Jeg lover at føle glæde
Pleaser er tilbage, og de lyder stadig helt som sig selv med deres åbne og frie tilgang til punkgenren.
Produktionen på ‘Begging Guitars’ har fået et nøk opad og lyder mere åben i toppen uden at miste den varme lyd, der karakteriserede debutalbummet, og den københavnske kvartet har stadig lige godt fat i den fræsende punkaggression og deres melodiske tæft. Og den velspillende Olle Bergholz på bassen er blevet en del mere markant i lydbilledet. Det gør bestemt heller ikke noget, og produktionen føles slet ikke for poleret. Det er fascinerende, hvordan bandet formår at give deres sange en umiddelbarhed og charme, der ikke synes at stå i vejen for musikkens rå og voldsomme kvaliteter. Det er, som om Pleaser hele tiden balancerer mellem de to modpoler uden på noget tidspunkt at falde ned fra springknivsæggen.
Bevares, et nummer som ‘The Pounding Chest’ udfordrer mig lidt smagsmæssigt med sit glidende, slowrockede introriff, men hvad fanden? Jeg skal vel også udfordres lidt en gang imellem, og hvorfor ikke gøre det med en sang, hvis omkvæd om at se dobbelt og spejles til sidst spejles i afslutningsnummeret. Det er elegante, lyriske konstruktioner mod forløjet alfahan-bravado. Bravo!
Sådan er det med Pleaser. De vil skide på mine og andres forventninger og på genre-gatekeeping. Det er en del af det, der gør dem til noget særligt. Der er ni charmerende og tempofyldte sange på ‘Begging Guitars’, og jeg ved ikke helt, hvad de guitarer tigger om. Det er i hvert fald ikke om at blive valideret af genrepurister, for Suo Feis og Annie Marie Nyvolds guitarer blackfræser, punkråber og ja, så pleaser de også vores ører lidt en gang imellem, men de synes aldrig at være optaget af at opfylde forventninger.
Lyt for eksempel til ‘Here for the Sins’, som kombinerer punk-onslaught, sødmefyldt søgende post-punk-melodier og dette omkvæd (kan vi vel kalde det):
“It feels like reality
Metaphor of thе untamed sea”
Hvor elegant! Vi snydes for det forslidte billede af det stormombruste hav og får i stedet en smuk shorthand-reference til metaforen. Vi er alle sammen med på ideen, men vi slipper for en fortærsket trope. Jeg er vild med, at der under det umiddelbart kaotiske udtryk findes gennemarbejdede detaljer som denne. Man kan virkelig høre, at Pleaser som band, som musikere og som komponister har hævet niveauet. Trommeslager Oliver Nehammer mestrer ubesværet metallisk og punket overfaldsenergi såvel som de fine detaljer, der får Pleasers rytmesektion til at gøre mere end bare at få det hele til at hænge sammen.
Tilsammen tegner det her et billede af en virkelig vellykket plade med fornøjelige sange, for eksempel om venskab mellem kvinder i en misogyn verden (‘Hey, Girl’) eller den flotte afslutter ‘Vow of Bliss’, som søger ned i mørket med rullende trommer og stresspulserende bas, men også søger mod lyset med linjerne:
“Double vision, mirrors glare
Dancing through the weighted air
Passing through a vague abyss
Pledging to a vow of bliss”
Verden er fyldt med brystbankende alfa-aber, men vi kan sværge, at vi vil holde fast i glæden. Det tror jeg, vi alle sammen har brug for at høre. Og jeg tror, vi alle sammen har godt af at høre noget Pleaser.