Sonisk kaos som genial kunst
Franske Igorrr har med 'Amen' begået et kaotisk mesterværk, der samler flere smukke og uhyrlige ideer i hvert nummer, end mange bands gør over et helt album.
02. Headbutt
03. Limbo
04. Blastbeat Falafel
05. ADHD
06. 2020
07. Mustard Mucous
08. Infestis
09. Ancient Sun
10. Pure Disproportionate Black and White Nihilism
11. Étude n°120
12. Silence
Det er en musikalsk rutsjebanetur, der balancerer mellem det sublime og det groteske.
Bag Igorrr står multiinstrumentalisten Gautier Serre, der i sin tid grundlagde Igorrr som soloprojekt. I dag er bandet en fuldgyldig konstellation, hvor især operasangeren Marthe Alexandre spiller en afgørende rolle. Hendes stemme fungerer som en dramatisk kontrast til både de elektroniske elementer og JB Le Bails brutale growl.
Mellem absurditet og storhed
Albummet åbner med ‘Daemoni’, hvor Aphex Twin-lignende beats hurtigt bliver splintret af Le Bails dæmoniske vokal, inden Alexandre træder ind og skaber en næsten sakral stemning. Denne vekselvirkning mellem det infernalske og det himmelske er et gennemgående greb, der holder pladen spændende fra start til slut.
På ‘Headbutt’ hører man, hvordan bandet bogstaveligt talt lader en gravemaskine spille klaver – et dadaistisk stunt, der understreger Igorrrs kompromisløse tilgang til kunst. Bag gimmicken gemmer sig dog et nummer, hvor blastbeats, klaver og ekstreme vokaler smelter sammen i en overrumplende helhed. ‘Limbo’ trækker tempoet ned og giver plads til en engleagtig vokalpræstation, inden koret og guitarerne folder sig ud i et massivt lydtæppe. Kontrasterne driver værket: hver gang lytteren finder fodfæste, vælter et nyt musikalsk lag ind og ændrer scenen totalt.
Albummets midterste del rummer Igorrrs legesyge sider. ‘Blastbeat Falafel’ er en forrygende blanding af mellemøstlig surfmusik og dødsmetal, og på ‘ADHD’ eksploderer kaosset i elektroniske kortslutningslyde, trommesoloer og mini-operetter. ’2020’ er 12 sekunders absurde cookiemonster-udbrud, inden ‘Mustard Mucus’ fremfører pladens mest rendyrkede dødsmetalbidrag – dog krydret med grinagtige fløjteindslag.
Religiøse ritualer
I sidste akt bevæger Igorrr sig igen ind i det mørkt religiøse. ‘Infestis’ indledes med tibetanske horn og udvikler sig til en rituel chant, hvor Alexandre og hendes kor leverer sit mest storslåede og stemningsmættede arbejde. Senere møder vi hiphop-beats, harpelignende fingerspil og theremin-lyde i ‘Ancient Sun’, inden pladen nærmer sig sin konklusion.
'Pure Disproportionate Black and White Nihilism' skaber noget velplaceret headbanging-energi over uforudsigelige blastbeat-kombinationer, kor og elektriske guitarflader. På ‘Étude no120’ bringes roen tilbage med akustisk guitar og vokal, før ‘Silence’ afrunder dramaet. Her reduceres alt til klaver, strygere og Alexandres stemme – et rensende øjeblik, der føles som nødvendig efterklang til de foregående 40 minutters kaos.
Med Amen beviser Igorrr, at musik ikke behøver følge logik for at give mening. Det er et album, der konstant udfordrer lytteren, men som samtidig belønner tålmodigheden med øjeblikke af både skønhed og brutalitet. Marthe Alexandre fremstår som pladens midtpunkt, mens Gautier Serre og resten af bandet har skabt et værk, der er lige så absurd, som det er genialt.