Et studie i melodød
Withering Surface formår stilsikkert at videreføre den melodiske dødsmetal fra halvfemserne og serverer en opdateret flugtplan for de, der gerne vil blive i den tid.
2. Exit Plan
3. Where Dreamers Die
4. Not the Destination
5. The Oracle
6. I Finally Lost (All Faith in Humanity)
7. Denial Denial Denial
8. Finish What You Started
9. You Hurt This Child
10. Mindreader
Med 'Exit Plan' viser Withering Surface endnu engang, at det ikke kun er Sverige, der kan lave klassisk melodød – men også, at inspirationerne er til at få øje på. Withering Surface følger med 'Exit Plan' op på pladen 'Meet Your Maker', der udkom i 2020. Her fire år senere kører bandet videre i samme spor, men dog med lidt udskiftninger i bandet.
Dengang kaldte vi Withering Surface for modne og melodiske. Det har ikke ændret sig. Ej heller lyden, der, som vi også nævnte for fire år siden, minder om In Flames og Dark Tranquillity. Man kan også sagtens høre At the Gates, og på nummeret 'Finish What You Started' er Withering Surface gået ren Arch Enemy.
Der, hvor Withering Surface dog står bedst frem, er på nummeret 'Where Dreamers Die'. Her er omkvædet lige i skabet, og det er nemt at komme i den rette stemning. Ikke overraskende blev den da også valgt som en singleforløber til pladen.
På 'Exit Plan' bygger bandet således videre fra momentet, der blev skabt, da de gjorde comeback for fire år siden. Nu er der ikke længere epidemi til at drille, så bandet ser frem til turnéer i ind- og udland. De starter med at spille på forsanger Michael Hvolgaard Andersens hjemmebane i Næstved til Næstved Metal Fest i august, og så er der ellers lagt stort an med datoer i Japan, Odense Metal Fest og mere.
I studiet har de fået hjælp af Søren Andersen, der udover at spille guitar for bl.a. Glenn Hughes og Thundermother samt har sit eget Electric Guitars, også er en dygtig producer – men aldrig har haft fingrene i så tung og ekstrem musik. Søren Andersen selv sammenligner Withering Surface med Faith No More og Soilwork, hvilket taget i betragtning af de bandnavne, vi har kastet om os med, ikke er helt galt.
Han og resten af Withering Surface har sørget for, at de lyder som de skal. De knurrende guitarer har god plads, som det kræves i melodisk dødsmetal, og forsangeren ligger solidt i mixet. Lige angående vokalen har han da også selv sagt:
"Vokalmæssigt ville jeg gerne tilbage til rødderne i Withering Surface. Jeg prøvede at fange noget af den frustration, jeg havde i mig som 19-årig. Det kan høres på sange som 'Where Dreamers Die' og 'You Hurt This Child'. Jeg var ikke sikker på om jeg havde struben til den aggression, men tog heldigvis fejl."
Han nævner også, at han altid har ønsket at lave de store omkvæd, som der netop er på førnævnte 'Finish What You Started' og selvfølgelig også singlen 'Denial Denial Denial', som man kan høre nedenfor:
'Exit Plan' er en solid udgivelse. Singlerne bærer en plade, der er et studie i genren melodisk dødsmetal. Der er også sange, der bliver lige vel generiske, og det er nok pladens akilleshæl. At den så gerne vil være stilren. På de gode sange formår Withering Surface dog at gøre lige akkurat det, de gerne vil. Løfte melodisk dødsmetal i Danmark til et niveau, vi kan være bekendte overfor vores genredefinerende brødre på den anden side af Øresund.