Sejt som kernelæder og kindheste
Populær
Rumænske Persekutor albumdebuterer med noget nær et mesterværk, der blander 80'er-black, klassisk heavy metal, bisserøvsattituder og en kompromisløs kampgejst.
2. Can You Feel the Frost of Dawn
3. Winter's Meat
4. Chained to the Tundra
5. Arctic Cross
6. Ice Wars
7. Permanent Winter
8. Frostquake
9. Black Death Punk Skins
Nogle gange bliver ord fattige. Det kan være, når et stykke musik er så himmelråbende elendigt, at man grædende og stammende hikster sig igennem en sætning i et næsten forgæves forsøg på at formulere, hvor besudlet og personligt fornærmet man føler sig af netop dette nummer.
Men man fattes også ord, når man en sjælden gang imellem skal beskrive noget så fængende og fremragende, at man blot må kaste en knyttet næve mod himlen, mens den anden hånd febrilsk leder i skabet efter den lædervest, man et øjeblik efter kommer i tanke om, at man af gode grunde ikke har, hvorefter man afmægtig kaster begge knyttede næver i spot i retning af Vorherre, mens man opgivende falder på knæ og takker evolutionen for, at netop dette stykke musik eksisterer.
Sidstnævnte beskriver udmærket mødet med black'n'rollerne fra Persekutor og deres selvudråbte rumænske ismetal.
Persekutor er læderjakker, hurtige briller og Flying V's. Men de er også balaclavaer, norske nitter og baseballbats. De er en flok bøller, der spiller bøllemetal, som man kun kan slippe af sted med at gøre charmerende, hvis man enten eksisterede i 80'erne eller kommer fra Østeuropa. Tænk en nænsomt restaureret opdatering af Celtic Frost og Bathory, indspillet tilpas skraldet, til at man kan fornemme den sirlige aroma af skridtsved og udtrådte gummisko, men stadig produceret godt nok til, at man snildt kan hvæse med på blackmetalliske mantraer som ”hell on earth is what you fear/hell on earth is alright here” og ”another bloodbath, lick it up”.
For Persekutor er andet og mere end en 80'er-black, holdt i et energisk, groovy midtempo, og lejlighedsvist tilsat fræsende, huggende retro-heavy metal-riffs, som vor far lavede dem. Det er også et tekstunivers, der er, af mangel på bedre ord, sejt. Bare helt forbandet sejt. Otte af ni sange handler, ifølge frontmand Vladislav Barladeanu (eller ”Vlad the Inhaler”, som han så rammende kalder sig), om at fryse ihjel en mørk nat et sted i Karpaterne. Ganske herligt understreget af et covermaleri, hvor en mand i elefanthue og læderjakke langsomt dækkes af sne, mens bække af blod strømmer ned fra bjergene i baggrunden. Er det ikke herligt? Er det ikke autentisk?
Fat det, eller frys ihjel
Stadig ikke overbevist? Så nyd åbneren 'Babylon of the Snows', hvor en tungt trækkende, groovy blackmetallisk melodi akkompagnerer sanger Vlad, der stolt proklamerer ”we fought them all/ we scaled the wall/ we brought the fall/ we fucked them all”.
Eller førstesinglen 'Can You Feel the Frost of Dawn', hvor klassiske, minimalistiske heavyriffs og -soli tager styringen bag et hæst vrænget råb-med-omkvæd.
Eller 'Winter's Meat', hvor et Tom G. Warriorsk ”ugh” åbner herlighederne og hylder forbillederne, og seks mere følger efter for at understrege, at det her altså er seriøst.
Eller 'Ice Wars', der bare handler om fart og om at skyde.
Eller 'Frostquake', hvor hele kloden bliver knust under is, og kun bastarderne, det vil sige os, de seje børn, overlever.
Eller den skæve og vanvittige lukker 'Black Death Punk Skins', der besynger ”strange leather in the streets”, som jo bare er rock'n'roll, alt imens et Bathory-riff og lidt let guitarlir i broen forfører dig til at drømme om, at det var dig, der hvileløst vandrede gennem de kolde natsorte gader i Targu Mures iført denimvest og køkkenbordstatoveringer med en cykelkæde i hånden klar til kamp, side om side med Vlad the Inhaler, Inverted Chris Velez og de andre bisserøve fra Persekutor.
Persekutor er, som forbillederne, simpel, men effektfuld musik. Det er black og heavy metal fra de gode gamle dage, fremført frygtløst og uden nogen skelen til et smagfuldt kompromis. Det er bøllet, bisset og brølende sejt. Det er stærkt og autentisk nok til Metal Magic Festival, men samtidig tilpas catchy, til at man nemt kan råbe sig hæs til det en mørk aften på en gængs metalbar. Du kan enten overgive dig til det eller fryse ihjel på en isslette i Transylvanien med et alubat i hovedet. Fandeme.