En røvfuld, der frister

Medium

Vi kendte ikke argentinske Medium. Det gør vi nu. Og det bør du også. Crustpunk, grindcore og en snert af svart metal gennemsyrer bandets debut-ep, der indtil videre er årets positive overraskelse.

Kunstner
Titel
Medium
Dato
06-03-2020
Trackliste
1. Skullcomet Sorcery
2. Maximum Rampage
3. El Gigante
4. Black Future Patrol
5. Gargola
6. Night Vision
7. Radiation Huntress
Forfatter
Karakter
4

Det er næppe nogen hemmelighed at Coronaens År, for at føje spot til skade, indtil videre har været en smule sløjt på pladefronten. Et par halvhjertede eksperimenter og stakkevis af udgivelser, der lyder som det gamle, bare mindre godt, har præget pladeåret, og selv hvis jeg netop havde vundet den helt store gevinst i Eurojackpot, havde jeg næppe været villig til at sætte meget mere end en 10-krone på, at relativt kedelige Transcending Obscurity Records skulle grave et crustgrind-band, fra Argentina af alle steder, op af kassen for at ændre på det. Det er ikke desto mindre, hvad der netop er sket. Øvbøv. Jeg skulle have satset.

For denne skribent har Argentina indtil nu i langt højere grad været synonym med Borges, oksekød, nok sublime fodboldspillere til at sætte Christian Eriksen på tribunen samt et problematisk forhold til Fernet Branca. Alt sammen noget, som Medium med deres selvbetitlede debut-ep nu ændrer på. For vi skal ikke langt ind i åbneren 'Skullcomet Sorcery', før de våde drømme om en ribeye fra Patagonien og det der Hernan Crespo-mål mod Ajax lige så stille må fortrække ned på de bagerste rækker i køen over søde minder associeret med Maradonas hjemland.

At Medium tager deres udgangspunkt i crustpunken, står hurtigt klart. Lyden er kantet, skramlende, mørk og tung. Bandets rytmegruppe, Ramiro Gutierrez og Federico Ramos Mejia på henholdsvis tønder og kutterbas holder det simpelt, men lægger en konstant, pågående og energisk hardcore-bund. Lucien Anellos vokalarbejde er mere mørkt og dødsmetallisk, end man normalt er vant til i genren, og giver fine associationer til blackthrashen hist og her, uden at det på nogen måde overtrumfer den grindcore-flirtende, metalliske crustpunk, der er Mediums udgangspunkt.

Bandets stjerne er dog ubetinget guitarist Sebastian Barrionuevo. Det er hans gloomy, velklingende og atmosfærisk søgende guitararbejde, der gør Medium til mere end blot et godt crustpunk-band. Mens bandets andre tre fjerdedele konstant søger konflikten og er klar til at stikke dig et par på låget, hvis du siger noget pænt om militærjuntaen eller blomster, lader Barrionuevo sin guitar danse florlet og eksperimenterende i baggrunden og gør Medium tillokkende og uforudsigeligt. Eksempelvis i 'Maximum Rampage', der sagtens kunne være et fladpandet grindcore-nummer, men i stedet udvikler sig i blackmetallisk retning med en lystklingende, iskold og pågående melodisk guitarføring, der som en muse fører Medium fra det kantede, hvinende og vidunderligt grimme mod et musikalsk udtryk, der kan og vil meget mere end bare det.

Dummeflade og en hilsen fra Interflora
Den frugtbare kamp mellem den hidsige og skramlede crustgrind og de melodiske, blackprægede guitarer kommer endnu mere til udtryk i såvel 'Gargola' som den fremragende lukker ' Radiation Huntress', hvor samspillet mellem en pågående brutalitet og nogle fine og luftige guitareksperimenter går op i en højere enhed.

Skal man trække paralleller til andre bands, er det nyere genrepionerer som Tragedy og When Ashes Rise samt svenske Martyrdöd, der falder én ind, selv om Medium holder deres udtryk mere simpelt og råt end eksempelvis sidstnævntes vanlige mur af lyd. At Medium vælger netop dette, gør også sit til, at delelementerne i musikken står klarere frem hver for sig, og at Anellos voldsomme vokaler flere gange byder på deciderede skrål-med-omkvæd, der er ret svære at få moshet ud af baghovedet, når først de sidder der. 'Night Vision' er et bud, mens det også er en større kamp end planlagt at stoppe med at gå rundt og råbe ”Skuuuullcomet Sorceryyyy” oftere, end godt er.

Overordnet rammer Medium en noget nær perfekt balance mellem det rå og voldsomme på den ene side og det fine, forførende og kælne på den anden. Og i den balance ligger også det udtryk, der gør bandet mere interessante end mange andre udøvere af samme genre. Det bliver på intet tidspunkt ensformigt, fordi bandet både er lyttevenlige og fængende, hidsige som bare helvede og samtidig også dygtige nok musikere til at udfordre lytteren hele tiden. Bare lidt. Det er ikke nødvendigvis progressivt dillerdaller, men det er herligt afvekslende.

Én anke er, at man sidder tilbage og vil have mere. Og måske også kunne forvente det. Den selvbetitlede ep havde eksisteret ude på internettet i et par år, før Transcending Obscurity endelig udgav den på et label. Her kunne bandet snildt have skrevet en håndfuld numre i mellemtiden, så vi havde fået en decideret plade i stedet. Længslen efter mere og måske nyere materiale er, hvad der trækker Medium fra at få fuld plade på karakterskalaen for i stedet blot at måtte tage til takke med en høj 4'er. Ikke desto mindre ville jeg stadig vælge Medium over Messi når som helst. Det er det rigtige valg.