Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Modent og melodisk

Updated
886086

Withering Surface er tilbage med et fængende og meget melodisk album, der undgår reunionernes værste faldgruber. Resultatet er et modent bud på melodød anno 2020, forholdsvis langt fra udgangspunktet. Og det er et sundt valg.

Titel
Meet Your Maker
Dato
19-06-2020
Karakter
4

Sidste år annoncerede Withering Surface, det velsagtens største danske melodeathband, at de ville vende tilbage med en ny skive og koncerter i 2020. Det var dengang 15 år, siden den seneste skive 'Force the Pace' var blevet udgivet, og i år er det så 15 år, siden afskedskoncerten fandt sted på Loppen. Bandet har altså været inaktive i længere tid, end de oprindeligt nåede at eksistere, fra 1993-2005.

Det rejser et naturligt spørgsmål: Er en tilbagevenden relevant, er der noget nyt i posen, der giver mening, ud over hvad der måske kan placeres i kategorien nostalgi? Er et nyt album en fortsættelse af ét af de fire oprindelige album, eller måske et sammenkog.

Måske har bandet selv gjort sig nogle tanker, for heldigvis er der sket en udvikling, og musikken synes modnet. Man har ikke bare begået en kopi af tidligere tider for lige at vække bæstet til live igen i håb om lige at redde den dér Copenhell-koncert, når nu den store begivenhed først opstod, efter bandet var opløst. På den anden side taler vi om et band, der har spillet festivaler som Roskilde og Wacken samt turneret i udlandet, så det var jo ikke, fordi bandet manglet et endegyldigt og stort punktum.

Melodød med et twist – dengang som nu
Da Withering Surface udgav 'Scarlet Silhouettes' i 1997, kom pladen i kølvandet på det svenske melodeath-boom, der stadig holdt fanen højt med Dark Tranquillity og In Flames, som dog i årene, der fulgte, skulle vise sig at gå lidt andre veje (mens At the Gates allerede havde kapituleret for siden at vende tilbage i 2007). Withering Surface fornemmede måske også, at melodøden som tro kopi var en usikker hest at satse på, så der var også keyboards og sort makeup på bandbillederne, og der anedes både i visuelt udtryk og musik inspiration fra goth og en snert af noget melodisk black metal.

På bandets sidste album før gendannelsen fik musikken en maskinel side og en urbanisering i udtryk og tekster. Det var ikke ikke helt fængende nok, energisk nok eller måske bare melodisk nok, og det viste i retrospektiv et band, der var kørt træt, som ville vise noget lidt andet med musikken uden helt kunne at lande den.

Men nu er gnisten tilbage. Og modet. For dels er det modigt at komme tilbage og slå sig på brystet som Danmarks tilbagevendte melodødssønner, når man tænker på, hvad der er in for tiden. Og dels er det modigt, at man har anerkendt, at årenes forløb også har tilføjet en vis modenhed. Årene er gået, og kan man overhovedet lave noget så frisk, som dengang melodøden blev skabt af svenske teenagere, der endnu ikke kendte til bekymringer som realkreditlån og skole-hjem-samtaler?

Således er 'Meet Your Maker' måske ikke 100 % melodød. Men som skrevet før, så var Withering Surface heller ikke uden andre krydderier tidligere, så det er måske ikke så sært. Det er melodisk, det er det. Som i virkelig melodisk. Vokalen er rå, men den har også taget det melodiske til sig, og der growl-synges på imponerende vis. Og med en sangskrivning, der har haft øje for den enkelte sangs eget potentiale for at kunne synges af publikum også, har Withering Surface aldrig været mere fængende. Der er store omkvæd, men selvom der i de melodiske leads godt kan rammes en In Flames-tråd (i 'Leaves in the Stream' er vi vist ude i en enkelt tones fravær for at være en In Flames-signatur), så er det sangbare omkvæd, der heldigvis er uden det nutidige In Flames' (klynkende) vokalstil.

Moderne og store sange
Der er numre, som synes moderne og med et twist på melodeath, så man måske ville sige, at det i hvert fald ikke er klassisk melodød, men snarere bevæger sig i en anden retning end den, In Flames tog. Åbneren, titelnummeret er modent, mens 'Room 417' har et omkvæd storladent som en popsang. I den anden ende ses fx 'Alone' som et mix af Dark Tranquillitys 'The Mind's I' og In Flames' 'Colony', og samme energiske stil ses også i dele af albummets sidste par sange.



Sangene er ikke bare sangbare baseret på den melodiske råbende sang. Det skyldes også den meget udtalte vokal, der gør det let at høre teksterne, som ikke er metallyrisk nonsens, men små historier, som har en start, et problem og en art løsning. 

Fermt udført i sikker lyd
Produktionen er rund og fyldig. Det lyder lækkert, det er meget let at gå til, men er måske igen et udtryk for et mere modent band. For lige her er det ikke det modige valg. Det er skønt at slippe for den lidt distinkte og rumklangsbelagte lilletromme, som bandet tidligere har gjort det meget i, men det er samtidig det sikre valg på lyden. Man går ikke galt med den, men der er heller ikke satset. Det er måske tiden, men det er i hvert fald langt væk fra melodødens første succesudgivelser, som Dark Tranquillitys 'The Gallery', hvor guitarlyden er spids, og hvor man heller ikke var bange for melodier, der lå på de høje bånd og tynde strenge, så det indimellem nærmest skar i ørerne.

Alt i alt er det en velskrevet og velspillet skive fra Withering Surface. De har taget den mere sangbare udvikling med sig, som In Flames har vist over årene, men bortset fra nogle leads, som kunne lyde henad svenskerne, så er det gjort i en personlig stil. Det er fængende, og man kunne faktisk godt forestille sig, at Withering Surface her har ramt noget, der kunne trække fans ind, der normalt ikke ville bekende sig til den del af metallen, der genremæssigt indeholder død eller death i beskrivelsen.

For at vende tilbage til anmeldelsens indledende spørgsmål, så har bandet taget nyt med i posen, som til en vis grad er melodød og i en anden grad er en slags metallisk singer/songwriter-stil med fortællende tekster og potentiale for fællessang. Og det er et passioneret album, der lyder, som om hjertet virkelig er med, og ikke bare som et band, der genopstod i håbet om en Copenhell-koncert til bandets cv.