Vand i lungerne, skønhed i ørerne
Der skulle gå seks år, inden vi fik opfølgeren til Morilds første album. Og så tillod vi os at vente endnu længere med at anmelde det. Skam få os!
Træt
1000 kroppe
Disse fugle får ingen at se
Morild forfiner og udvider den atmosfæriske lyd, bandet dyrkede på ‘Så kom mørket og tog mig på ordet/En sort sky af minder/I afgørende stunder/Frosset fast til mit indre/Jeg håber det forsvinder med lyset/At dø eller blive fri’ over fire skæringer, som på fin vis dykker ned i mørket. Coveret til ‘Disse fugle får ingen at se’ er virkelig velvalgt og sætter tankerne i gang. Som lytter føler man sig nedsunket i et mørkt hav, og der kan man så ligge på bunden og kigge op på svømmerne, der kommer forbi. Mon de flygter fra noget, eller svømmer de hen til noget? Det er uvist, men det er et meget godt billede på den grundstemning af tristesse og håbløshed, jeg fornemmer i de fire numre på ‘Disse fugle får ingen at se’.
Sjov titel i øvrigt. Betyder den, at disse fugle for evigt vil forblive usete, eller at fuglene aldrig vil se nogen? Det kan ikke afgøres grammatisk, og måske er det heller ikke vigtigt, for uanset hvad er det et billede på afskårethed, og det spiller fint ind i den storladne og triste grundstemning, pladen er så fuld af.
Lyden på ’Disse fugle får ingen at se’ er kradsende, men også åben, og den har tyngde de rigtige steder. Det er lykkedes Morild at forene den blackede, kælderhvæsende æstetik med en mere ekspansiv, storladen og eksperimenterende, sonisk signatur, og det klæder dem. Der var allerede masser af det på det forrige album, men her folder det sig endnu mere ud. Vi får voldsomme blasts og buldrende stortrommer, men vi får også genkendelige, melodiske momenter og elektronisk manipuleret støjen (skud ud til Zack Christ), alt sammen bølger elementerne frem og tilbage hen over os, mens vi kigger op på svømmerne. Er vi ved at drukne? Måske, men vi er også hensat til stemningsfuld skønhed og appellerende musikalitet i de lange og velskabte kompositioner.
‘Retten til resterne’ imponerer med et nærmest hooky, gennemgående riff og en monumental, næsten glacial tålmodighed, mens ‘Træt’, min personlige favorit, formulerer den grumme konstatering: “og det var så alt, det kunne blive til”. Av! Nummeret ender i det mest vidunderligt tudevorne guitarrif over distortede trommer og bas. Alt synes at være tabt. Sikke dog en fornem deroute!
‘1000 Kroppe’ lukker lidt lys ind med horn og filterbevægelser, men blastbeatet forankrer lysstrålen på havets bund, mens titelnummeret, den sidste og længste skæring trækker os op ad vandet med Elisabeth Viks vidunderligt nordisk klingende vokal. Og det er store ord for en som mig, der nærer en nidkær skepsis over for højloftet, nordisk sang! Og hvilket riff, vi får. Det dribler sig djævelsk opad og lyder nærmest dobbelt ondt, som det forsager blacket søgen mod det tonale nadir.
Skulle man dryppe lidt malurt i bægeret, så er det næsten for dygtigt lavet. Man blæses bagover af de voldsomt velskrevne og vanvittigt velarrangerede kompositioner, men det er lige før, at der er en lille smule verfremdungseffekt i, hvor godt det hele er skruet sammen. Men måske er det bare mig. Jeg er lidt typen, der synes, at det glas, jeg ligger og drukner i, er halvtomt, mens andre svømmer lystigt hen over hovedet på mig.