At fremmane pur ondskab fra det hinsides
Orthodoxy finpudser stilen fra deres tre år gamle debut; resultatet er dødsmetal med unikt malign atmosfære, man kun sjældent finder mange til på dagens scene.
2. Into Primigenian Darkness I Dwell 07:05
3. Victory Beyond Death 06:07
4. Banished from My Glance 06:07
5. Masked Beast 07:24
6. Where Shadows Move Unseen 05:47
7. Ater Ignis (Covenant of Death) 08:05
Det finske label The Sinister Flame har en klar politik om kun at udgive bands, der har et ideologisk forhold til okkultisme; ifølge manden bag selskabet, der kalder sig NorthWind, skal man mene det, ellers bliver man ikke udgivet der. Det kan man synes er noget prætentiøst pjat, især som udenforstående, og man kan synes, det er problematisk (det er ikke ligefrem menneskevenlige ideologier), især når man ikke er enig. Men man kan ikke tage fra The Sinister Flame, at deres tilgang giver kunstneriske resultater: Selskabets udgiver ikke meget sammenlignet med andre undergrundslabels, men alt, hvad de rører ved, holder tårnhøjt niveau og sætter en standard, som få andre kan leve op til. Man kan høre, at deres kunstnere mener det, at deres kunst har et formål, der rækker ud over muligheden for at spille festivalturneer og den slags. Deres udgivelser lyder, som om kunstnerne rent faktisk har noget at sige, og albummene har en relativt unik stemning på dages scene.
Det gælder også og især spanske Orthodoxy, som man ellers ikke har hørt meget til, siden de debuterede med 'Novus Lux Dominus' for allerede tre år siden. Albummet står stadig for mig som en nyklassiker i dødsmetallen, men der har ikke været meget nyt at berette om bandet, før 'Ater Ignis' landede ud af det blå for et par uger siden.
Og 'Ater Ignis' er endog et nøk bedre end debuten. Det bygger ellers videre på den mørke, dystre, okkulte atmosfære fra debuten, men det lykkes for spanierne at gøre det endnu bedre her. Forbillederne synes stadig at være giganter i genren som Morbid Angel, Incantation og Immolation, men Orthodoxy lyder mest som sig selv, indgyder genren en doomy vibe og en klædelig sans for forvredne, dunkle melodier og soloarbejde, som gør sangene mindeværdige. Det er ikke, fordi de ikke kan finde ud af at være brutale, men de doserer voldsomheden nøje og underlægger den en narrativ sangskrivning, som hæver Orthodoxy langt over genrens niveau; de kalder sig ikke bare for okkult death metal, men lykkes med at lyde, som om de mener det, som om de forsøger at fremmane pur ondskab fra det hinsides. Sammen med Sijjin er de i disse år et af de bedste bud på death metal, der vil mere end blot underholde.