Devo-core på overdrevet
Hverken producer eller trommemaskine tager noget fra egg punk-ånden på ‘Worldwide’, der åndeligt set føles som den reelle debut fra Nashville-kvintetten.
On Line
Company Car
Worldwide
Guard Dog
Hologram
Star 6 9
Blockhead
Come Together (Beatles-cover)
Pom Pom
Relay
Subdivision
Det er ikke just hver dag, at bands laver deres egne computerspil, men Snõõper er bestemt heller ikke som de andre punkere derude. På deres hjemmeside finder du bl.a. “Snooper Runner”, hvor du kan træne dine hækkeløbsskills uden at risikere træls knæskader, og med masser af klik på X-tasten kan du tilmed spæne i samme hyperspeedede tempo, som Snõõper altovervejende befinder sig i. Intet skal tages alt for højtideligt her, og det er netop det, der gør dem så forbandet charmerende.
Oprindeligt startede sanger Blair Tramel og guitarist Connor Cummins egentlig Snõõper op tilbage i 2020, og pandemien gav dem oceaner af tid til at leve deres manisk overgearede kreativitet ud med en serie af singler, der sidenhen skulle finde samlet form på deres twistede 2023-debut, ‘Super Snõõper’. En herlig plade, der omgående vandt min kærlighed på sin vidunderligt Devo-skæve facon, eller som de selv valgte at betegne deres stil: egg punk. En stil, der er umiskendeligt deres egen, og som da også hurtigt scorede dem en pakket koncertkalender, og mon ikke det også har hjulpet til at få deres navn ud over stepperne at udkomme på Jack Whites label Third Man Records?
Med den uventede succes i ryggen er opfølgeren ‘Worldwide’ hurtigt blevet til, med presset fra omverden som det gennemgående tema – som de synger i titelnummeret:
“Pressure! Pushing in, flattened me out from end to end”.
På flere måder kan ‘Worldwide’ føles som den reelle debut. ‘Super Snõõper’ virkede snarere som en sammensat compilation af numre, der havde fået deres eget liv henover en årrække, og stak lidt ud til højre og venstre, mens der er et betydeligt mere homogent, samlet udtryk over de 12 numre, der udgør ‘Worldwide’-pladen. Ikke mindst takket være den nyerhvervede Zoom MRT-3 trommemaskine, der holder beatet konstant på overgearet i deres bevidst minimalistiske univers, og på baggrund af de kyndige hænder på tasterne fra den alternative producer John Congleton, der bl.a. har arbejdet med så forskellige kunstnere som Sigur Rós, Sparks og Erykah Badu.
‘Opt Out’, der åbner pladen, er et glimrende eksempel på, hvad Snõõper har i ærmet til os denne gang. Et accelererende beat, bakket op af Happy Haugens fræsende basfigurer, mens guitarerne hugger, og Tramel snerrer os ind i deres eksplosive punkgear. Med undtagelse af lukkeren ‘Subdivision’ bevæger samtlige numre sig omkring tominutters-grænsen, og det er i høj grad Haugen og trommemaskinen, der holder pulsen lige den smule over de 100 %, så tæppet hele tiden føles lige på vippen til at skride under dem, uden nogensinde at gøre det. Lige når man tror, at det ikke kan gå hurtigere, får de lige skruet op til 11 endnu en gang.
Cummins har udtalt, at han denne gang ønskede at inkludere flere musikalske pauser på albummet og skabe musikalsk friktion gennem eksperimenter med rytme og gentagelser, og selvom jeg ikke hører pauserne så tydeligt, så tager det i hvert fald intet fra friktionen pladen igennem.
Tag fx den pumpende, riot grrrl’ede ‘Company Car’, hvor dårlig kommunikation kommer på bordet i linier som “When are you free?” og “Can you see me?”, mens Tramel går mere sarkastisk til biddet i den selvironiske ‘Pom Pom’ med åbningslinien "I’m cheerleader of the month” – hvis de alligevel i nogen dele af offentligheden skal reduceres til at være female fronted, hvorfor så ikke tage tykt pis på det med et blink i øjet?
Som drevet af en metronom stormer ‘Worldwide’ frem i de 28 minutter den varer, som afspejlet i deres førnævnte “Snooper Runner”-udholdenhedsløb, med en new wavet bismag i titelnummeret og elektroniske flairs i ‘Star 6 9’. Men uanset hvor på pladen vi snakker, er vi i et ubønhørligt højt tempo, hvor den bedste sprint nok er deres meget overraskende cover af ‘Come Together’, der på hektisk vis dekonstruerer en Beatles-klassiker, ligesom deres forbilleder i Devo gjorde med Rolling Stones i sin tid.
Hvor de kritiske røster givetvis vil anfægte, at ‘Worldwide’ godt kan føles som lige lovligt skåret over samme rille, så er det usvigeligt samtidig også en del af pladens charme. ‘Relay’ er måske en smule overflødig,men det er hastigt glemt, når vi derefter når til den berusende ‘Subdivision’, hvor rytmesektionen får lov at jamme pladen til ende som en klædelig abstraktion. Det viser, at Snõõper da også kan strække sig ud, når de føler for det.
Nashville-kvintetten er fortsat solidt forankret i den egg punk-kategori, de selv har defineret, med accelererende beats, forvrængede synths, huggende guitarer og Tramels vanligt sarkastiske bid. Studietiden dræbte bestemt ikke punkånden – tværtimod gav den dem rum til at spille hurtigere, beefet op på deres nye trommemaskine, uden at tabe noget af humoren på vejen.
Alt spillede også på den mere legesyge debut, og hvor ‘Worldwide’ så til gengæld føles som toppingen, der både giver os mere af samme skuffe, samtidig med også at stramme udtrykket op til, hvor de er her i 2025. Et charmerende, overgearet sted at være, hvis du spørger mig.