Spiritus symphonicus
Ambitionerne rækker vidt på den første fuldlængde fra Lamentari, med et væld af stilistiske greb i værktøjskassen – og herligt udansk i sin symfoniske bombast.
2. Tenebrae
3. Tragoedia in Domo Dei
4. Intra Muros Mentis
5. Appugno
6. Dolorum Memoria
7. Spiritus Diurnus
8. Arcanum Ignis Animae
Man må give de danske nykommere fra Lamentari, at de forstår at skabe et navn for sig selv. EP'er og singler er kommet i flertal løbende siden 2020, og koncertaktiviteten har også været effektiv, både i kvantitet, på tværs af landet og med store armbevægelser – kulminerende med deres stort anlagte show på Copenhell sidste år.
Hvis ikke du har opdaget Lamentari endnu, så er det med andre ord nok mest et spørgsmål om, at du er uden for målgruppen.
Selvom de har fem år på bagen, så er det dog først nu, at vi ser frugterne af samarbejdet udtrykt via et fuldbyrdet studiealbum. Som vanligt med udspring i det latinske sprog, med titlen 'Ex Umbra in Lucem' (fra skygge til lys) – og det er da også i høj grad det Lamentari, vi allerede kender, der møder os her på debuten. En plade, der ikke skorter på symfoniske, ambitiøse og orkestrale virkemidler, men tværtimod gør det til deres særkende, så udansk som det lyder. Janteloven kan rende og hoppe her – Lamentari vil være larger than life, og hatten af for det!
Efter en brass-venlig, John Williamsk indføring drages vi gnidningsfrit over i 'Tenebrae', der hurtigt giver os en smagsprøve på den plade, vi har i vente. Intrikate arrangementer af blastbeats og tremolo-riffing er flankeret af strygere, blæsere og dybe korarrangementer, konstant i et hæsblæsende tempo – så er vi sgu i gang! Er du ikke med her, så kan du faktisk lige så godt glemme det, for det her er essensen af alle de elementer, der udgør Lamentaris lyd.
Singlen 'Tragoedia in Domo Dei' holder samme tone, omend den også giver lidt mere luft til at ånde undervejs – ikke mindst i den varme, båndløse klang i bassoloen halvvejs inde fra Jamie de la Sencerie. En lækker detalje, der kun yderligere underbygger færdighederne, sekstetten på tværs.
'Ex Umbra in Lucem' er, i alle sine facetter. en virkelig ambitiøs udgivelse. Med sans for detalje, progressive opbygninger og altovervejende i et afsindigt højt tempo – ikke mindst i den kradsbørstige 'Appugno', der velsagtens må være den hårdeste skæring, vi har hørt fra Lamentari til dato.
Lang i spyttet
Med det sagt føles den også lige lovligt lang i spyttet – selv for en prog- og black-entusiast som undertegnede. Strygerne og blæserne er godt integreret i lydbilledet, ingen tvivl om det – men det bliver også ofte lige lovligt meget staffage. Som om det er der, fordi det er deres særkende, uden egentlig at sætte spørgsmålstegn ved det. Uden at udnytte detaljerigdommen til deres fordel, som en tilføjelse når nummeret reelt afkræver det, så fokusset også kan bredes ud andre steder med lidt andre virkemidler. Det bliver ofte en kliché, der ikke reelt giver noget kvalitativt til helheden, hvor Lamentari godt kunne drage fordel af at indtænke mere variation, uden nødvendigvis at have både intensiteten og alt i lydbilledet skruet op på 11 konstant. Spændvidden i mixet er påfaldende lav, og gør pladen meget komprimeret og ensartet at tygge sig igennem, selv efter gentagne lyt.
Undtagelsen er dog førstesinglen, 'Dolorum Memoria'. Med det lækkert underspillede, akustiske fingerspil og den hviskende stemmeføring fra Daniel Lønberg, før det nærmest ud af det blå svajer over i et metallisk crescendo med bendede guitarleads. En tiltrængt afveksling, der munder ud i en Symphony X'sk, tappende outro, før vi vender tilbage til udgangspunktet, og på den vis en virkelig veltænkt komposition, der viser, at de også har lidt flere heste at spille på.
Det symfoniske er dog langt overvejende en dominerende faktor, og intet problem i det – men sangene sætter sig bare ikke nok og/eller er varierede nok til at bære ambitionerne, hvor meget jeg end omfavner højt til loftet-mentaliteten.
Færdighederne er til gengæld umulige at tage fra dem, hvor især Emil Holst Partsch (leadguitar) får meget plads centralt i lydbilledet undervejs med sweeps, tapping, shredding og jeg-skal-give-dig-skal-jeg. Hvor ligeledes pladeaktuelle Aquilus får det sofistikerede og elaborerede frem i sin kobling mellem det symfoniske og black metallen, så tager Lamentari et langt mere dramatisk mættet og intenst take på samme kobling. Gudskelov uden længere at lyde så meget som sine forbilleder, der tidligere har været mere åbenlyse (ingen nævnt, ingen glemt).
Lamentari har fundet sin egen plads og lyd, og selvom 'Ex Umbra in Lucem' stadig mangler lidt for at føre dem langt udover stepperne, så er den et fortræffeligt springbræt. En dramatisk plade meget af tiden, og et stærkt statement fra et band, der vil frem i verden – så må blot tiden vise, om Danmark bliver for lille til dem i længden.