Copenhell 23: Passioneret sorg som stadionshow
Der skal meget til at gøre anmelderen mundlam, men Lamentari formåede netop dette, da de fredag nat satte foden ned og overbeviste alle foran Gehenna om, at de er kommet for at blive. En magtdemonstration uden lige.
2. SEDE VACANTE
3. SYNODUS HORRENDA
4. SANCTUM SECRETUM
5. NIHILTATIS
6. DIES IRAE
7. TRAGOEDIA IN DOMO DEI
8. CONFUTATIS
Det har været en dramatisk dag på Copenhell. Fredagen vil blive husket for den rene dommedagsstemning, med lyn og torden, regn og generelt kaos bestående af afbrudte koncerter, aflyste bands, ituslåede storskærme, evakuering og stormfloder af mennesker, der søger ly, som om enden var nær. Og jeg må indrømme, at jeg har været begejstret for det hele. Inden Lamentari går på, tror jeg ikke det kan blive bedre på dét plan. Men det kan det. Det kan blive endnu vildere.
Som aftenen går på hæld, har mørket har lagt sig som en tung kappe om os alle. Gehenna er den perfekte setting for en omgang symfonisk black metal efter sådan en dag. Scenen ligger øde hen, men er oplyst af et hav af levende lys, og fem minutter inden showstart er der tætpakket foran scenen.
I et slør af røg og rødt lys, indtager 8 kutteklædte korsangere scenen, og under ledelse af egen dirigent(!), fortæller de os på smukkeste vis, at det her ikke er for sjov, det er gravalvorligt. Og det er lige før man kan fornemme, at publikum ligefrem retter på skuldrene og gør sig klar. Jeg har personligt ingen anelse om, hvad jeg skal til at være vidne til.
Lamentari indtager scenen under den ritualistiske korsang og står som mastodontiske gargoiler og stirrer heroisk ud over publikum i et par sekunder, inden nummeret ’Desis’ går i gang, og vi bliver blæst bagover i sådan et omfang, at jeg har lyst til at holde fast i min sidemand. Bare ni minutter inde, kan jeg allerede skrive under på, at jeg endnu ikke har set et sceneshow lignende på den danske scene. Der er ikke sparet på noget denne aften. Som i intet. Der er ild, der er dramatik, der er lys, ansigtsmaling, kutter, stearinlys, strobelys, røg, fagter og en musikalsk attitude, der nærmer sig de helt store som Behemoth og Batushka, med et genert strejf af Sergej Rachmaninov.
Det er tydeligt, at storladne Lamentari har opbygget en solid fanskare i deres korte levetid. De har publikum i deres hule hånd, og det forstår jeg godt. Lamentari har nemlig sat alt ind på denne fredag. Der er skruet op på max fra start til slut, og det føles ærligt talt som en lang afslutning på en SAW-film i samtlige 60 minutter, og det er fuldstændig umuligt ikke at lade sig rive med. Enten så crowdsurfes der eller også står man, som mig, mundlam og vindblæst, bjergtaget af deres særlige take på symfonisk black metal. Lyden på Gehenna er god, tempoet er indøvet og skarpt, og musikalsk er der intet at sætte en finger på. Der er intet mindre end næsten 20 mand på scenen under koncerten, hvilket blot understøtter overskriften, og at denne passionerede sorgs mestre hermed er kronede danmarksmestre i dramatik og sceneshow inden for genren. Det var en ren fornøjelse.
Men når alt er sagt, så lad mig sige, at når der er skruet så meget op for alt, så drukner vokalen meget let. Hvilket er ærgerligt, når alt andet spiller. Men det gider vi ikke at hænge os ved denne gang. Ret skal være ret:
Lamentari efterlader os ansigtsløse og higende efter mere, præcis som det skal være, når kultister søger nye medlemmer. Bøj jer. Lamentari er kommet for at blive.