Den har vi hørt!
Hammerfalls 13. studioalbum lyder alt for meget som de tidligere albums. Der er alt for meget genbrug og alt for lidt nytænkning.
2. The End Justifies
3. Freedom
4. Hail to the King
5. Hero to All
6. Hope Springs Eternal
7. Burn It Down
8. Capture the Dream
9. Rise of Evil
10. Time Immemorial
Lad det indledningsvist blive slået fast, at det var herligt, da Hammerfall dukkede op i halvfemserne og gav en revival til god, gammeldags heavy metal. Vi var mange, der var ved at gå helt kold i grunge og dødsmetal. Det var befriende, at der kom noget retrometal på banen. Det var måske ikke nyt, men Hammerfalls første par albums var forfriskende.
Efterfølgende har bandet så udgivet et nyt album hvert andet eller tredje år og det er som om, at det kun bliver mere og mere trivielt. Det er et spørgsmål, om bandet ikke snart har udspillet sin rolle.
Genbrug er oppe i tiden, men med Hammerfall bliver det lige kedeligt nok. Det nye album ’Avenge The Fallen’ byder på 10 ”nye” sange, og ingen af dem bærer desværre de styrker, som der var at finde på bandets to første albums fra 1997 og 1998 – henholdsvis ’Glory to the Brave’ og ’Legacy of Kings’.
Albummet lægger ud med titelsangen, som er klassisk Hammerfall i et dog lidt afdæmpet tempo. Det er ærligt talt ikke en stor sang. Den er skabelonagtig uden nogen særlig spændende melodi. Det kan undre, at bandet har valgt at sætte den som åbner af albummet.
Lidt mere spræl er der i sang nummer to, ’The End Justifies’. Joacim Cans starter sangen med at synge ”Here we go again…” – og ja, det er netop problemet. Det er efterhånden som en genudgivelse af noget, som er set og hørt før. Senere i teksten får vi også lige sætningen ”We're the H in Heavy Metal, Solid F in Fundamental, All in all, we are HammerFall”. Det er ikke stor lyrik, og det er ikke stor musik, på trods af, at ’The End Justifies’ nok er højdepunktet på albummet.
Første single fra ’Avenge The Fallen’ får mere end titlen til at minde om Manowar. ’Hail to the King’ har det karakteristiske krigerkor og er pompøs grænsende til det opstyltede. Det er ikke en helt skæv sang, men hvor er det dog uoriginalt.
Ligegyldige sange og tåkrummende ballade
Herefter er der ikke meget at glæde sig over på albummet. Der er sange, hvor melodien er så banal, at man undrer sig over, hvordan Hammerfall har ment, at sangene var gode nok til udgivelse. Værst er det med balladen ’Hope Springs Eternal’. Hvis man hører til dem, der får brækfornemmelser af Scorpions ballader, skal man holde sig langt væk fra denne sang. Man risikerer en sygedag. Brug af keyboardvioliner og mandskor er tåkrummende.
På trods af de hårde ord ovenfor er ’Avenge The Fallen’ ikke katastrofal dårlig. Men det er en omgang uambitiøst genbrug. Hammerfall bør overveje, om der ikke skal bruges lidt mere energi og lidt længere tid med at komponere nyt, inden bandet går i studiet igen.
Indtil da må vi så glæde os over, at Hammerfall fortsat er et rigtig fornuftigt liveband.