Pladeanmeldelser

Queensrÿche er stadig i live og har vundet lidt af det tabte terræn tilbage med udgivelsen af ’The Verdict’.

While She Sleeps tager ikke mange chancer med deres fjerde fuldlængdeudgivelse. Det får desværre ‘So What?’ til at fremstår som en forlængelse af ‘You Are We’, fremfor et ny kapitel.

Mainstreamgennembruddet ligger lige for. Det sidste skridt, Demon Head vægrer sig ved at tage, er det, der leder ud af anonymiteten. Hvis de overhovedet vil.

Med den originale forsanger Johan Langqvist tilbage i folden var der grund til at drømme om, at der gemte sig en ny 'Epicus Doomicus Metallicus' bag Candlemass' doom-dør. Vi blev dog meget klogere.

Dream Theater har med ’Distance over Time’ endnu en gang bevist bandets høje håndværksmæssige niveau. Desværre står de rigtigt gode sange ikke i kø på albummet.

På bandets genkomstplade farer Aenimus for ofte vild i egne gode ideer og virker som et band, der mister pusten over eget tempo og skal over i hjørnet og hvile.

King Diamond leverer varen, præcis som vi husker det fra Copenhell 2016. Den nidkære perfektionisme gør dog primært 'Songs for rhe Dead' til et livealbum for kompletisterne uden at føje nyt til den velkendte palet.

Fra Mayhem-scenen kommer Gullo Gullo, et sammenrend af mere eller mindre kendte ansigter fra dansk rock og metal, der kaster sig ud i en støjende og dronende friformsrock.

Avantasia skuffer nok ingen dedikerede fans med albummet ’Moonglow’ men det baner heller ikke vejen for nye.

‘Resist’ er en flot pop-rock-plade. Desværre insisterer hollænderne på, at forklæde pladen som alt andet end det den er.

På det fjerde album har Soen fundet en mere selvstændig lyd, der inkorporerer tekniske metalriff i en melodisk sangskrivning. Det er bare en skam, at resultatet alt for ofte ender på en kedelig mellemvej.

Morild albumdebuterer med et enormt ambitiøst projekt, der desværre savner variation og et par ekstra ideer hist og her for at være rigtig godt.

Flotsam & Jetsam er stadig godt kørende her 30 år inde i karrieren. Deres nye plade, ’The End of Chaos’, er vaskeægte thrash med masser af melodi og nerve.

King 810 deler stadig vandene med lige dele tomme kalorier og opfindsomme, indlevelsesrige kompositioner.

Et akustisk Metallica rammer både plet og langt forbi i velgørenhedens tjeneste på ’Helping Hands…’, hvis billede af bandet som mennesker er vigtigere end dens musikalske fodaftryk.

Walisiske Hecate Enthroned lyder, som Cradle of Filth burde lyde, hvis de tog metallen alvorligt, men pladen ender alligevel med at være en flad oplevelse.

Tolv år efter den seneste fuldlængde er svenske Carnal Forge tilbage med et par nye medlemmer, ny inspiration, groove, fart og noget at bevise.

Briternes sjette fuldlængdeudgivelse er et stort, succesfuldt skridt væk fra alt, der har noget med metal at gøre. Det er et provokerende gateway-album, der for alvor skyder kvintetten op i superligaen.

A Pale Horse Named Death lægger ikke skjul på inspirationskilderne, men evner ikke at leve op til hverken deres eller eget niveau på bandets første udgivelse i seks år.

Efter successen med ‘Crooked Teeth’ forsøger Papa Roach for alvor at genindtage radiofladerne. Amerikanernes tiende album er en søgt rock-udgivelse og en appel til et bredere publikum.