En udfordring
Grænserne er slørede og mulighederne mange. Danske Gradience har udgivet deres første EP, og det er fem numre, der både smager af mere samt løftebrud.
Blindsided
Ironsight
Love Me And Lie
It's All Black
Gennem den første halvdel af året har vi stille og roligt fået et stigende bekendtskab med Gradience. De to bagmænd, Gavin Mistry og Jacob Harris, skar igennem havet af middelmådige udgivelser og ligegyldige fredags-singler, med den fremragende ’This Abyss’. Et nummer båret af kvalitetssangskrivning og mod til at mixe kontraster. Musikalsk primært afspejlet i et kreativt sammenstød af r’n’b og blackmetal.
Det tog heller ikke Metal Hammer lang tid at kåre nummeret til ”The best new song you need to hear this week”. Fuldt fortjent. Nummeret er utroligt velkomponeret og stærkt forankret i de to medlemmers styrker. Ditto er det en fremragende EP-åbner, der straks fænger og skaber lyst til at lytte videre.
Singlen er ditto en reaktion på det noget konservative, danske syn på, hvad metal kan være. Et løfte om at ville mere og ditto turde. Derved også sagt, at bandets anden single – og andet nummer på EP’en – ’Blindsided’ ikke lever op til de forventninger, førstesinglen skabte. Kompositionen er båret af et samarbejde med Cabal, som teknisk set er fint eksekveret. Desværre bliver det meget Cabal og mindre Gradience. Man savner simpelthen at høre bandets antagede dna, til trods for Mistrys fine rappen.
Mindre guitar og flere beats?
Det er guitaren og metalcore-elementerne, der står i stærk kontrast til bandets eksperimenter igennem pladen. Begge bliver typisk brugt til at skabe momentum. Sætte nummeret i gear og lægge et ekstra aggressivt element på kompositionerne. Ofte akkompagneret af Harris’ hæse black metal-fraseringer. Et gennemgående element, som også afspejles i den afsluttende ’It’s All Black’, om end man kun kan nyde, hvordan titlen på nummeret eksekveres lyrisk.
Når det lykkes for bandet at indarbejde de mange genre-elementer, står duoen stærkt. Det er her, Danmark udfordres. Ud over ’This Abyss’ er titelnummeret blandt EPens stærkste kompositioner. Kombinationen af insisterende og ubehagelige guitar sektioner (der lugter lidt af tidlig Mastodon), i forlængelse af et solidt underliggende beat og Mistry’s nærmest triphoppede rap, er eksemplarisk. Guitaren får i højere grad en underliggende rolle, mens trommer bærer verset – indtil vi når c-stykket, og det hele kammer over i mindre interessante metalcore-breakdowns.
Det kunne være spændende at høre beatet, den r’n’b-prægede del af bandets musikalske ståsted, få en større rolle fra tid til anden. Måske ligefrem tage guitarens rolle som stemningsforstærker. At få rollerne byttet rundt mellem elementerne, så guitaren tilsvarende bliver det underlæggende element. Det er trods alt, hvad vi oplever fra bands med tilsvarende diversitet rundt omkring i verden.
Samlet set er ’Ironsight’ en spændende udgivelse, der giver lyst til mere. Ud over førnævnte højdepunkter bør ’Love Me And Lie’ ligeledes fremhæves for sin styrke i kompositionen. Gradience som koncept har fået en stærk start, men der er elementer at arbejde med. Områder, der kan styrkes for at skabe et tydeligere og mere klart defineret koncept. En intern udfordring, de to grundlæggende medlemmer har kompetencerne til at løse.