Rodet og uforløst
Der er ikke meget nyt at hente på Eluveties nye album 'Ànv'. Det hele har været gjort langt bedre før.
Taranoías
The Prodigal Ones
Ànv
Premonition
Awen
Anamcara
The Harvest
Memories of Innocence
All Is One
Aeon of the Crescent Moon
The Prophecy
I mere end 20 år har schweiziske Eluveitie udgivet albums med melodisk dødsmetal tilsat traditionelle folkemusikinstrumenter. Ideen med at blande metal med middelalderklingende folkemusik er såmænd sympatisk og spændende. Men på bandets nye album ’Àvn’ virker det, som om ideerne nu er udtømte. Tidligere stod den traditionelle musik mere i sin egen ret i bandets kompositioner. Men nu lyder det som ren staffage til den mere traditionelle melodiske dødsmetal.
I nogle af sangene som fx ’The Prodical Ones’ og især ’Awen’ fungerer det dog fortsat ganske godt med indarbejdelse af de traditionelle instrumenter.
Til gengæld virker det langt mere problematisk i de mere kompakte og metalliske sange som fx sangen ’Premonition’, hvor metallen med Chrigel Glanzmanns rå vokal og de traditionelle instrumenter overhovedet ikke komplementerer hinanden. I stedet er der gennem mange af sangene tale om, at enten vokalen eller netop de traditionelle instrumenter skiftevis virker som irriterende sekvenser, der forstyrrer helhedsindtrykket.
Denne forvirrede blanding bliver så komplet ved de mange skift til mere poppede omkvæd af den ellers meget velsyngende Fabienne Erni.
Der mangler retning
Det er lidt svært at overskue, hvad det er, Eluveitie egentlig vil. Det virker, som om fastholdelsen af blandingen mellem hård metal, folkemusik og pop efterhånden mere opretholdes af Eluveitie som et alibi for overhovedet fortsat at være til stede i metalgenren. Er man til dødsmetal, har de fleste nok opgivet bandet og musikkens tiltrækning af nye lyttere uden for genren synes at have begrænsede muligheder.
Når dette så er skrevet, må det jo indrømmes, at bandet fortsat synes at have en ret stor fanskare i de centraleuropæiske lande. Da det ikke rigtig lykkes at indkorporere folkemusikken i bandets metalliske tiltag, er der på 'Ànv' forsøgt at råde bod på det ved hjælp af en række separate, korte instrumentale numre, hvor folkemusikerne får lov at folde sig ud. Det er ikke ringe, men det givet et overordnet rodet indtryk.
Det bidrager heller ikke mindre til det rodede udtryk, at man så har medtaget power balladen ’All Is Done’ på albummet. Her er Glanzmann gået en tur og har helt overladt mikrofonen til Erni i en sang, der lyder som noget, der sikkert ville kunne have vundet det internationale melodigrandprix, hvis det var et svensk bidrag. Man bliver godt nok kastet noget rundt på banen med Eluveities nye album.
Det er et album med visse momenter, som lejlighedsvist fungerer i sammenhæng. Men overordnet set er det noget rod.