Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Lige ved og næsten farligt

Updated
Venator

Venator spiller stærk heavy metal, og kunne være endt med et topresultat, hvis de var lidt mere hidsige og onde i sulet. 

Kunstner
Titel
Pschycodrome
Dato
25-04-2025
Forfatter
Karakter
3

I 2022 udgav østrigske Venator deres debutalbum Echoes from the Gutter, der var en frisk omgang riffning I omegnen af New Wave of British Heavy Metal. Det var energisk, men også en anelse for uoriginalt og med for få uforglemmelige øjeblikke.

På den aktuelle opfølger Pschodrome sker der heller ikke noget, som vil revolutionere noget i genren eller tilføje den nye hits, men mindre kan heldigvis også gøre det. Det vigtigste er, at der er skiftet til et lidt højere gear i vildskaben, og alting snerrer og bider lidt mere – det klæder Venator, der har brug for at være farlige, før musikken virker. Så gør det ikke så meget, at Venator konstant kan være skyld i et et udbrud som: “hey, nu minder det mig om Saxon”, eller “der går I vist Judas Priest i heavy-bedene.”

Venators andet album lægger ud med den insisterende ‘Steal the Night’, og ‘Children of the Bedst’, der har simple effektive omkvæd og et højt tempo til at fange opmærksomheden. ‘Ravening Angel’ har lidt bedre tid, men efter dets fem minutter, er farten skruet op igen med ‘The Final Call’, som godt kunne bruge et lidt sejere omkvæd, og ikke mindst en ret meget sejere sanger. Og det med forsangeren er ofte et problem. Hans Huemer er godt nok skærende og hidsig, men han viser bortset fra enkelte skrig ikke meget andet end en følelse og en stemme. Man skal helt frem til næstsidste nummer ‘Fear the Light’, før der bliver skreget i vilden sky – for Fanden hvor det klæder Hans!

Et lignende skrigeri kunne formentlig også have hævet singleforspillerne ‘Radar’ og ‘Dynamite’ op på niveau med ‘Fear the Light’, fordi de har energien og riffsene til noget mere. Sådan er det i det hele taget meget med Venator – det er ligesom på debuten sådan en lige-ved-og-næsten-følelse fra start til slut. Man skal som lytter selv gøre noget, og skrue op på 11 og køre lige til fartgrænsen, mens man lytter, hvis man skal rigtigt overvældes. Vildere, tak!