Pladeanmeldelser
Ponte del Diavolo forfiner deres blackened post-punk: mørkere, mere filmisk og langt mere afhængighedsskabende. De Venom Natura er gift, der virker.
Midnight Blitz kunne være et vildt og overbevisende styrtbombetogt, men ender med et par enkelte fuldtræffere og flest forbiere.
Maynard James Keenans frirum-projekt Puscifer er tilbage med ‘Normal Isn’t’, men legen bliver denne gang mere skitse end sang.
Puke Wolf sætter følelserne i centrum og lader vokalen diktere, hvor meget plads der er til instrumenter, på fornemt album om tilsandede forhold og nedarvet emotionel bagage.
Der skulle gå seks år, inden vi fik opfølgeren til Morilds første album. Og så tillod vi os at vente endnu længere med at anmelde det. Skam få os!
Med ‘DREAMCRUSH’ skaber MØL en sjældent set fusion af shoegaze, indiepop og black metal – en skinnende, livsbekræftende metalplade, der både udfordrer og forfører.
Tidejord har lavet en interessant EP som opfølger til bandets selvbetitlede debut fra 2022. Der er tænkt interessante tanker på de 21 minutter, der dog også fremstår lidt forvirret.
42 år inde i karrieren får Mayhem med et hidsigt mesterværk banket hårdt på plads, at de stadig er blandt black metallens ypperste elite.
De svenske adventure-rockere nægter at gøre det let. Progressiv rock med mod og eventyrlyst – og en sjælden tro på, at lytteren stadig kan fordybe sig.
Megadeth siger farvel med hjertet først og riffet lidt bagefter … Mustaine har intet at bevise.
Danske Crucible debuterer med speed metal-sømmet trykket helt i bund. Det er de gode til – men måske ville de være endnu bedre, hvis de sænkede farten lidt oftere?
Men det gør vi så alligevel lidt alligevel, og jeg var begravet i voksenforpligtelser og arbejde, da Demersals EP ‘Vi kunne ikke blive her for evigt, vel?’ udkom.
Exelerate spiller fermt på nostalgifaktoren men har andre finesser, der gør bandet relevant i sin samtid, selvom det er en fyrre års tid efter inspirationskildernes storhedstid.
Ingen flugtvej, ingen ilt: Pustulant Flesh kvæler dig med dødsmetal direkte fra kloaksystemet.
Phreneliths 'Ashen Womb' er 39 minutter uden nåde og uden lys - en stemningsmættet rejse gennem kosmos, lava og eksistentiel undergang.
Kadavermarch rammer groove og tyngde, men beviser også, at selv gode riffs ikke altid er nok.
På ‘Thalassa Phobos’ suger TRWLR dig ned i et apokalyptisk mørke af blackened aggression og dissonans. En kompromisløs plade uden nåde – stærk kost, ingen redningskrans.
Mite var nede at vende, men har påfaldende nemt overlevet afskeden med bandets karismatiske frontmand. Der er stadig liv i miderne, og de sparker fra sig.
Majesticas andet album 'Power Train' er fyldt med lækkert designede sange i lyntogstempo, men også et par fejlslagne IC4-numre.
På karrierens niende plade har Volbeat skåret ind til benet og er mere metal og bedre end nogensinde før.