Pladeanmeldelser
Med 42 minutters sonisk ondskab på 'Swarm of Insects' løfter Crocell sig op i den danske elite, der kan være med på et internationalt niveau.
Titlen på Peripherys ottende fuldlængdealbum antyder udvikling – desværre ikke den form for udvikling, som bandets fans sandsynligvis havde håbet på.
‘The Moth’ er Devin Townsend uden sikkerhedsnet: Bombastisk, rørende, latterlig og måske det tætteste, han kommer på sit livsværk.
Jeg har hørt den nye Dimmu Borgir-plade, så I ikke behøver det. Den er sådan set ikke dårligt udført, men det føles, som om der burde udstedes straksforbud mod yderligere musik fra den mørke borg.
Geoff Tate afslutter nu historien om 'Operation: Mindcrime', som han var med til at starte for 38 år siden med sit daværende band Queensrÿche. Det' hverken magisk eller katastrofalt, men bare sådan helt okay og godkendt.
Engang var Venom stilskabende. Nu skaber de mest kedsomhed.
Den gamle ex-Megadeth guitarist har samlet et kæmpe hold af bedagede rock koryfæer. Det er der så kommet et nogenlunde godt album ud af.
At the Gates leverer en stærk og værdig afsked – båret af desperation, præcision og efterklang.
Det brasilianske band Sepultura lægger instrumenterne på hylden og går på pension med en EP, der på en god dag er tilforladelig. Et ligegyldigt punktum.
Det er godt nok lang tid siden, der sidst var nyt fra Crimson Glory. Det nye album ’Chasing the Hydra’ er dog forbavsende godt.
Britiske bølleblackthrashere hærger løs til højre og venstre. Lever de op til alle metalklichéer? Ja da. Og tak for det.
Exodus' 13. album er et nok så værdigt og vellykket et af slagsen, over 40 år efter bandets definerende debut 'Bonded By Blood'.
Vanir har mange gode intentioner på det nye album ’Wyrd’. De indfries ikke alle, men det er et album, der vokser og gror.
Den moderne, progressive lyd lever i fuldt flor på Only Humans debut plade – på godt og ondt.
Technoen opstod i Detroits industrielle centre, men Lollands sukkerroer og tankstationer kan også være drivkraften i et frugtbart møde mellem rigid maskinrytmik og personlig erindring.
To fine halvdele udgør et fandens fint værk i alt på Corrosion of Conformitys første album siden 2018 og det første siden stiftende medlem Reed Mullins død.
Myrath er fortsat garant for en storladen, progressiv blanding af metal og orientalsk musik, omend der er skruet en anelse ned for de hårdere elementer på det nye album.
Mere ambition, mere kontrol og mindre kaos. ‘Coronach’ vil mere end før, men McBain mister noget af sin rå charme. Heldigvis er højdepunkterne stadig skarpe.
Fredericia-bandet løfter sig markant på ‘Mosaic’, men skyggen fra Gojira er stadig både en styrke og en udfordring.
Et af metal-genrens mest ikoniske og stilskabende bands er meget overraskende vendt tilbage. Halleluja.
