Dødedans på stedet
Britiske kult-doomere gør comeback med ny sanger og lyder som sig selv. Desværre i en mat, glansløs og statisk version.
2. Liston Church
3. Madame M'Rachel
4. Madame M'Rachel's Grave
5. Well of Despair
6. The Dead's Last March
7. Westbury Express
8. Kismet
Det britiske doom/nwobhm-band Pagan Altar er et af metallens store kultnavne. De startede som Liquid Gas i 1973 og blev til Pagan Altar helt tilbage i 1978, anført af sanger Terry Jones og hans søn(!), guitarist Alan Jones (dengang løj de og sagde, at de var brødre, for det var svært at finde på noget mindre cool end en søn, der var i band med sin far), havde et okkult image og indspillede et enkelt album, der dog ikke så dagens lys før i 1998, hvor det så til gengæld med rette blev hyldet som den genfundne gral.
Succesen førte til en gendannelse og en række uhyggeligt stærke album med både gammelt og nyt materiale, indtil Terry Jones døde i 2015, og bandet udgav deres svanesang i form af den mægtige 'The Room of Shadows' (2017). Troede man. For Alan Jones kunne ikke lade bandet ligge og havde angiveligt faderens velsignelse til at fortsætte. Først spillede de koncerter under navnet Time Lord med vokalisten Brendan Radigan (Sumerlands, Savage Oath m.m.m.) som afløser, men hurtigt transformeredes de til Pagan Altar og gav blandt andet en fornem koncert på Metal Magic i 2018.
Man forstår, at fristelsen til at beholde bandnavnet har været stor. For spørgsmålet er, om 'Never Quite Dead' ville få samme opmærksomhed under et andet bandnavn. Jeg har mine tvivl.
Det er ikke Radigans skyld. Også selvom det i første omgang lyder sært med Radigan på vokal i det genkendelige lydbillede. Skønt han som Terry Jones har en lidt nasal, tynd, high-pitched vokal, er der en lille forskel i klangen, der kommer til at lyde skæv, netop fordi han ellers ligger så tæt op ad Jones. Men hans præstation er flot.
Problemet ligger både i sangskrivningen og leveringen af sangene. Ét er, at Pagan Altar har besluttet at åbne albummet med den horrible 80'er-hard rocker 'Saints and Sinners', der virkelig ikke lyder som Pagan Altar.
Lige så slemt er det, at den instrumentale levering på flere numre simpelthen er kedelig. Der mangler karisma, fills, små variationer. Rytmesektionen – der ellers leverede så fornem en indsats på forgængeren – spiller kompetent, men temmelig kedeligt på fx 'Liston Church', der om ikke andet viser, at det ikke er nok at ramme genren rent: Man skal også spille den med overbevisning. Det er en stillestående omgang, ligesom den fire minutter lange, men endeløst statiske 'Madame M'Rachel' er det. Og det er et problem, når denne type metal også lever af energien, lysten til at præstere. I stedet for en storslået dødedans får man små hop på stedet.
Det går bedre midtvejs med 'Madame M'Rachel's Grave' og 'The Dead's Last March', som har lidt af svundne tiders drama, men alligevel ikke rigtig er bedre end Pagan Altars ældre præstationer. Og midtvejs er der også en lille nedtur i form af 'Well of Despair', der igen har et tomgangspræget udtryk.
Det ujævne udtryk fuldendes af afslutningsnummeret 'Kismet', skrevet i 1991. Med sine ni minutter skal det være den store, episke afslutning, men den meget lange intro og de mange instrumentale mellemspil kommer ingen vegne. Selvom Jones spiller flot leadguitar, og der er gode passager her og der, er det, som om man glemmer nummeret, mens det spiller. Måske er der en grund til, at det har ligget ubrugt hen siden 1991?
Som helhed bliver 'Never Quite Dead' en dans på stedet. Det er ikke, fordi det er decideret dårligt. Og var pladen udgivet under et andet bandnavn, havde karakteret måske været en tak højere. Men vælger man at fortsætte, så forpligter bagkataloget. Og det er en mærkeligt glansløs version af Pagan Altar her på albummet. Det er ikke, fordi de virker helt døde. De lader bare heller ikke til at være helt i live.