Fra kult til konform
Vessel tager Sleep Token til nye højder, men afgrunden synes faretruende nær.
Emergence
Past Self
Dangerous
Caramel
Even In Arcadia
Provider
Damocles
Gethsemane
Infinite Baths
Man kan ikke andet end beundre den succes, Sleep Token har haft de seneste år. Bandets musikalske appel er slående og dragende på en måde, som få grupper formår. Det progressive ophav, de trap-orienterede beats, Vessels r’n’b-smørvokal og de djentede elementer – et puslespil af tidens populære brikker, der tilsammen danner et billede og en forklaring på bandets voksende popularitet. Hertil en til tider kompetent sangskrivning og en tydelig interesse for mere end blot det hurtige fix/den nemme melodi. I en tid, hvor et stort publikum søger alsidighed og har appetit på mere end tidligere, kan vi måske se gennem fingre med det enkelte faktum, at Sleep Token aldrig har udgivet en helstøbt, virkelig god plade. Sådan er det jo nogle gange med branding …
’Take Me Back To Eden’ (2023) står som bandets stærkeste udspil – en plade, som dedikerede fans tilmed vil kalde deres magnum opus. Det er objektivt en overdrivelse, selvom udgivelsen utvivlsomt markerede Vessels bedste arbejde hidtil. Udfordringen var dengang, som så ofte før, sammensmeltningen af genrer og en kun momentvis fornemmelse af helhed. Især sidstnævnte blev undermineret af førstnævnte. Den udfordring gør sig i mindre grad gældende på ’Even In Arcadia’, hvor nye problemer til gengæld opstår. Produktet har altså svært ved at leve op til forventningerne.
Et følelsesladet højdepunkt – og en guitardrevet blindgyde
Der er dog tale om en bedre helhedsoplevelse. Med Vessels vokal som det bærende element bliver lytteren ført gennem et intenst og personligt univers. Følelserne står åbent frem, allerede fra den eminente åbningsskæring ’Look To Windward’ og videre gennem albummets forløb. Der trykkes ofte og hårdt på følelsesregistret, dog sjældent med optimisme. Kærligheden vendes på hovedet frem mod afslutningen i den stærkt indlevende ’Dangerous’, mens mange nok vil kunne spejle sig i de selvransagende refleksioner på ’Gethsemane’.
Der er flere vellykkede kompositioner, men de kommer ikke uden udfordringer. Albummets største svaghed står tydeligt i titelnummeret – en ellers stærk, emotionel klaverballade med storladne lydflader, smuk violin, lidt rå vokal og en solid portion patos. Men helt uden guitar. Ingen gumpetung, uinspireret eller ligefrem uengageret guitarlyd – et element, der ofte virker både generisk og idéforladt på denne plade. Det tydeligste eksempel er tredjesinglen ’Damocles’, hvor et kedeligt vers hurtigt slår stemningen ihjel, og den intetsigende guitar forvandler det allerede flade lydtapet til decideret trættende lytning.
Der findes dog undtagelser. Åbningsnummeret, ’Caramel’ og den afsluttende ’Infinite Baths’ redder æren for guitararbejdet. Her opnår instrumentet til tider en bærende rolle, mens Vessel krydrer udtrykket med tiltrængt rå vokal. Når det fungerer så ubesværet her, kan man kun undre sig over, at kabalen ikke gå op lidt oftere.
Kultstatus eller kommercialisering?
Sleep Token står ved en naturlig skillevej. Bandet har taget verden med storm de seneste år – med god grund. Det musikalske univers, den lidt fjollede, men effektfulde baggrundsmytologi og den tilhørende mystik omkring Vessels identitet er blevet et stærkt brand. Bygget på en base af momentvise musikalske højdepunkter og en næsten fanatisk tilhængerskare, der nærmer sig Tool-niveau i hengivenhed. Alt dette summerer op til den status, Sleep Token har i dag. Det store spørgsmål er blot: Hvad nu?
Som elementerne prioriteres på ’Even In Arcadia’, lader det til, at vejen frem peger mod flere arenaoptrædener i The O2 i London, mere melodisk udforskning og formentlig en blødere, mere tandløs guitarlyd. En naturlig udvikling for mange metalbands, der opnår bred succes – eksemplerne er mange – og det vil uden tvivl indbringe dem nye fans, bygget på fundamentet af den kerne skare, der bar Sleep Token frem i begyndelsen.
For nu må vi affinde os med en udgivelse, der grundlæggende er fin, uden nødvendigvis at overgå ’Take Me Back To Eden’. For nogle årets bedste plade, for andre sandsynligvis begyndelsen på et farvel til Sleep Token-kulten, og så er der nok dem, der vil påstå at Sleep Token ikke er meget andet end et fænomenalt stykke brand-arbejde, hvor det faktisk resultat ikke matcher.