OVERPERFORMER?
EYES har forbedret sig selv. De har større muskler, og de har taget jerntøj på, men de har også kontrolleret det sværmende kaos.
Better
The Captain
Deflating Rooms
Beelzebub, the Hypocrite
Save Face On A Regular Basis
Moving Day For the Overton Window
Clown
Money Mouth
Spinner
Ved første gennemlytning af ‘SPINNER’ skubbede musikken til mig på en nærmest ubehagelig måde. Jeg var nær røget på røven ude i baghaven til mit kreativ klasse-haveforeningshus, for hvorfor kunne jeg så ubesværet nikke nakke til musikken? Hvorfor var den så … appetitlig? Spiselig? Indbydende? Umiddelbart fængende? Og hvad fuck skete der for de der breakdowns?
Heldigvis var Victor Kaas’ vokal stadig frådende vred og dryppende af ætsende syre. Og der var også de behageligt velkendte, glidende dissonanser fra guitaren. Det trøstede mig lidt, mens jeg forsøgte at genvinde balancen på de småskæve fliser. Jeg besluttede mig for terapeutisk, nærmest selvmedicinerende at vande stedmoderblomsterne, mens det ene muskuløst stramme groove efter det andet både gav mig stankface, men også truede med at flå mig ud af min ‘Underperfomer’-inducerede opfattelse af, hvad EYES er. Det er fucking vigtigt, det her! Som redaktøren siger: “EYES skal være gode!”
Okay, længere ind i lyrikken. Jeg er superglad for, at andre også peger på, hvor langt Overtonvinduet er rykket til højre. Det er det halmstrå, jeg griber efter, nu hvor intens kaos er afløst af mesterlig, rytmisk kontrol over den stadigt vulkansk boblende vrede.
“Spinner!
Sunsick in the shade of the blinds
The Overton Window is moving out
Someone stop it! Someone stop it!
Touché! Checkmate!
Dreams of dying every day
Touché! Hey wait!
The goal is to end up… what's the goal again?
What's the goal again?”
Uf, den gør ondt i min mavse! Vi kan godt blive enige om, at normaliseringen af racisme og fascisme er noget fucked up lort, men hvad er det så, vi gerne vil have? Og hvis jeg ikke har et præcist billede af det, er jeg så i virkeligheden en del af problemet? Er jeg en clown eller en captain? Kan jeg stå fast på mine egne to ben, også selv om det ene er lavet af træ, og fliserne ude i baghaven er lidt skæve, og nogle af dem er forskellige fra de andre, og jeg har ikke bemærket det før, men det gør, at underlaget er lidt uforudsigeligt, og jeg har det dejligt med det her sygt tunge breakdown i ‘Money Mouth’! Jeg må sætte mig ned, men de huggende guitarer og de tunge trommer får mig til at hoppe i stolen! Hvorfor gør EYES det her ved mig? Jeg er jo ikke sådan en plebejer, der kan lide breakdowns. Jeg er en feinschmecker! Selv ikke en håndbrygget pour-overkaffe kan give mig styrken til at fortsætte lytningen, men jeg må blive ved. Og ham fra KEN Mode er med. Det må også betyde noget. Og der er en masse med anime og en ret sej animeret video. Jeg kan godt!
“And with a whisper it was gone
In that moment steady ground pulled like a rug
I captained a ship with all of my senses dulled
An invisible hand guided me towards endless bliss “
Fuck, det hjælper jo ikke, at de ligefrem synger om destabilisering, nu hvor jeg kastes ud i en lille identitetskrise. Og det lyder lidt, som om Kaas har fået flere sangmæssige gear, og de spiller alle sammen bedre end nogensinde før. Okay, her synges der om døden. Det hjælper lidt. Og det lyder, som om det virkelig betyder noget.
“I won't move a muscle after I'm gone
Until then I will spin out and into oblivion”
Pludselig løfter min krop sig af sig selv. Jeg hænger og svæver i luften i en baghave i en trods alt ikke fuldt ud gentrificeret del af Amager. Forårssolen rammer min krop, og jeg begynder at dreje rundt om min egen akse. Jeg indser, at det kaos, jeg troede var borte, på subtil vis har revet tæppet væk under mig. EYES har ikke mistet vildskaben eller solgt ud for et breakdown. De vil bare skide på mine forventninger og ideer om, hvad der udgør deres akse. Jeg fik det til at handle om mig, men det gør det slet ikke. Jeg spinner ud i intetheden. Måske rammer jeg de fem kasser en dag.