Pladeanmeldelser
Britiske kult-doomere gør comeback med ny sanger og lyder som sig selv. Desværre i en mat, glansløs og statisk version.
Epica er klar med bandets niende album i dets 22 år lange karriere – og bare rolig: Alt lyder som det plejer.
Efter 16 års pause vender et af verdens bedste rockbands tilbage med et album, der beriger og frustrerer. Mest det første.
Messa afslører mere kontante, post-punkede sider af sig selv – en udvikling, der ligger dem mere naturligt, end man umiddelbart skulle tro på papiret.
Nexø er blevet mørkere i tonefaldet og prøver egne grænser af. Resultatet er henved fremragende i al sin apatiske dystopi.
Benediction buldrer trofast derudad på deres nye plade, der viser et band, der stadig kan lave et fængende riff, men som hænger fast i en formel.
Deafheaven skruer bissen på igen efter udskældt, drømmegazende album – og det slipper de hæderligt fra.
Tavsheden er brudt. Nortts første album i syv år er fortvivlende autentisk, smukt og ondt.
Efter en noget ujævn afstikker til alternativ metal vender Whitechapel nu tilbage til rødderne med deres stærkeste udgivelse i årevis.
Rap lige fra leveren med ubesværet fusion af noise, hardstyle og digital hardcore. Et gravmæle over en verden og et indre, der har set bedre dage. Ja, det er relevant i disse spalter.
Amerikanske Judicator er fortsat forfalden til europæisk power metal. Bandet gør det godt, men der mangler ligesom et eller andet til at få det hele til at shine.
Arch Enemy lyder så meget som sig selv, at der må blandes rod og et par overraskelser i puljen, for at 'Blood Dynasty' kan overbevise lytteren om, at der skam er bragt nyt til fadet.
Helvitnir er seneste skud på den evigt voksende stamme af norske black metal bands. Hellhammer er bag gryderne, men det får ikke karakterskalaen til at brænde helt af.
Tower har travlt på tredje album, der har stærke sange med høj kvalitet, og man savner kun lidt mere variation.
Grey Aura fuldender sit værk om den abstrakte maler i mentalt forfald – og musikken illustrerer med al tydelighed, at der ikke just venter nogen happy ending!
Efter en mere end tredive år lang karriere har Cradle of Filth udgivet deres 14. studiealbum. Det lyder meget som de mange seneste albums, men det er nu heller ikke dumt.
Efter Slægt kommer Scimitar, der albumdebuterer med imponerende spilleglæde og en sangskrivning, som er svær at komme ind på livet af.
Med underoverskriften ‘Nine Class ‘A’ Tunes’ sætter Imperial Triumphant forventningsbarren højt på den jazzede trios sjette studiealbum.
Fyrre år inde i karrieren er der stadig gevaldigt liv i de tyske thrashere i Destruction. Måske ikke så meget nyt under solen, men bandet henslæber trods alt ikke bare tilværelsen i skyggen.
Det er et ganske glimrende andet album, hvorpå Copenhell-aktuelle Trold sætter kærlighed til folkemetallen højere end en fornyelse af genren.