Død og dybfølte dumheder

BE1B4774-20A1-4B12-A4EA-3DA1C975931E-4406-000001247008E95E-36-1568719147

Arsenic Addict kom godt rundt i dødsmetallens spektrum, inden Death to Seattle med vanlig finesse sked hul i gode manerer og politisk korrekthed.

Titel
+ Arsenic Addict
Spillested
Dato
20-11-2020
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
4

Ah, ja. En vild koncert-fredag i Corona-land. Skiltet udenfor Atlas, der stolt proklamerer ”Udsolgt!”, betyder, at nogen-og-fyrre tilskuere sidder lemfældigt spredt på klapstole rundt omkring i lokalet og sandt at sige ikke ser ud af meget. Aftenens første band, thrasherne fra Persecutor, har måttet melde fra, da et bandmedlem måske/måske ikke har været for tæt på nogen, der måske/måske ikke har pådraget sig en virus. Alt i alt er oplægget til koncertaftenen lige så utilfredsstillende, som det er forventet.

Gudskelov synes scenens første erobrere, de fynske dødsmetallere fra Arsenic Addict, at være minimalt mærket af de aparte omstændigheder og det halvfesne fremmøde blandt tilhørerne. Klædt i dybrødt lys hamrer kvartetten på fra første anslag af deres gore-tematiske dødsmetal, og har de det svært med det siddende og inaktive publikum, lader de sig ikke mærke med det. Trommeslager Lasse Hansen lægger en vedholdende og solid spredeild ud med rigelige blastbeats og voldsomme rundgange, mens guitararbejdet og forsanger Sonja Rosenlund Ahls vokal er tilpas varieret og afvekslende til, at man ikke blot har fornemmelsen af en tunet græsslåmaskine, der er stukket af i amokløb.

Desværre står det hurtigt klart, hvorfor fynboerne for tiden leder efter en ny femtemand til bandet. For ud over den langt fra eminente lyd på spillestedet står det klart allerede i aftenens andet nummer, 'Reborn in Psychotic Rage', at der mangler noget dybde og tyngde i bandets guitarlyd. Det er uheldigt, at bandet ikke er fuldtallige denne aften, for det ville helt sikkert give mere pondus til en ellers skarp og catchy dødsmetal, der sine steder leder tankerne hen på bands som Aborted, Corpsessed og Benighted, ikke mindst også pga. den horror-stemning i tekst og tematik, Arsenic Addict forsøger at fremhæve.

Som med det noget sløje publikumsfremmøde synes den manglende guitarist ikke at ryste bandet, og med det lommefilosofiske ”hvad er livet uden en lille smule død?” fra Rosenlund Ahl indleder kvartetten aftenens højdepunkt, den ganske eminente 'Killing Spree'. Her går det op for én, hvor medrivende Arsenic Addict kunne være, hvis du bare kunne få lov at rejse dig op og leve en smule med i musikken. Bandet laver ikke nødvendigvis nogen landvindinger men serverer en medrivende blanding af det ekstreme, det groovy og det afvekslende ved dødsmetallen. Det er ikke uden charme, og trods de noget sløje omstændigheder fik Arsenic Addict fanget de siddende lyttere og efterlod et fint indtryk.

Opgøret med pænheden
Har man set de århusianske grungepunkere Death to Seattle på en scene før, har man en idé om, hvad der venter nu. Har man lige som min sidemand sin første oplevelse med de tre eksil-vestjyder til gode, så bliver man hurtigt fanget i et spændingsfelt, hvor man ikke ved, om man skal grine, gale med eller gå sin vej.

Bandet entrerer scenen i fuldt Corona-gear: hospitalskitler, mundbind og gummihandsker. Et par fuck-fingre bliver kastet til publikum foran det interimistiske og særdeles hjemmelavede bagtæppe, før den grindpunkede 'Douchebag' sætter showet i gang. Singlen 'Breathe' fører direkte over i en af Rasmus Godsks herligt fornærmende tirader om ”den gang, før verden gik af lave; før Corona-virus, før I'll Be Damned og alt det andet lort”, hvilket introducerer det sarkastisk-aggressive ungdomsminde 'Outside of the Outside'.

Og således går et Death to Seattle-show slag i slag og skifter mellem Godsks politiske ukorrekte anekdoter og en serie hidsige, tunge punkskæringer, der for størstedelens vedkommende stammer fra sidste års glimrende, selvbetitlede debutalbum. Alt sammen imens den energiske bassist Simon Buje kaster sig rundt over hele scenen og hurtigt gør det tydeligt for enhver, at han er helt og aldeles nøgen under kitlen. De to overslikker hinandens ansigter i oprør mod Coronaen, inden 'Skinned' bliver introduceret som ”en sang om flåede tomater”. Herefter følger en længere anekdote om, at der er to veje i livet: metal eller fisse, og den leder ind i et af bandets tungeste tracks, 'The Tide'.

Death to Seattle er et band, der bør opleves. Står man midt i showet, er det umuligt ikke at lade sig rive med af den politiske ukorrekthed, tilsviningerne og de smagløse kommentarer, der vælter ud af frontmand Godsk. At lyden som nævnt halter en smule denne aften på Atlas, gør kun bandets udtryk endnu mere punket, skrabet, grimt og ret vidunderligt. Death to Seattle er et opgør med pænheden og det strømlinede og velplanlagte. At bandet faktisk formår at skrive nogle ganske glimrende numre, der kan udfylde pladsen mellem kommentarer som ”der sprang en streng. Nu er det en Tim Christensen-guitar” og ”denne her handler om handicappede” (sangen 'The Special Ones'), gør Death to Seattle til et nemt band at elske, hvis man kan undgå at blive forarget undervejs.

'Waiting for the Sober' lukker denne aften koncerten ned, inden Godsk og Buje som vanligt smadrer deres guitarer, giver publikum fingeren og skrider fra scenen i bar røv og kittel. Som det sig hør og bør en fredag aften i Corona-land.