Lyden af de første, farlige år
Sijjin restaurerer 40 år gamle virkemidler, giver dem et mildt twist og blæser videre. Bandet leverer dødsthrash, der slår bro mellem nutiden og de tidlige 80'ere.
2. Dakhma Curse
3. Trance of the Mummified
4. Death Opens the Grave
5. Religious Insanity Denies Slavery
6. Horrific Distortions
7. Five Blades
8. Southern Temple
Tysk/baskiske Sijjin var den naturlige udløber af hedengangne Necros Christos, da sidstnævnte trak stikket tilbage i 2019. Bassist og bassanger Malte Gericke og trommeslager Ivan Hernandez fandt sammen med sidstnævntes landsmand, den ganske uforlignelige guitarist Ekaitz Garmendia, og dannede Sijjin, der med udgangspunkt i en noget mere simplificeret udgave af dødsmetallen end Necros Christos tilsat thrash fra de formative år udgav debuten 'Sumerian Promises', som netop gav løfter om et band, der med udgangspunkt hos idoler som Celtic Frost, Possessed og præ-'Reign in Blood'-Slayer spiller dødsthrash, så det synger.
Opfølgeren 'Helljjin Combat' har sat sig for at indfri de løfter. Og wow. Der bliver indfriet.
Åbneren 'Fear Not the Tormentor' lukker sig op med lyden af skummel ekstremmetal fra de tidligere 80'ere og Gericke, der snerrer ”Master Satan, insane Lord of Chaos, we await thy return”. Så er tonen ligesom slået an. Herfra river trioen sig gennem otte skæringer, hvor fokus er på det onde riff, hvor der bliver plads til frenetiske tempi, hurtige og knivskarpe temposkift, og hvor Gerickes vokalarbejde står knivskarpt og hver eneste stavelse spyttes ud med en skarphed, der ikke overlader noget til fantasien.
Nyvaskede gamle tricks
Efter åbnerens stykke med Satan trækker andensinglen 'Dakhma Curse' videre på inspirationen fra mellemøstlig okkultisme, der gennemsyrede bandets debut, alt imens nummeret i sig selv afvikles i et opskruet tempo med tykke, dunkende thrashriffs, nedstemte dødsmetalliske guitarer og en ørehængende voldsomhed i Hernandez' trommearbejde. Musikkens mange temposkift står knivskarpt, og selv om Sijjin tydeligvis stræber efter at gå idoler, der havde deres storhedstid for 30-40 år siden, i bedene, så står pladens produktion stadig knivskarpt, og lydbilledet er en kærligt opdateret udgave af den skumle lyd, klassiske plader som 'Seven Churches', 'Hell Awaits' og 'To Mega Therion' præsenterede os for engang i forrige århundrede.
Skæringer som 'Horrific Distortions' og 'Trance of the Mummified' giver plads til instrumenternes leg over velkendte dødsthrashede temaer, mens 'Religious Insanity Denies Slavery' er Gerickes lyriske højdepunkt på pladen; et bidende vredesudbrud over religion som sådan, tilsat rigelige eder og besværgelser. Helt sikkert et af de numre, man ligesom den fremragende 'Daemon Blessex' fra bandets debut nemt kan se sig selv stå og brøle med til igen og igen i live-regi.
'Five Blades' er et nummer, der oser af Slayer fra dengang, hvor Kerry King stadig havde en komplet hårpragt, og hele opkoget af dødstrommer, mørke thrash-riffs, glasklare og knastørre growlede vokaler og hvinende soli definerer meget godt, hvad Sijjin kan.
Bandet opfinder ikke noget nyt. De har taget en mængde velkendte elementer fra thrashen og dødsmetallen og sammensat dem med kenderens ferme håndelag. Dog virker det en smule nedværdigende blot at kalde Sijjin en pastiche, for den opdaterede produktion og den ikke uvæsentlige grad af talent, alle bandets tre musikere besidder, gør 'Helljjin Combat' til meget mere end det. Det er en gennemført plade, der bringer nyt til dødsthrashen og vækker søde minder fra en tid, der måske stadig ikke helt er forbi.