På eventyr i den rådne banan

60562643_1931667023606585_8101423349600616448_n

Wacken Metal Battle-deltagerne Death to Seattle albumdebuterer med et grunge-punket sammensurium af sange, der holder det kort, kontant og catchy.

Titel
Death to Seattle
Dato
29-05-2019
Genre
Trackliste
1. Spasm
2. Breathe
3. Ugly
4. Waiting for the Sober
5. Outside of the Outside
6. Douchebag
7. Everybody Hates Me
8. My Nemesis Is Me
9. The Tide
10. Sundays
11. Skinned
12. For You
Forfatter
Karakter
4

De århusianske eksil-vestjyder fra Death to Seattle fik hævet et par øjenbryn og skabt opmærksomhed om sig selv i løbet af foråret, hvor deltagelsen i Wacken Metal Battle både førte en sejr i indledende runde samt et par særdeles smadrede (såvel figurativt som bogstaveligt) koncerter med sig. Kronen på forårets værk er nærværende selvudgivede debutalbum, om end halvdelen af albummet er lig med en tidligere udgivet ep tilsat en ny produktion. Den 12 numre lange herlighed pinger ind på lige under 23 minutter, og Death to Seattle slår dermed ikke større brød op, end de kan bage. Og bagt bliver det; til noget nær perfektion.

Stilen er punket 90’er-hardcore a la Burning Heart-bands som Breach og Refused, før de faldt i gryden med postmoderne trylledrik, tilsat lidt fra den mere smadrede grunge-hylde. Tænk Mudhoney og tidlig Nirvana. Alt i alt giver det en skrigende, skramlende og støjende mikstur, som specielt guitarist og forsanger Rasmus Godsks instrument formår at tilsætte et godt skvæt melodi, så det hele egentlig fremstår ganske lyttevenligt og nemt at gå til, blandingen til trods. Således eksempelvis ’Outside of the Outside’ og den irriterende catchy ’Breathe’, som Sune Wagner sikkert gerne ville have skrevet, dengang han stadig var ung og relevant.

Teksterne på pladen kredser om trioens ungdomsår, og hvor røvsygt det egentlig er at komme fra det område i Jylland, der malerisk tituleres ”den rådne banan” og dækker godt og vel halvdelen af halvøen. Om kedsomheden, det trælse i at skille sig ud og længslen efter at komme ud og væk, selv hvis ”væk” bare betyder Aarhus. Selv om Death to Seattle ikke er teenagere mere, er deres musik stadig grim, punket og oprørsk, når det er nødvendigt; således både i den uhyre simple ’Ugly’, den vrælende arrige ’Waiting for the Sober’ eller i de 40 sekunders koncentreret speed punk, der er ’Douchebag’.

Mod slutningen af pladen er ’Sundays’ den nye slagsang for os rastløse teenagere, der nu ligger og roder omkring de 30 år og stadig ville ønske, at vi havde overskuddet til at være trætte af pis: ”I don’t care about your Sunday mornings/ I don’t even like your friends/ I don’t care if they’re all waiting for me/ All I need is to pretend”. For hold kæft, hvor vil vi bare hellere have tømmermænd herhjemme på sofaen end med til den der røvsyge brunchbuffet. Selv om vi selvfølgelig nok skal komme, lige om lidt. Men altså. Og så er der syng-med- hardcore i ’Skinned’, der er et ganske udmærket billede på pladen generelt. Enkel, men effektiv.

For den er simpel, skramlet og aggressiv og ikke nødvendigvis stor kunst. Til gengæld er det så velskrevne numre, at de er nemme at blive fanget af og synge med på og umådelig svære at slippe af med igen. Ikke at jeg umiddelbart kan komme på nogen grund til, at man skulle have lyst til det. Death to Seattle har skabt et kort og effektivt album, der er lige så charmerende og fængende, som det er vredt og grimt. Og tak for det.