Pladeanmeldelser

Svenskerne smider deres 14. plade ’Viktoria’ på gaden, hvor musikken er god, og bandets image med tysk krigsmateriel får folks opmærksomhed på godt og ondt.

The Night Flight Orchestra udfordrer både publikum og sig selv og strækker grænserne for, hvad man kan tillade sig i retrorockens navn videre, bredere og længere ud i rummet end nogensinde før.

Efter ti års ventetid er Funeral Mists tredje plade et kærkomment gensyn, men ingen åbenbaring.

Nine Inch Nails afslutter ep-trilogien, med en ep (eller et album?), der mest af alt minder om en individuel ide, der er kørt af sporet.

Bullet for My Valentine søger udvikling, men fejler katastrofalt på deres 6. album. En plade, der muligvis vil give bandet nye fans, men som også skræmmer en stor del af deres nuværende væk.

Fortræffelighederne i Khemmis' tredje album kommer snigende, og pladen vokser sig fra pæn, men også anonym, til ganske fortryllende doom.

Med Danny Worsnop tilbage i front siger Asking Alexandria for alvor farvel til den musikalske  fortid.

Med ’Stranger Fruit’ lever Zeal & Ardor for alvor op til de forventninger, som forgængeren ikke helt indfriede. Og mere til. Meget mere til.

The Sledge har med deres ambitiøse tilgang på debutalbummet skabt en beskidt bastard, der er lige dele musikalsk meditation og dirrende spark i mellemgulvet

De Roskilde Festival-aktuelle New York hardcore-veteraner Madball er stadig ude på skrammer. Men det går mest ud over dem selv, når de forsøger at række ud over den klassiske formel. 

Aura Noirs syvende plade er lige så sort og smadret som sædvanlig, hvorfor fans af såvel band som genre får præcis, hvad de plejer at få, og så ikke mere.

Taphos leverer en fremragende produceret debutskive, der giver lytteren dødsmetal i aggressiv, ond og alligevel catchy og til tider nærmest episk form.

Buzz Osborne og Dale Crover går på deres seneste udspil Butthole Surfers i bedene. ’Pinkus Abortion Technician’ er mærkelig i sin normalitet.

Primitiv dødsmetal af stockholmerskolen, som dine forældre hadede den: LIK er fuldt bevidste om det absurde og dumme i deres musik, og de administrerer det med klasse.

Med en legesyg kærlighed til den klassiske dødsmetal og en frontmand i topform leverer Thorium et herligt nyt album. 

Dødsmetal, prog og moderne groovetendenser lever side om side i mørket hos tyske Alkaloid, der tæller adskillige erfarne musikere fra den tekniske dødsmetalscene. Deres andet album er veludført og poleret progressiv ondskab.

Iron Angels første album i mere end 30 år er ikke overbevisende.

Der er leget med progressiviteten hos de erfarne canadiere, der alligevel leverer velkendte blastbeats og hæsblæsende passager på et album, de selv betegner som begyndelsen på en ny æra. 

Nightmarer forsøger at gifte det groovy og djentede med den dissonante forgrening af dødsmetallen, men mangler noget for helt at ramme plet.

Ghost har undergået store forandringer internt i bandet, men Tobias Forges spøgelsesprojekt lyder, som det plejer, og tager med 'Prequelle' et skridt mod stadionrock.