Pladeanmeldelser
Ligthchapter rammer en dyster nerve på bandets andet album og sætter den overordnede stemning før hit-sange og monsterriffs.
Medieval Demons black metal er lige så græsk som Homer, ældgamle templer og græsk salat. 'All Powers of Darkness' er også et godt bud på en af årets mest gennemførte melodiske black metal-plader.
35 år efter debuten leverer gothmetallens pionerer endnu en fuldtræffer i diskografien.
Castle Rat er hurtigt klar med opfølgeren til sidste års ‘Into the Realm’, med større vingefang og mere tid at folde sig ud på – er 50 minutter i bestiariet så tiden værd?
Franske Igorrr har med 'Amen' begået et kaotisk mesterværk, der samler flere smukke og uhyrlige ideer i hvert nummer, end mange bands gør over et helt album.
Gaupas udsvævende doomekskursioner slår lige, som de skal på ‘Fyr’ med fuzzede udbrud og excentriske vokaludskejelser til at holde os ude i tovene.
Der Weg Einer Freiheit overgår sig selv i det, de gør bedst – post-black af den trance-inducerende skole, med inderligheden udenpå tøjet.
Spørgsmålet bliver stillet på Jawtraps debutalbum, som giver os 17 hurtige og vrede bud på ting, man kan være fucking pissed over.
På deres første album som kvartet tager Between the Buried and Me lytteren med til et surrealistisk hotelunivers, hvor virtuositet og galskab mødes i lige dele ambition og overflod. Resultatet er både udfordrende, frustrerende og fascinerende.
Tag dig tiden og lad melankolien vokse, så Green Carnations første kapitel i en lovet trilogi rigtigt kan synke ind.
‘I Feel The Everblack Festering Within Me’ er den musikalske pedant til “Vi har ’Pain Remains’ derhjemme”.
De forenede græskarhoveder i Helloween høster såvel gode som dårlige afgrøder i den seneste avl.
Lige i tide til efterårsregnen får vi her plade nummer to fra den dystert anlagte trio Faetooth, der holder niveau og tryllebinder med deres slæbende doom-mystik.
Amerikanernes femte fuldlængdeudgivelse er noget af det bedste, Signs of the Swarm har udgivet, og alligevel savner man en bandidentitet.
Psyclon Nine fortsætter ned ad den dystre sti af trap-beats, synths, horror-elementer og småtriviel metalcore. Som altid er det en varieret oplevelse.
På deres tiende album forener Deftones drømmende shoegaze med metallisk tyngde. Resultatet er en moden og afklaret plade, der balancerer mellem atmosfære og aggression – med Chino Morenos stemme som det urokkelige centrum.
Normalt er det en ros, hvis musikken på et album er varieret. Men på Halestorms seneste udgivelse er det lige før, at variationerne tager overhånd.
På fjerde album kaster Baest manualen over bord og blander dødsmetal med 80’er-rock, thrash og skæve eksperimenter. Resultatet er et musikalsk vadested mellem skaberglæde og stilforvirring.
'III' har ikke helt samme arsenal af skarpe riffs som forgængeren, men står stadig som en værdig afslutning på den trilogi, Blackbraid har skabt på imponerende kort tid.
Midtjyllands mest beskidte duo er kravlet op af kloakken igen for at give os opfølgeren til sidste års medrivende ‘Emetic Fluid Transaction’.