En velkendt lyd med nye toner
Nexø er blevet mørkere i tonefaldet og prøver egne grænser af. Resultatet er henved fremragende i al sin apatiske dystopi.
2. Deadline
3. My Blood
4. Karoshi
5. Overcorrection
”Protestsangen er tilbage”, trompeterede Danmarks Radio for nylig, fordi såvel en tidligere X-Factor-kombattant som en noget aldrende lejrbålsspillemand hver især havde udgivet en sang, der handlede om andet end hjerte og smerte.
At protestsangen aldrig har været død ved selv vi, der kun lige hører nok punk til at holde anarkiets 'A' på vores 25 år gamle penalhus bare nogenlunde læseligt, jo sådan set godt, og herhjemme er der meget få, der for tiden evner at skrive protestsange med samme kortfattede, men rammende refleksion som Nexø.
Musik, der bør læses
Således også på 'Mindful Inaction', der snarere end den aggressivt strittende fuckfinger, vi kender fra bandets hidtidige plader, denne gang i højere grad synes at være en apatisk og sørgmodig rysten på hovedet over tingenes tilstand i en verden, der er stukket så meget af i den forkerte retning, at man står stivnet tilbage. Fysik og mentalt overvældet af alle de urimeligheder, hvis omfang får én til at opgive overhovedet at kæmpe imod, allerede inden man er begyndt.
I stedet lader man ligegyldigheden råde: Der er så meget galt, at det er nemmere at checke Instagram, nemmere at lukke ørerne, nemmere at nyde de små, overfladiske glæder, når man ikke kan gøre noget ved de mere dybdegående problematikker. Alternativt kan man også bare vælge at arbejde sig ihjel. Disse er omtrent tematikkerne henover store dele af EP'en, og mens det kan lyde letkøbt og postulerende, så er Nexøs tekster ikke uden en vis dybde. En dybde, der denne gang understøttes musikalsk af et band, der vil mere. Meget mere.
'Concentration' er post-punket og nikker flittigt indledningsvis til Joy Division med en udtryksfuld repetition i den relativt simple punk-skabelon, men aggressionen stiger hurtigt i en forceret og amokløbende vokalindsats fra Kristian Ejlebæk Nielsen, inden sangen eksploderer i et ukontrolleret vredesudbrud over den apatiske stilstand, man alt for nemt finder sig selv i midt i alle uhyrlighederne, men samtidig en tilstand, man kæmper forgæves for at rive sig ud af.
Mener det samme, gør noget nyt
Nexø fortsætter med at overraske sig selv og lytteren med store rumklange, langt mere melodiske, søgende og famlende sig frem i nye territorier, end bandet er vant til. Både den fremragende 'Deadline' samt 'My Blood' fortsætter i et repertoire af lige dele hardcore og post-punk, men nu også tilsat elementer af krautrock og en sær og flygtig duft af både industrial og nu-metal, hvis man hører godt efter og koncentrerer sig. Jo, sgu.
Førstesinglen, den sludgede og stonede 'Karoshi', står ud som pladens største udsving fra Nexøs vanlige formel. Nærmest mere metal end punk og med vokaler, der synes mere insisterende og vrængende end nogensinde, er sangen lyden af det oprør og den vrede, der er essensen af Nexø, men samtidig er det et oprør, der aldrig er blevet iscenesat af bandet med en sådan lyd, som Nexø gør her. At lukkeren 'Overcorrection' har elementer af britrock og indie i sig understreger bare, at 'Mindful Inaction' er en udgivelse, hvor orkestret har tænkt tingene igennem en ekstra gang.
Budskaberne er velkendte, men formuleret på en ny måde. Det samme er musikken. Udtrykket er unægteligt Nexø, men EP'en er samtidig lyden af en band, der vil prøve nyt og mere. Det afkræver respekt.