Op på joggen, ud at slåsse
Populær
Wulfaz holder den simple, møgbeskidte og bemærkelsesværdigt catchy blanding af crustpunk og black metal fint i hævd på duoens anden ep, der tilføjer en skæv ekstradimension til den danske svartmetal-scene.
2. Sotes Runer
3. Den Glammende Mand
Der er noget charmerende beskidt ved den sønderjyske crust/black-duo Wulfaz. Et band, hvis kærlighed til Darkthrone, koldpresset black metal og skraldet d-beat i vinteren 2019 kastede debut-ep'en 'Eriks Kumbl' af sig. En udgivelse, som charmerede ved sin stilsikre evne til at gå til stålet og ikke fedte rundt i fyldmateriale og episk plidderpladder. I stedet ramte den lige i hjertekulen hos de udvalgte eksistenser, som virkelig mangler noget at skråle med på, mens de tyrer med øldåser efter hinanden og maler omvendte kors på deres bedste venners balaclavaer, inden de kaster sig op på de borede knallerter og kører ud i natten for at vælte runesten.
Hvor den tre numre lange debut havde sit fokus i det sortmetalliske, har den lige så lange opfølger i stedet mere tydelige aftryk af den d-beat og crustpunk, som også er en væsentlig del af Wulfaz' univers. Det skyldes nok i høj grad den runde og milde produktion, som klæder Wulfaz og om noget får dem til at skille sig væsentligt ud fra den mere rå, tørre og fræsende lyd, som eksempelvis Korpsånd-miljøet benytter sig af.
I forlængelse af ovennævnte er Wulfaz heller ikke rædde for at skille sig ud med de tampende punk-trommespor fra Simon Nygaard, der går fint i spænd med Malthe Yde Tiufkærs norske blackpunk-riffs. 'Vie Disse Runer' tonser godt af sted i en simpel, men effektfuld blanding af punk og satanmetal, og når hurtigt frem til et ganske catchy omkvæd, der må siges at være endnu et af Wulfaz' adelsmærker. Selv om musikken er ekstrem, er de ikke blege for at skrive et simpelt, fængende, råb-med-omkvæd, hvor man virkelig kan få råbt sin indre runerister ud hen over Nygaards bemærkelsesværdige vokalstil, der lader til at ligge i et besynderligt mix mellem Attila Csihar på de tidlige Mayhem-plader og det århusianske punk-koryfæ Mads Stobberup. Gnæggende, nasale skrig er vel en meget passende betegnelse.
Mønstret fortsætter ind i det mere sorte og luftkolde titelnummer, hvor dansk black metals nye nationalskjald, Ole Luk, også kigger forbi og gør en fin indsats. Nummeret 'Sotes Runer' er, med sin punk-primitive behandling af black metallen, noget af det mere kejtet-charmerende og umiddelbart fængende, dansk black metal har budt på i de senere år. Alle progressive tiltag er slagtet på et alter ved Jellingestenen, ham, der foreslog et keyboardspor, er blevet kylet i den nærmeste havn, og epikken står uberørt hjemme i bogreolen. Wulfaz fræser, tonser og moser sig fremad på en Puch Maxi, de har tævet sig til, og med kraverne på de fedtede læderjakker smurt ind i ølsjatter og rester af corpsepaint.
Det er crustet black metal, holdt simpelt af musikere, der sagtens kunne gøre en masse mere ud af det, men fandeme ikke gider, du. Og det skal de have tak for. Det umiddelbare og pågående er Wulfaz' styrker, og de udnytter dem fuldt ud. På vokalfronten kræver det en smule tilvænning for lytteren at sætte pris på Nygaards særegne stil, og det ville ikke gøre Wulfaz' udtryk noget, om der kom en smule mere variation i stemmen, som det sker på titelnummeret og i mindre grad i et growlet dødsmetalbreak i lukkeren 'Den Glammende Mand'. Når det er sagt, er Wulfaz en ganske charmerende tilføjelse til det danske black metal-landskab, som hjertens gerne måtte begave os med en fuldlængdeudgivelse en gang ved lejlighed.