Overlegen vidunderguitarist
Populær
Den tyske superguitarists spillestil og gamle Scorpions-numre er en bærende søjle i heavy rockens tempel. Igennem to timer torsdag aften i Amager Bio viste den 59-årige legende hvorfor.
2. Longing for Fire
3. Pictured Life
4. Catch Your Train
5. Crying Days
6. The Sails of Charon
7. Sun in My Hand
8. We'll Burn the Sky
9. In Trance
10. Fly to the Rainbow
11. I've Got to Be Free
12. Dark Lady
Ekstra:
13. Polar Nights
14. Hell Cat
15. All Along the Watchtower
16. Little Wing
Det kunne godt ses på gennemsnitsalderen blandt det fremmødte publikum i Amager Bio, at den tyske superguitarist Uli Jon Roths besøg var under banneret ”40th Anniversary – Scorpions Revisited Tour 2014”.
Det var tydeligt, at mange var kommet for at se deres gamle idol, som medvirkede på Scorpions' fire album i årene fra 1974 til 1977. Men at det var tyskerens eneste, eksklusive optræden i Skandinavien var dog svært at se, da der næppe var meget mere end 400 publikummer denne torsdag aften.
Der plejer ellers at være godt fyldt godt op i Bioen, der gerne lægger scene til, når rockens største guitarister gæster landet – fra Jeff Beck over Steve Vai til Joe Satriani. De har alle været der. Og undertegnede må nok erkende, at fælles for de her guitarister – ud over deres evner på spaden naturligvis – gerne er, at koncerterne med dem bliver en trættende oplevelse, når først guitar-fræset har stået på i en times tid. Så har man ligesom set, hørt og fået det hele med.
Nogle vil sikkert kalde det blasfemisk, men årsagen er vel, at én ting er et formidabelt talent for at spille spade, ét andet er samtidig også at skrive vedkommende sange. Meget apropos blev netop denne diskussion vendt lørdag eftermiddag, da Pretty Maids’ Ken Hammer og Mercyful Fates Michael Denner var i samtale med rockjournalist Steffen Jungersen under årets guitarmesse i København om de to danske guitaristers forhold til deres instrument og musik.
”Jeg har aldrig interesseret mig for at kunne spille helt vildt lir på guitaren, men har i stedet koncentreret mig om at skrive gode sange”, lød det ærligt fra Ken Hammer. ”Når alt kommer til alt, er det vel også kun det, som det faktisk handler om,” lød det samtykkende fra Michael Denner, der nævnte Uli Jon Roth som et af sine store idoler gennem tiden.
Og så tilbage til Bioen og hvorfor Uli Jon Roths koncert derfor vandt mere, end koncerterne man har set med de øvrige gudbenådede guitarister. Her var netop ikke tale om kun alenlange soli i middelmådige numre, men derimod stod den – som annonceret – på klassiske Scorpions-sange af et særdeles godt rockformat, skrevet af Roth, langt bedre end det tyske bands mere kendte ”fløjte-hits”.
De kom på stribe. Alt fra åbneren ’All Night Long’ over den tunge og rå ’Pictured Life’ til den syrede ’The Sails of Charon’, hvor ekkoklangen fra Roths guitar summede smukt rundt i koncertsalen. Selv stod manden vanen tro med de lange, lyse lokker holdt fast under det røde pandebånd, der matchede den hippierøde batiktrøje. På turnéen har han allieret sig med flere af medlemmerne fra supportbandet, Crystal Breed, til at levere de gamle klassikere. Et særdeles glimrende valg, for sanger Niklas Turmanns stemme passede umådelig godt til sangene. Med den lette tyske accent til de engelske tekster var det sgu næsten som at høre Scorpions’ frontmand Klaus Meine selv stå på scenen. Særligt aftenens højdepunkt, en fabelagtig version af ’In Trance’, gik rent ind.
Niklas Turmann og bandets anden guitarists talent fejlede såmænd heller intet på guitarerne, så de to herrer komplimenterede aftenens hovedperson på fornem vis. Intet mindre end trillinge-guitarsoli blev det således til i adskillige numre som ’We’ll Burn the Sky’ og ’Fly to the Rainbow’. Som sidemanden bemærkede: ”Iron Maiden har glemt at nævne, hvor meget de har stjålet fra Scorpions!”.
Nej, man kommer simpelthen ikke uden om, at Uli Jon Roths numre og tilhørende guitarstil står som en bærende sølje i heavy rockens tempel. Og selve fundamentet? Det er unægteligt lagt af ypperstpræsten Jimi Hendrix. I 1998 optrådte Uli Jon Roth med temashowet ”A Different Side of Jimi Hendrix”, og naturligvis sluttede Roth også denne aften af med at gå mesteren i bedene. De sidste tyve minutter bød på ’All Along the Watchtower’ (skrevet af Bob Dylan, gjort berømt af Hendrix) og 'Little Wing'.
Alle store guitarister gennem de sidste 40 år har kopieret ’Little Wing’. Fra Eric Clapton til Kirk Hammett. Men kun én guitarist synes at være værdig nok til at blive sidestillet med ophavsmanden. Tilfældigvis den mand, som stod på scenen denne her torsdag i Amager Bio. Og den 59-årige Uli Jon Roth får det simpelthen til at se så legende let ud, som han står der med lukkede øjne, mens fingrene forcerer ned over strengene, uden at så meget som en falsk tone sniger sig ind. En suveræn seance at overvære og et meget sigende billede på koncerten, som strak sig over to timer og kun momentvis blev for lang i opvisningsspyttet, modsat så mange andre guitarheltes lektioner.