Vodka Butterfly’ er velkomponerede highlights, der viser, at bandet har sans for drama og en god melodi.
Dårligste sangtitel nogensinde?
Med sine blot 35 minutters spilletid når pladen ikke at blive kedelig. Heller ikke mod slutningen, hvor ’Throat Cancer’ – den måske dårligste sangtitel nogensinde – afslutter eventyret med samme melodicitet og overdrevne inderlighed, som resten af pladen syder af. Hele oplevelsen er opstemmende og lidt en pinsel på samme tid – som at blive bidt i halsen af sin elsker.
Hvis man er til hedengangne Agalloch eller black metal-melankolikerne i Austere – eller hvis man er typen, der sætter Twilight-sagaen på fra tid til anden – vil man sikkert finde masser at holde af i ’Rose Thorn Necklace’. Men det er med en klar opfordring til at nyde melodierne og tage det hele lige så lidt alvorligt som Buffy the Vampire Slayer.
Hyg dig med pinslen.