Årsliste 2020 – Svend Lokjær

Aarhus-redaktionen mener også ting om et 2020, der har været mere hardcore end metallisk, ikke rigtig har kunnet få hævet den danske fane over skulderhøjde og mest af alt bare skal huskes for snart at være overstået.

Der er vel ikke nogen, der egentlig gider at huske 2020. Eller i øvrigt blive mindet om, at det eksisterede.

Jovist, der var da gode plader, men ikke synderligt mange af dem, de længe ventede koncerter blev aflyst, Kiss' farvel-tour blev unødvendigt udsat (som om der findes nogen rigtige mennesker, der ikke hellere vil have Coronavirus end Kiss), respekterede musikere drattede om til højre og venstre, alt imens Tim Lambesis ikke engang kunne finde ud af at brænde sig selv ned.

Personligt leverede jeg mit bedste materiale til dato i Devilution-regi i 2020, hvilket selvfølgelig gjorde nogle både vrede og kede af det. Andre igen kaldte os vist både akademikere og hjernedøde og fascister og røde lejesvende osv. osv. Fordi internettet er dér, hvor dumme mennesker konsekvensløst kan have en mening. Heldigvis var der sikkert også dem, der fandt det både informativt, morsomt eller øjenåbnende. Tak til jer. Alle tre.

Nuvel, 2021 står for døren, om lidt får vi junket Corona-dræber ind i armen, og i mellemtiden var nedenstående det, der trods alt var værd at mindes.

Årets danske album:
1. Demersal: ‘Less’ – Når hardcoren bliver mørk, afsindig, ukontrollérbar og ophøjet. Demersal lød, som 2020 føltes.
2. Smertegrænsens Toldere: 'Blod, Sved & Sæd' – Luk røven, når de voksne snakker. Og tæver dig. På otte minutter plus det løse.
3. Katla: 'Warmongering Luciferians Chapter 1+2' – Sort, støjende doom fra bar-kass'-og-skæg-trioen. Katla er bedst, når de kalder til krig. Og det gjorde de på sensommerens to ep'er.
4. Terrorpy: 'Stuffing Puke Into The Sockets' – Årets danske dødsmetalplade, velsagtens. Lovende og ambitiøse takter fra endnu en power-trio, der lagde første sten til Fynslands genkomst som magtfaktor i det danske metal-landskab.
5. Bersærk: 'Sol' – Hvis hard- eller stoner rock er din ting, var Bersærk ikke til at komme uden om. Stærk og legesyg rockplade, man både kan synge med på og løbe hurtigt til.

I det lidt mindre format er ep-udgivelser fra Gabestok og Wulfaz også værd at nævne, mens Eyes og Alkymist også serverede hæderlige udgivelser. Og så er 2020 vist også så småt vredet tør for den værdi, der nu var at komme efter på pladefronten. 



Årets internationale album:
1. Persekutor: ‘Permanent Winter’ – Befriende uhøjtidelig black'n'roll nøje smagt til med sovjet-attituder og alt det bedste fra røvballerockerens lille røde. 'Permanent Winter' var det stolt vajende flag plantet oven i den lort, der var 2020.
2. Anaal Nathrakh: 'Endarkenment' – Lad den, der ikke bryder sig om Anaal Nathrakh, søge læge hurtigst muligt. Endnu en genrebastard fra den britiske duo, hvor industrielt vanvid, svartmetal og power-vokaler gik op i en højere enhed.
3. Code Orange: 'Underneath' – Hardcore behøver ikke være dåsk, Jamey Jasta. Code Orange var lyden af det rådvilde, det fragmenterede og det udfordrende. Lyden af dommedag. Nu med breakdowns. Nogle ville kalde det panisk moderne.
4. Medium: 'Medium' – Når et argentinsk crust grind-band, udgivet på en indisk selskab, alligevel finder sin vej til Dannevang, må det vel kunne et eller andet. Det kunne det også. Da de blå mærker havde lagt sig, var Medium en af årets store, positive overraskelser.
5. Lorna Shore: 'Immortal' – Deathcore er sjældent rigtig godt. Når det er, er det fordi det udfordrer alt, der gør deathcore til deathcore. Og fordi det er Lorna Shore.

Øverst i feltet lige under udgav franske Benighted sin bedste plade til dato, Tottal Tömming holdt niveauet hurtigt, højt og anderledes på den svære toer, Igorrr var vanvittig, Audns iskolde øbo-black indyndede sig, Lik var post-stockholmerdød på den mest charmerende måde, og Napalm Death formåede stadig at holde sig relevante.



Årets internationale hit:
En delt sejr til to numre, der stod ud som uomgængelige på to ellers ret ligegyldige plader.

Ocean Grove: ‘Junkie$’ – Numetal-grunge-særhederne i australske Ocean Grove ramte plet med single-forløberen for den ligegyldige 'Flip Phone Fantasy', hvis outrerede Trainspotting-inspirerede video gjorde 'Junkie$' til det ene nummer, du lige kan nappe, inden du trykker dig videre til noget helt andet.

Pallbearer: 'Forgotten Days' – Pallbearers firer var hurtigt glemt, men titelnummerets vers-riff og -vokal står tilbage som det nummer, der stadig er relevant at forholde sig til, her to måneder efter pladens udgivelse.

">

Årets danske hit:
Myrkur: ‘Ramund’ – Når det helt store hit ikke åbenbarer sig, er der heldigvis altid en sang eller to, der er så irriterende catchy, at det tog én betydeligt længere at få den ud af hovedet, end man vil indrømme.



Årets genfundne klassiker:
The Hell: hele diskografien – ”While you're on your lunch break sipping a chai fucking latte or worrying about how many datas you've gotta entry, remember this: One day, your heart's gonna stop and you'll shit yourself and eventually be picked up by some jobsworth nurse, stuffed in a body bag and kept in a fucking filing cabinet, until they decide to set you on fire or turn you into fertilizer. Have a nice day.”

Idiotcore for idioter og ligesindede.



Årets koncerter:
Med blot 27 koncerthak i bæltet for denne skribent, sammenlignet med sidste års par hundrede stykker, er det en billig omgang at komme med i top 5 i år. Dermed ikke sagt, at nedenstående koncerter ikke blev nydt til fulde, og var blandt de få lyspunkter i et 2020 præget af ligegyldighed og alt for mange weekend-aftener hjemme i stuen efter klokken 22.

1. Orm: Paletten, 06-03-2020 – Lige inden landet gik i sort nåede eksil-bornholmerne at efterlade et tungt aftryk med live-fremførelsen af 'Ir'. Orm satte allerede her en tyk streg under, at der på den danske black metal-scene er dem. Og så alle de andre.
2. Lorna Shore: Voxhall, 08-03-2020 – Selv med forsanger-vikar på var Lorna Shore højdepunktet i en omsiggribende bandpakke i det århusianske, der for altid vil stå som den sidste koncert inden Corona. Fire dage senere var alt anderledes. Men mindet om benbrækkende søndagsbreakdowns står stadig stærkt.
3. Nervosa: Paletten, 06-03-2020 – Viborg Metal Festival ramte på ingen måde ligeså hårdt i år som i 2019. Den brasilianske trio var ikke desto mindre stadig et underholdende højdepunkt på en festival, der ikke som sidst svømmede i store oplevelser.
4. Demersal: Tape, 18-01-2020 – På et spillested, der desværre nok snart er en saga blot, skreg, skramlede og væltede Demersal sig helt ind i min hjertekule. Dansk musik behøver ikke være dumt og letkøbt, selv om det ofte er det.
5. Death to Seattle: Atlas, 20-11-2020 – Og selv når det er dumt, kan det også forføre: Death to Seattle fortjener langt mere kærlighed, end de får. Ikke mindst i live-regi, hvor de konstant uberegnelige vestjyder garanterer grin, gråd og tænders gnidsel. At det skulle nydes fra en klapstol var uheldigt, men powertrioen fra Lars Tyndskids Mark var alligevel igen et minde, der stod tilbage, når pointene skulle gøres op sidst på året.

Årets internationale og danske navn:
Se nedenfor. Nyt er godt!

Årets nye internationale navn: 
Persekutor – Er det en gimmick? Er det seriøst? Er den rumænske frontmand Vlad the Inhaler vitterligt bare et påfund for at have en god historie at sælge sin plade på? Vi ved det ikke. Men Persekutors fuldlængdedebut 'Permanent Winter' kan godt stå alene som et sublimt værk, og så må historien vise, hvor meget vi har været til grin i lovprisningen af det her fænomenale, underlige og elskelige band.

Årets nye danske navn:
Demersal – Vi hypede Odense som musikby hen mod slutningen af året. På det tidspunkt havde dansk hardcore og metals mest interessante nye navn, straight outta O'ense, allerede udgivet en plade, man skal være godt tabt for ikke at gå på opdagelse i. Sørg for at finde det gode humør frem inden, så du virkelig kan mærke livsglæden blive skyllet ud i malstrømmen, jo længere 'Less' luller dig ind i den evige, dybsorte søvn.

Årets comeback:
Napalm Death – 2020's stort opsatte comebacks, som Cro-Mags' tilbagevenden fra 20 års dvale, Mr. Bungles opliven efter 21 år væk, AC/DC's udbrudsforsøg fra plejehjemmet, Static-X's gravrøveri, ja, selv Burzums genkomst efter seks år uden udgivelser, havde alle det til fælles, at de rangerede mellem ”nåja” og ”gider I ikke godt la' vær'”. Derfor tilfalder prisen Napalm Death, der med den første fuldlængde i fem år beviste, at man stadig godt kan være både solide og relevante, selv om 40-årsjubilæet lurer lige om hjørnet.



Det overså jeg i 2019:
Bring Me the Horizon: 'Amo' – Ikke som sådan overset, men englændernes plade blev bare ved og ved og ved med at vokse, efterhånden som året og Coronaens indtog tog fart. Det i en grad, hvor den nok burde være havnet noget længere oppe på huskesedlen sidste år. Så kunne den heldigvis også overskygge det faktum, at bandets ep 'Post Human: Survival Horror' fra i år ikke løftede øjenbryn i nær samme grad som forgængeren.

Årets optur:
I vores egen lille sluttede cirkel på redaktionen har vi i 2020 shanghajet såvel en af landets skarpeste koncertfotografer som en af de ditto dygtigste metalskribenter, der har sluttet sig til Devilution og gør, at vi vel næppe nogensinde har stået stærkere. Nu venter vi bare på, at verden bliver normaliseret i en grad, hvor vi for alvor kan folde os ud. 

Årets største skuffelse:
Ah ja, skuffelserne står i kø. Året 2020 er vel, fraset de få lyspunkter, den største skuffelse. Det behøver vi ikke mere af.

Derudover mistede vi adskillige store musikere af mere eller mindre naturlige årsager, hvor specielt Power Trip-forsanger Riley Gales alt for tidlige bortgang vejer alt for tungt.

Ungdomsforelskelserne i Deftones udgav endnu en plade, som man skal underkaste sig selv en helt speciel form for fornægtelse for at kunne se lyset i. Det var der så en del, der gjorde, men faktum er stadig, at alt-metal-kvintetten i år kan fejre 10-års jubilæum for sidst de udgav noget, der sådan rigtig er værd at hidse sig op over.

Herhjemme har black metallen overtaget dukka-dødens rolle som comme il faut. Det har desværre betydet, at indbakken af flere omgange har ageret kompost for stakkevis af black metal-udgivelser med det fællestræk, at de ikke bidrager med noget nyt ud over en imponerende modvilje mod at gide at skabe noget tilnærmelsesvis originalt selv. Jo, man kan da sagtens citere H.C. Andersen og Grundtvig, det gør min mor også. Og sognepræsten. Og det er uden tvivl nok til at hæve sig halvt op i albuerne over dyndet af middelmådighed, men rigtig interessant bliver det aldrig.

Største ønske for 2021: 
At overvære en metal-koncert, hvor jeg rent faktisk må stå op og udtrykke min glæde over musikken på anden vis end ved milde klapsalver på 2 og 4.

Det glæder jeg mig mest til i 2021:
– At gennemleve en moshpit, som min halvgamle krop kommer til at fortryde i flere dage efter. At hamre ind i et tungt, behåret, sveddryppende brød af et menneske, der er dobbelt så stort som mig, og som får mig til at tage min eksistens i denne vor vansmægtende subkultur grundigt op til overvejelse.
– At opleve en musikkultur, der vil blive ved at udfordre og dele vandene, frem for blot at gribe til letkøbte og halvgjorte løsninger og så ellers fornærmes over, at publikum ikke altid mener, at det helt slår til.
– Mindre dumhed. På og foran scenerne. Opfør dig ordentligt, kald en lort en lort og gør dit bedste for ikke at være mere træls end højst nødvendigt.
– Prime Collectives stort opsatte bastardpop-mashup af 'We Are the World' og Guns N' Roses' 'Get in the Ring' som et endegyldigt opgør med en selvforherligende, ignorant og useriøs dansk metalpresse. Som i øvrigt også bare lugter totalt meget af tis, nå. Er du gal, det kommer til at trække nogen streams.