Pladeanmeldelser

En art supergruppe har udgivet deres debutplade, og den viser med al tydelighed, hvilket hotspot Denver i Colorado er blevet for amerikansk dødsmetal.

Hvis venstrefløjens sorte blok gik en tur i skoven, så ville de høre Uprising.

'Obsidian' er opsummeringen af 30 års virke med blandede inspirationer fra alle dele af Paradise Lost-kataloget. Resultatet – det er lige så blandet, som beskrivelsen lyder.

En tungere og mere grå råhed hersker over den svære toer fra Afsky.

Tom G. Warrior bør hædres lige så meget for sin vilje til at sætte alt over styr som for sine succeser. ‘Requiem’ har taget ham 30 år at forløse og er endt som et beundringsværdigt miskmask.

Små lækre bidder af heavy metal, kurateret for din fornøjelse.

Svenske Witchcraft er kendt for uptempo stoner rock og for at sætte gang i festen. Well, denne gang er festen gravøl, og den enlige musiker græder på scenen, mens han langsomt plukker strengene på sin akustiske guitar.

Winterfylleth spiller black metal, men så spiller de også nogle gange gammel engelsk folkemusik. Denne gang er englændernes udspil, heldigvis, en fejlfri stiløvelse udi førstnævnte.

Idéen er god, og musikken lyder godt. Men selvom dødsmetallen er smadret frontalt sammen med hardcore, så viser Tombstoner kun, at potentialet er der: Debut-ep'en er lige generisk nok.

Polske Vader udsender en kedelig omgang dødsmetal, hvor der er masser af fart på og lidt thrash fra demodagene, men det bliver næppe noget, nogen husker.

Kultband gør comeback med 39 minutters pur, uforfalsket, episk doom/heavy metal, der lyder, som om tiden har stået stille siden 1980'erne. Heldigvis da.

De seneste år har været udfordrende for det danske hard-rock band - ikke mindst hvad angår sammensætningen. Til gengæld lader det til, at Blended Brew anno 2020 er en stærkere konstellation end tidligere.

Vort svenske broderfolk har, som vores norske fætre, en lang tradition for black metal. En af spydspidserne er Naglfar, som har spredt skræk og rædsel i 30 år. De har en lang og rodet historie med pauser, nye medlemmer og nye roller til gamle ditto, og efter en langvarig pause udgiver de nu en plade, der er rendyrket suppe-, steg- og is-black.

Frisk hollandsk post-black metal, du ikke kan huske bagefter

Anaal Nathrakhs musikalske univers udsættes for popskabeloner og slasher-hyldester på Make Them Die Slowlys nyudgivne og bloddryppende friske debut.

Det er nærmest kriminelt, så nemt det er at fordybe sig i Ulcerates sjette album, for den tekniske dødsmetal er for det new zealandske bands standard usædvanligt fængende fra første lys.

Alkymist holder jernet i ilden og finder hinanden på den alt andet end svære toer. Er der nogen retfærdighed tilbage i verden, vil 'Sanctuary' sætte Danmark tydeligere på doom-kortet.

Græsk ørkenrock lige til at smide på anlægget i din gamle spand, når du skal ud at køre i sommervarmen.

Barishi har tryllet i laboratoriet og brygget en fremragende formular for tunge riffs med skæve haler på i et resultat, der smeder gammelt Mastodon med ditto Opeth. Resultatet er stærkt i den enkelte sang, men ensformigt somhelhed.

Manden med Weekendvesten er sulten efter ægte heavy metal, og han er denne gang i selskab med et lige så hungrende pigebarn.