Pladeanmeldelser

Selvom Volas andet album er mere imødekommende og rocket end debuten, har kvartetten success med at holde fast i kontrasterne, og skrive en række særdeles vellykkede og kompromisløse sange. 

Hele 11 år har vi måttet vente, men til gengæld får vi så en ypperlig omgang dødsmetal. Monstrosity er ude med deres sjette album.

Krisiun har lyttet til vores anmelder for nogle år tilbage, men opfølgeren savner alligevel lidt dybde i lagene for sådan for alvor at være god.

Eller omvendt: Konform musik til ekstreme mennesker. Ligningen går i hvert fald ikke op hos Pig Destroyer, uanset hvor mange grænser de overskrider.

Inden for melodisk dødsmetal har navne som Arch Enemy været på toppen, men finske Omnium Gatherum giver dem kamp til stregen med deres nye plade.

Fynske Grusom har brugt tre år på den svære toer, der virker legende let for sekstetten, som leverer et godt bud på en af årets bedste danske udgivelser.

Bathorys evige ild brænder hos Mantar, men det gør mindet om den brændende Rigsdag også, og måske derfor holder de for meget tilbage med flammerne.

Selvom Otep Shamaya er en hykler, er det ret underholdende at lytte til 'Kult45'.

Skeletonwitch udvider paletten på deres hypede sjette album, men thrash/black-fusionen hæmmes af middelmådig sangskrivning og ikke mindst en en generisk og udynamisk lydproduktion.

The Vintage Caravan har udviklet både lyd og sangstrukturer siden de foregående album, og resultatet er nydeligt uden at overbevise endegyldigt 

I’ll Be Damned kommer til at blive kæmpestore med deres anden plade. Det er uundgåeligt, men det er også en skam, at publikum ikke kræver mere end dette.

Cast the Stone debuterer med en charmerende ep-udgivelse, der har stjålet svenskerdødens facitliste og rimelig succesfuldt prøver at sætte svarene i nye rækkefølger.

Doro har udgivet to album på samme dag. De rummer tilsammen dårligt nok nok hæderlige sange til et enkelt album.

Trods regn og tåge står musikken i Alice in Chains stadig tydeligt, som vi kender den. ’Rainier Fog’ virker som en naturlig udvikling for bandet, og lyden er umiskendelig.

Selvom Erra har succes med at skrive en række gode numre, er ’Neon’ generelt alt for poleret. 

All star-orkestret Sinsaenum sætter fede facitstreger under, at en plade ikke per definition bliver fantastisk, bare fordi man indspiller den sammen med sine nye rockstjerne-venner.

Et nyt album med Obscura betyder nødvendigvis et nyt line-up, og denne gang har bagmand Steffen Krummerer endelig fundet sine ligemænd på bandets bedste album til dato.

Orange Goblin galopperer mageligt ud over stepperne på deres niende album, der trods gode øjeblikke mangler liveformatets kant

Baests første fuldlængde lever op til de høje forventninger og indeholder flere dødsmetalliske pletskud, der bør skrive sig ind i den danske metalkanon.

Efter at have været døden nær vender Mike Scheidt og Yob tilbage med ’Our Raw Heart’; et doomalbum mærket af store følelser og eksistentiel refleksion. Det er mestendels interessant.