Tyndt med gode sange
Epica er klar med bandets niende album i dets 22 år lange karriere – og bare rolig: Alt lyder som det plejer.
Arcana
Darkness Dies in Light - A New Age Dawns Part VII
Obsidian Heart
Fight to Survive - The Overview Effect
Metanoia - A New Age Dawns Part VIII
T. I.M.E.
Apparition
Eye of the Storm
The Grand Saga of Existence - A New Age Dawns Part IX
Aspiral
Man kan eventuelt stille spørgsmål til, om der egentlig er et behov for at anmelde det nye udspil ’Aspiral’ fra det hollandske band Epica? For hvis man er en stor ynder af bandets musik, vil man helt sikkert også finde stort behag i ’Aspiral’. Hvis man modsætningsvist kun har hørt et eller to af bandets tidligere albums og ikke rigtig har fundet noget, som man synes er specielt godt, så er der ikke grund til at høre det nye album, endsige læse videre i denne anmeldelse. For lad det bare være slået fast – Epica lyder atter en gang præcist, som det plejer.
Der er naturligvis nok bedre lyd end for tyve år siden, og der er vel skruet op for de symfoniske og progressive indslag, men substansen er den samme som altid.
Vel er vi langt fra de psykedeliske tider i 60’erne og 70’erne, hvor bands skiftede stil og musikalske spor inden for ganske få år, og ganske vist er metalgenren ikke ligefrem kendetegnet ved, at mange bands gennemgår store stilskifte i løbet af karrieren. Men det er alligevel påfaldende, hvor lidt der er sket med Epica musikalske udvikling igennem årene. Selv Nightwish og Within Temptation, som vel er bands inden for samme symfoniske metalgenre, som Epica kan måles op imod, har dog i en vis grad på godt og ondt formået at forny deres musikalske udtryk. Men det synes ikke at have fokus hos Epica.
Hvad værre er, at ’Aspiral’ mangler rigtig gode sange. Det begynder såmænd ganske godt med albumåbneren ’Cross The Divide’. En ret lettilgængelig, hurtig og melodisk sang, der tegner en lovende start på albummet og giver forhåbning om et godt album.
Desværre er det efterfølgende noget tyndt med de musikalske højdepunkter på ’Aspiral’. Det er pompøst, bombastisk, storladent og symfonisk, men sangene sætter sig aldrig rigtig fast i hukommelsen.
Sangen ’Arcana’ er da nydelig, men den er mere et standardiseret, tematisk eksempel på den symfoniske metalgenre end en rigtig god sang.
Der er da også elementer af storhed i sangen ’T.I.M.E.’ Men det er som on, at Simone Simons ellers ganske habile sopransang ikke kommer helt til sin ret i en komprimeret og overgearet produktion.
Når nu kritikken af albummet måske har været en anelse hård, så skal det også medgives, at der faktisk mod slutningen er en rigtig god sang. Sangen ’The Grand Saga of Existence (A New Age Dawns, Part IX)’ løfter helhedsindtrykket af ‘Aspiral’ en del. Et storslået værk i værket, hvor stort set alt fungerer godt. Fin vokal af Simons med vekslen af rå vokal fra bandstifter Mark Jansen, fint iørefaldende omkvæd og alle de musikalske ingredienser, som er elsket af fans af den symfoniske metalmusik. Det er den sang, som kan give lyst til at besøge albummet igen.
Alt i alt er Epicas seneste album lidt på det jævne, men helt skidt er det gudskelov ikke.