Det' sandt, det' Vlad, det' vinter
Redaktionsyndlingene er tilbage med deres stærkeste udgivelse siden debuten i 2020. Persekutor dyrker 80'er-black, riff worship, slagsmål og den evige snestorm i Englenes By.
2. Cold Blooded
3. Eternal Snowstorm
4. Cold Sweat
Fem år er der gået, siden amerikansk/rumænske Persekutor kom bragende ud af ingenting med den formidable debut 'Permanent Winter', som vi kårede til årets album i det corona-forbandede år 2020.
EP'en 'Brain Freeze' og den svære toer, albummet 'Snow Business' er siden fulgt efter; to udgivelser, hvor bandet i høj grad har udforsket det fede riff og en tematik om at tage en helvedes masse kokain på en dive bar et sted i Los Angeles i stedet for det fokus på bogstavelig sne og firserblack, som 'Permanent Winter' satte i højsædet.
Heldigvis er Vlad the Inhaler og hans lystige svende ikke gået komplet pikrock. Nuvel, tilføjelsen af Blake Meahl på guitar har givet kvintetten plads til endnu mere guitar, hvilket stadig i høj grad resulterer i en dyrkelse af det fede biker-riff. Tænk AC/DC, men tungere. Ligeledes er Persekutor i nogen højere grad begyndt at bruge korte, kontante guitarsoli som et våben, når lytteren skal nedlægges. Men der er stadig hist og her plads til den seje, snerrende tilbedelse af black metallens første superstjerner som Celtic Frost og Venom.
Evig sne i Californien
Lyt blot til titelnummeret. Det er gudskelov ikke et Metallica-cover, men snarere en tonstung, biker-rockende hyldest til Los Angeles, til firsermetallen og den dårlige smag, tilsat Vlad the Inhalers snerrende, vrængende blackmetalliske vokaler og så meget huggende riff-tilbedelse, at du kløjes i det. Det er fedt.
Herfra fortsætter EP'en tematisk videre med dels at synge sneens pris, både i bogstavelig og overført betydning, dels at hylde 80'er-metallen, det fede, tunge riff og Englenes By. 'Cold Blooded' byder på en god del af hvad, Persekutor formentlig regner for rensang, hvilket bestemt ikke har sin plads i bandets univers, om end de slipper nogenlunde fra det uden at blamere sig helt. 'Eternal Snowstorm' minder på mange måder om 'Permanent Winter's univers: ”Vi skal ud og slås, vi skal finde noget narko, her er pissekoldt, det skal gå stærkt ... har nogen penge til knallertbenzin?”
Lukkeren 'Cold Sweat' er formentlig definitionen af Persekutor anno 2025: Store, fedtede riffs for lytteren, der bare ikke kan få nok spade. Og Vlads bidske, Tom G. Warrior'ske vokaludgydelser henover. Personligt havde jeg hellere set, at bandet havde holdt fast ved lyden fra debuten, hvor fokus i højere grad var på black metallen, men jeg medgiver gerne, at skæringer som 'Cold Sweat' og 'Vlad But True' bare fungerer. Det er riffs, tyngde, attitude og kant. Og det er ret charmerende og svært ikke at synes bare en smule om uanset hvor på det metalliske spektrum, dit fokus normalt ligger.
Efter den lidt svage og lidt for pikrockede 'Snow Business' ser Persekutor ud til at have fundet en gylden middelvej, der er værd at ræse ud ad. Også i snevejr.