Pladeanmeldelser

Han er velsignet med en af de bedste stemmer i rock de sidste tre årtier, men nu giver John Garcia tilsyneladende op.

Raven var i 2017 et smut forbi Skråen i Aalborg. Det kom der et livealbum ud af, og det er faktisk ikke så ringe.

Arch Enemy leverer en langgaber, som bandet havde været bedre tjent med at lade ligge til de mere løsslupne aftener i øvelokalet.

Med 'Crow' har Hanging the Nihilist udgivet en interessant ep af international kaliber. En kompetent udgivelse, der klæder bandet såvel som dansk metal.

Author & Punisher blander succesfuldt og kompromisløst elektronisk og industrial med doom metal og opnår noget særligt , selvom der er nogle enkelte skønhedsfejl

'Queen of Time' har været et af de mest roste album i 2018. Men sangene er for storladne og for glade. Forhåbentlig virker de bedre live.

All star-bandet Fever 333 debuterer med politisk præget rap-rock. Effektivt, men til tider vel letkøbt.

Den københavnske sekstet har givet mere plads til de store arrangementer på deres andet album og gør sig fortjent til på længere sigt at skubbe dansk progressiv rock ud over egne landegrænser – hvis ambitionerne er derefter.

Retrorockerne fortsætter deres b-films-trip og holder sig til den velkendte formel på deres femte album. Men i det små dukker nye ting op i deres lyd, og det klæder dem.

Myles Kennedy er lige så letfordøjelig solo, som når han indspiller med Alter Bridge, og den smertende personlige debutplade kommer mest til at fremstå som halvment klynk og teatertorden.

Som med så meget af Venoms materiale gennem tiden bestemmer riffet, om musikken er spændende eller ej. Signaturlyden er på plads på den 15. fuldlængdeudgivelse under navnet Venom.

A capella-gruppen Van Canto støder igen klinger med Devilutions dragejæger, og han ser stadig ikke bandets berettigelse. 

Soilworks sangskriverduo har idéer med fra The Night Flight Orchestra, og de fungerer overraskende godt i samspillet med Bastian Thusgaards jyske dødstønder. Soilworks 11. plade er tung og metallisk og samtidigt lettilgængeligt rockende og harmonisk.

Stone Temple Pilots er startet forfra med frontmand nummer tre i rækken og har lavet en forudsigelig, sikkert spillet og flot smurt plade, hvor den nye forsanger Jeff Gutt går i ét med tapetet.

Muse har sjældent skudt så meget ved siden af, som de gør på deres 8. studiealbum. En plade, der mangler originalitet, rød tråd og gode melodier.

Unleashed buldrer med vanlig svensk dødsmetal på deres nye plade og forsøger i samme ombæring at jagte kristendommen ud af Jerusalem. Det er ikke nyskabende.

Amaranthe gentager sig selv igen og igen på 'Helix'. Det er en trættende omgang.

P.O.D. er et omvandrende bevis for alt der gik galt, da nu-metallen blev kommercialiseret. Et trist levn og et minde om et band, der engang kunne skrive interessant musik.

Der er ingen træthed at spore hos 55-årige Tom Angelripper og det hold han har sat, efter den faste besætning blev skiftet ud i starten af året.

Sulphur Aeon har sat gang i et større puslespil af kosmisk kaos, men formår med melodisk finesse at binde elementerne sammen til endnu et formidabelt og særdeles medrivende, Lovecraft-dyrkende album.