Pladeanmeldelser

Det skorter ikke på fantasifulde elementer på danske Heidras tredje LP, der svømmer i både dobbelte leads, bidsk snerrevokal og kraftig powerpatos

Destruction fejrer 40-års jubilæum med deres 15. studiealbum, der viser, at de sagtens stadig kan spille thrash, men det mangler altså noget bid.

Meshuggah har med ’Immutable’ udgivet deres længste plade, og den kunne de måske godt have trimmet lidt, men musikken er stadig i særklasse.

Lamentari er dejligt svulstige, bombastiske og ambitiøse på deres tredje EP, men det halter med sangskrivningen.

Fra kritik under bæltestedet har Glemsel rejst sig og står triumferende på deres nyeste plades solide fundament.

Trick or Treat roder rundt i græskarmosen. Det er til dels ganske morsomt uden dog at sætte sig varige spor.

Mammoth Weed Wizard Bastard tager os med på noget af en rumrejse på ‘The Harvest’, der både spænder over synthwave, ambient, prog og naturligvis: Doom.

Franck Hueso byder velkommen til andet kapitel i sagaen om kniv-fetichisten Bret Halford, og der er skruet op på alle effekt-knapper.

Med 'Dread Reaver' forsøger Abbath med alle tænkelig midler at sige til omverdenen, at det her er musikken, hvis Lemmy var født i Norge.

Eucharist, ét af melodødens uforløste potentialer, er tilbage med et brag af et album, der næsten 30 år efter genrens pionéralbums er alt, man ikke anede, man ønskede og endda behændigt klichéforladt.

Med undtagelse af en skibskæntring på 2:51 minutter, hæver Deadnate niveauet på anden del af den kolde marinerejse ’The North Sea’,

Ole Luk arbejder sig baglæns gennem historien i fint selskab på Heltekvads debut

Slægt plages af producerkvaler på den nyeste plade, der ellers kun kæmper med skønhedsfejl.

Det nyeste testamente er en naturlig udvikling i den retning, Ghost har taget de senere år, men Tobias Forges veje er stadig uransagelige.

Dark Funeral er tilbage efter seks års tørke, og er nu klar med deres syvende plade, der nok påkalder dommedag, men ikke helt leverer.

Publikum bliver endnu engang budt på dystopisk industrial og et fremtidigt bud på heavy, mens Tristan Shone selv fremstår mere menneskelig end maskine. 

Dette er en positiv beretning om hvordan fransk middelalder-blackmetal fik en anmelder til at sænke paraderne og glemme de instinktive fordomme. I hvert fald for en stund.

Konvent udvider deres doom med elementer af døds- og i særdeleshed black metal på 'Call Down the Sun', der lyder godt og dunkelt.

Tyske Luzifer blander lystigt elementer fra 70'erne og 80'erne til deres helt egen genreblanding, som virker sært dragende.

Bloodywood er parat til at redde dig, mig, os alle sammen fra den nærtstående undergang – og regner man indholdet på ’Rakshak’ som udtryk for succesraten, så er vi i ganske sikre hænder.