Hverken nummer 1 eller 2
Behemoth skuffer såvel musikalsk som tematisk på deres seneste plade, der trygt kan rulles ud uden bekymringer for, at vandlåsen stopper til.
2. Sowing Salt
3. The Shit Ov God
4. Lvciferaeon
5. To Drown The Svn In Wine
6. Nomen Barbarvm
7. O, Venvs Come!
8. Avgvr (The Dread Vvltvre)
Behemoth har begået lidt af en musikalsk ørebæ, der hverken lyder eller lugter godt eller dårligt. En anonym plade, der vil få bandets fans til at rulle med øjnene og tænke tilbage på dengang, Nergal og co. rent faktisk havde noget på sinde. 'The Shit ov God' er desværre en jævn omgang sekundavare, der er glemt lige så snart, man har slukket for musikken.
Det er efterhånden et årti siden, polakkerne omsider fik deres gennembrud med 'The Satanist', der fortjent høstede topkarakter, og de efterfølgende år var Behemoth et varmt navn, der gjorde det godt på scenerne både i Danmark og på festivaler i udlandet. En decideret kæledægge på redaktionen.
Men formkurven har ikke peget i den rigtige retning for bandet siden. Den opfølgende 'I Loved You at Your Darkest' var en udmærket plade, men ikke nogen kioskbasker, og den seneste 'Opvs Contra Natvram' var decideret skuffende. Her fortsatte Nergal sine grammatiske unoder med at udskifte F eller U med V enkelte steder, og det var der ikke engang en fast linje for. Det er der så på 'The Shit ov God', hvor samtlige F og U i sangtitlerne er skiftet ud med V. Lidt som Robb Flynn og Machine Head, der på de seneste plader har erstattet O med Ø, og det er ikke ret lang tid siden 'Unatøned' udkom på samme selskab som Behemoth. Nergal har dog gjort brug af det i over 20 år. Ikke at det overhovedet gør det bedre. En joke bliver sjældent bedre, når man genbruger den.
Om det er Nuclear Blast eller frontmændene selv, der er skyld i denne vederstyggelighed, vil vi ikke gøre os til herre over, men vi har intet problem med at gøre opmærksom på, at det er noget ligegyldigt fjolleri, der støjer mere, end musikken gør.
For på 'The Shit Ov God' er der ikke nogen sange, der gør noget særligt væsen af sig. Pladen starter stærkt med 'The Shadow Elite', men det er ikke nogen 'Blow Your Trumpets Gabriel', ligesom Nergals råb i starten af titelnummeret heller ikke har samme schwung, som da han brølede 'I Believe in Satan!' på 'Messe Noire'.
Der er dog lidt at vippe fødderne til på et nummer som 'O, Venvs Come!', men der er simpelthen for langt mellem snapsene til, at man for alvor kan lade sig beruse af Behemoths seneste plade. Vel at mærke et band , der har udgivet en af 10'ernes 10 bedste plader, der tilbage i 2004 smed 'Demigod', og som live stadig er utroligt stærke. Forventninger er højere end når andre bands udgiver musik, hvorfor Behemoth ikke kan slippe af sted med at levere middelmådige plader.
Eneste formildende omstændighed er, at det trods alt ikke er en plade, der varer flere timer. Der er otte sange og 37 minutters musik. Det gør, at man ikke for alvor når at blive vred på Nergal og Behemoth, og er med til at sikre, at karakteren ikke bliver helt forfærdelig. Det er en plade, der er lige under middel, men tættere på et 3 end 1. Dog passer 2 bedst.
Hvad angår titlen, så forsvarer Nergal den selv med, at de aktivt valgte den provokerende titel for at være meget direkte og polariserende. Det må man sige, han og Behemoth har været hele deres karriere. Vi er ikke i tvivl om, at Nergal mener det alvorligt. Men det bliver bare ufrivillig komisk, at et blasfemisk band vælger at kalde sig selv guds afføring. 'The Shit ov God' kommer til at glide ubemærket igennem vandlåse, sorry... anlægget og om et halvt år står den i reolen, virtuel eller fysisk, og samler støv.