Gravrøveri?
Der er mange, der står i livsvarig gæld til afdøde Phil Lynott. Men derfor kan afkastet jo godt være ganske fornuftigt.
2. Starcrossed Lovers
3. Come Together (In Harlem)
4. Trail Of Tears
5. Feeling Is Strong (Jo's Song)
6. Spitfire
7. I Wanna Know!
8. Pirate Song
9. Afterlife
10. Wheel Of Fortune
Et godt gæt er vel, at det er under 10% af Devilutions dedikerede læsere, der nogensinde har hørt om det britiske band Grand Slam. Da det er et gammelt band, kan man derfor måske også undre sig over, at man på redaktionsgangen har fundet det relevant at anmelde bandets nye udspil. Det kræver derfor nok en ”relativt” kort, historisk fortælling.
Den følger her:
Manden fra Dublin
Phil Lynott blev født i England i 1949 som resultat af et kortvarigt forhold mellem sin irske mor og en mand fra Britisk Guyana. Han voksede op i Dublin i Irland hos sine irske bedsteforældre. Da faren var sort, var Phil dengang en af de eneste brune mennesker i den irske hovedstad. Som helt ung spillede han i band med bl.a. Gary Moore, som efterfølgende fik en stor karriere.
I 1969 var Phil Lynott med til at stifte trioen Thin Lizzy sammen med trommeslager Brian Downey og guitarist Eric Bell, og så Lynott selv på bas og sang. Thin Lizzy spillede en blues-baseret rock med undertoner af irsk, traditionel musik. Det gik ikke altid så godt, så undervejs indspillede bandet et coveralbum med Deep Puple-klassikere. Thin Lizzy fik dog et mindre hit med en rockende version af den traditionelle irske sang ’Whiskey in the Jar’, som Metallica siden lavede en coverversion af. Efter tre Thin Lizzy-albums skred Eric Bell fra bandet, og en reorganisering betød, at bandet efterfølgende havde to guitarister.
I 1976 fik Thin Lizzy så det store gennembrud med albummet ’Jailbreak’. Nye guitarister var amerikaneren Scott Gorham og englænderen Brian Robertson. ’Jailbreak’ byder både på hard rock, classic rock og ballader med keltiske undertoner. Et album, som bør være i alles pladesamling! Efterfølgende udgav Thin Lizzy så også live-albummet ’Live and Dangerous’, som er et af de bedste livealbums nogensinde. Alt var derfor godt. Bandet havde bevæget sig fra pubstatus til arenastatus. Men i 1983 var det så slut med Thin Lizzy. Medlemmerne var trætte og gik hver til sit efter en længere afskedsturne.
Og så er vi så endelig fremme ved Grand Slam. Efter opløsningen af Thin Lizzy stiftede Phil Lynott, sammen med bl.a. guitaristen Laurence Archer, bandet Grand Slam. Grand Slam turnerede og skrev sange, men formåede aldrig at få en pladekontrakt. Det var bemærkelsesværdigt, når man tager Phil Lynotts tidligere bedrifter i betragtning. Men hans ry som storstilet misbruger har sikkert haft sin betydning. Efter et par år lagde Phil Lynott Grand Slam på hylden og indså nok, at skulle han tilbage, så skulle det være med en gendannelse af Thin Lizzy.
Det nåede han aldrig. I januar 1986 døde Phil Lynott med lever- og nyreskader efter mange års narkomisbrug.
Genopståen
I 2016 genopstod Grand Slam så, 30 år efter bandet var lagt død. I 2019 udkom bandets debutalbum ’Hit the Ground’ med en blanding af gamle Grand Slam-sange og sange udgivet solo af Phil Lynott. Og nu er Grand Slam så tilbage med opfølgeren ’Wheel of Fortune”. Det eneste originale medlem i Grand Slam er guitarist Laurence Archer. Hans karriere op til i dag har ikke været specielt glorværdig. Udover Grand Slam har han haft en tjans i NWOBHM-bandet Stampede og været med i UFO på et enkelt album.
Det store spørgsmål er så i den forbindelse, om Grand Slam overhovedet har en berettigelse – om det alene er en cash in på stifteren Phil Lynott, der har ligget i sin grav i 38 år.
Albummets første sang ,’There Goes My Heart’, sætter i gang med et riff, der er så Thin Lizzy-lydende, at man overvejer, hvilken sang det er hugget fra. Sangen viser så også, at vi ikke er i nærheden af den hårde rock eller heavy metal, som vi sædvanligvis dyrker hos Devilution. Vi er nærmere i en rockende version af det hedengangne danske band Big Fat Snake.
Sang nummer to, ’Starcrossed Lovers’, fortsætter i samme spor, men gør sig bemærket i en bro efter andet vers, hvor sanger Mike Dyer har et reciterende sangstykke, der lægger sig meget tæt op ad det, der var et af Lynotts varemærker.
Albummets tredje sang, ’Come Together (In Harlem)', er tilsyneladende albummets eneste sang, som Lynott har haft direkte indflydelse på. Sangen bygger videre på det gamle Grand Slam-nummer, ’Harlem. Mere specifikt er noget af teksten og melodien fra originalen genbrugt. Lizzy-riffet er der, og sangmelodien er umiskendeligt Lynottsk.
Også fjerde sang, ’Trail Of Tears’, har noget udpræget Lynottsk i sangmelodien, i et ganske gedigent rocknummer, der dog nok ikke lader nogen bryde ud i de store hurra-råb.
I egen ret?
Herefter er det dog, som om Archer og resten af Grand Slam lægger Lynott til hvile. Resten af albummet er mere eller mindre renset for Lynott-referencer. ’Spitfire’ er en standard heavy-rocker, som ikke rigtig kan genere nogen. Det er ikke skidt, men det er hørt så mange gange før. Sangen viser dog, at Archer spiller en ganske solid omgang spade.
Sidste halvdel af albummet er faktisk opmuntrende og viser, at Gand Slam kan levere nogle numre i egen ret. 'Pirate Song’ er en flot, bluesbaseret hardrocker, som Bad Company eller Whitesnake ikke ville have være flove over at have skrevet. 'Afterlife’ er en flot, episk sang, der stiger og falder i intensitet. Måske albummets bedste sang. Og albummets afslutningssang, titelsangen, som er en semiballade, er bestemt heller ikke uden sine momenter.
Grand Slam beviser til sidst, at bandet her efter næsten 40 års fravær har en vis relevans. Denne anmelders vrede over genbrug af navn og logo er til en vis grad bortvasket. Bandet kan skrive sange og kan fremføre dem. Det tilgives derfor, at der trækkes store veksler på Lynott. Hvad skulle man ellers have gjort? Phil Lynott er nok ligeglad der, hvor han måtte være.
Der er ikke købetvang til Grand Slams nye album, men kommer bandet forbi en by i nærheden, så kig forbi. De skal garanteret nok spille et par Thin Lizzy-sange, og de har brug for lidt opmærksomhed, inden pensionisttilværelsen sætter ind.