Græsk dæmoni
Medieval Demons black metal er lige så græsk som Homer, ældgamle templer og græsk salat. 'All Powers of Darkness' er også et godt bud på en af årets mest gennemførte melodiske black metal-plader.
02. Archaic Sacrificial Rites 05:51
03. Primordial Souls of Tartarus 07:23
04. Eosforean Night 06:29
05. Raging Lord of the Deeps 06:40
06. Fullmoon over the Temple of Belial 05:38
07. Abaddon 05:38
08. All Powers of Darkness 07:14
Grækenland er for mange selve civilisationens vugge, der, hvor filosofien blev født, ophavsland til meget af det ædleste i mennesket. For andre er det en generisk salat, tvivlsomme restauranter, spiritus med en lidt frastødende smag og dannebrogsfarvede solskoldninger. For gamle læsere af Ekstra Bladet noget helt andet, som vi skam er for pænt et medie til at skrive om.
For dette medies læsere, derimod, er Grækenland formentlig (forhåbentlig) først og fremmest lig med den særlige græske black metal. Og Medieval Demon er, uden egentlig at lyde som nogen andre, så græske som græsk salat, retsina, metaxa, Platon og krebsefarve efter et par dage ved poolen ved charterferiens all inclusive-hotel.
Det vil sige: Det lyder på én gang som et ældgammelt, arkaisk ritual og som et black metal-band, der har hørt rigtig meget traditionel metal, og det hele emmer af en helt særlig atmosfære af ælde og af (se blot på coveret og sangtitlerne) en tegneserieagtig satanisme, der lykkes med at overbevise lytteren og suge vedkommende helt ind, så længe spektaklet varer.
Lyt blot til 'Eosforean Nights' med dens storladne kor og pauker midtvejs, dens brug af synth som ekstra leadinstrument, dens baslyd, der citerer Manowar og grækerblackens onde gudfædre Necromantia, den afsluttende, let kitschede synthlyd:
Medieval Demon er gamle i gårde. De blev dannet i 1993, men nåede kun nogle demoer og et enkelt album, før de gik i opløsning i 1998 (undskyld, før de "receded into the shadows, in vampiric slumber, until awakening from the crypt", som der står i pressemeddelelsen, og det lyder da ærligt talt også noget federe). Efter gendannelsen i 2013 er det til gengæld blevet til hele fire album af høj kvalitet, og man kan virkelig høre, at Medieval Demon har styr på deres virkemidler. Det hele spiller simpelthen for dem, som på den paukerumlende intro til 'Raging Lord of the Deeps', der sætter stemningen for sangens fræsende, melodiske black metal, der til slut går over i en storladen midtempo-passage med kirkeklokker, pauker og korarbejde. Storladenheden sker dog ikke (modsat hos et par de mindre lødige, metalliske eksportvarer fra landet) på bekostning af den metalliske kant.
Medieval Demon har i det hele taget et fornemt greb om virkemidlerne. De kan deres klicheer, som heavylatteren efterfulgt af en melodisk guitarsolo i 'Fullmoon Over the Temple of Belial'. Så fornemt et greb, at de endda slipper af sted med at inkorporere en dæmonisk saxofon i både 'Primordial Souls of Tartarus' (der også har nogle synths, der kommer lige lovlig tæt på juleklassikeren 'Carol of the Bells', som jeg er sikker på, at Medieval Demon som sande grækere har samlet op via Savatages 'Christmas Eve/Sarajevo 12-24') og det fornemme afslutningsnummer 'All Powers of Darkness', der også inddrager fløjter og slipper godt fra det.
Som sådan kunne man blive ved at fremdrage højdepunkter. Men hvorfor ikke lytte til albummet selv i stedet? Det er sjældent velgennemført og sjældent medrivende og både viser alt det, den særlige græske black-stil kan, og at der inden for de rammer også er plads til diskrete nyskabelser.