Nye stier i snelandskabet
Hexvessel er herligt uforudsigelige på nyt album, der fusionerer gruppens nyfundne black metal med den tidlige psykedeliske folk.
2. Sapphire Zephyrs
3. Inward Landscapes
4. A Dark & Graceful Wilderness
5. Spirit Masked Wolf
6. Nights Tender Reckoning
7. Mother Destroyer
8. Concealed Descent
9. Unworld
10. Phoebus
Da Hexvessel i 2023 udgav 'Polar Veil' og genfandt bandleder Mat ’Kvohst’ McNerneys black metal-rødder, føltes det som et frisk, vinterligt pust til et band, der længe havde været i kreativ stilstand.
På coveret til 'Polar Veil' så man en lille, vinterlig by, som en personifikation af natten var på vej ned over. På coveret til opfølgeren, 'Nocturne', er vinteren ankommet som en dødning og drysser is ned over samme by – eller er det tryllestøv? For selvom 'Nocturne' føles som en slags søsteralbum til 'Polar Veil', fusionerer Hexvessel denne gang i langt højere grad deres egen tidligere psykedelisk skov-/neofolk med de isnende klare atmosfæriske black metal-landskaber fra 'Polar Veil'. De inkluderer denne gang også af og til black metallens hæst skrigende vokal.
Med andre ord: Hexvessel gør alt andet end at stå stille. De udvider paletten, forsøger at rykke deres egne grænser og genopfinde sig selv på ny. Lydbilledet er fortættet. Og det føles langtidsholdbart: Albummet fremstår både umiddelbart tilgængeligt og med en masse lag at gå på opdagelse i ved gentagne gennemlytninger.
Det giver et til tider lidt Agalloch-agtigt udtryk, som på 'A Dark and Graceful Wilderness', der blander isnende blackriffs af den gamle skole med neofolkens martialske percussion og McNerneys højstemte vokal ligesom svævende over sneen før den foruroligende afslutning, der kontrasterer black-riffing med piano og strenge.
'Spirit Masked Wolf' anslår en mere triumferende tone, men er stadig kendetegnet ved den drømmeagtige grundtone, der karakteriserer hele albummet og stikker hovedet tydeligt frem på balladen 'Concealed Descent' med dens sørgmodige violin. Og allertydeligst bliver det på 'Unworld', sunget af Vicotnik (Dødheimsgard m.m.), hvor korarrangementerne spreder sig tågesvævende, mens sangen langsomt bygger op fra et simpelt og lidt smådumt riff til et doomet og ophøjet klimaks.
Med 'Nocturne' viser Hexvessel, at man stadig kan gå ad nye stier i et ellers godt gennemtrampet natligt black metal-snelandskab. Og det er derfor, man også tilgiver Hexvessel, at riffingen af og til zoner lidt ud i post-black-tomgang, der ikke så meget er tranceskabende som forglemmelig (som fx på den afsluttende 'Phoebus' – 'Unwound' virker ærligt talt som den mest oplagte afslutning). Det er derfor, man tilgiver det egentlig lidt bøvede åbningsriff på 'Unworld', der får lov at køre lidt for længe. Derfor, man ser igennem nogle småfejl: Fordi Hexvessel er et band, der igen fremstår uforudsigelige og unikke. Modsat de fleste andre.