Pladeanmeldelser

'Steeple and Spire' er en storladen svanesang med gedigne doser patos, schwung og betonriffs. En respektindgydende afvikling af et band, der vil blive savnet på det danske landkort.

Det er ikke meget, man hører til Disrule herhjemme. Det er synd, for bandets stoner/doom er fermt udført og har masser at byde på, selvom bandet på godt og ondt ikke er interesseret i at forlade genrens trygge rammer.

Whoredom Rife holder jernene i ilden med en opfølger, der vægter samspil højere end producer-tricks og nerve højere end melodi. En approach, de slipper fra med æren i behold.

Unearth er tilbage med deres til dato mest tilgængelige album. En velkomponeret plade, der dog giver køb på bandets primære force gennem tiden.

Tenacious D fortsætter med at hælde fortænkte ligegyldigheder ud over deres publikum og markedsføre det som ”rock” og ”humor”. Det er lige knap nogen af de to dele, der bliver serveret på duoens fjerde plade.

Det seneste opus fra Billy Corgan og hans gamle kumpaner lyder, som lovet, skinnende pænt. Mindre højglanspoleret havde været at foretrække.

Cattle Decapitation holder liv i bandet ved at udsende en masse materiale, der hidtil har været gemt eller glemt i bandets arkiver og på b-sider. Det er godt.

Med generelt ret korte sange og melodisk tæft har Artillery på 'Face the Fear' udgivet en række catchy sange, der både fræser larmende thrash ud og byder op til fællessang.

Noisecore-pioneren og Mike Patton-legekammeraten Justin Pearson gentænker musikaliteten i punken og leverer en oprørsk plade, der er musikalsk nyskabende og samtidig tematisk alt det, punken altid har stået for.

Det virker både velkendt og nyt, skolet og eksperimenterende, solidt og dynamisk. Sjældent er så stort potentiale blevet vist på et ungt bands første udspil, som Deadnate viser på ep’en ‘Concrete Flood’.

Billy Graziadei er blevet midaldrende og har fået trang til at genfinde ånden fra Biohazard. Det slipper han ikke fra med æren i behold.

Chris Cornell erindres med en opsamling, der fokuserer mere på sangerens eminente stemme end på det gode materiale, han skrev ind i rockhistorien.

De bornholmske progdøds-ekvilibrister Sunless Dawn leverer en gennemarbejdet, stærk og ambitiøs debut, der bør katapultere bandet frem blandt de allerhøjst profilerede danske metalbands.

Arkitekterne er reflekterende på deres ottende studiealbum, der primært virker som et meget velkomponeret terapi-album. En smuk salut til afdøde Tom Searle.

Tempoet er blevet skruet op, og black metallen forsvoret, men rødderne i Hexis fornægter sig ikke på Eyes’ debutudgivelse. Det er altsammen en anbefaling, skulle man være i tvivl.

Bandkollektivet The Ocean bryder fem års albumpause med en udgivelse om Jordens geologiske udvikling gennem millioner af år. Den progressive post-metal er stort tænkt og ambitiøst udført, men også noget uforløst.

Eks-Turbonegro-frontmand Hank von Hell følger sit tidligere band ned ad den tandløse og klichemættede ligegyldigheds slagne vej.

Cold Night For Alligators fortsætter den melodiske udvikling på en plade, der er præget af mange forskellige og interessante genre-input.

Der er ikke meget at få sit udråbstegn på over på NYHC-veteranernes 12. plade, selvom der er dansk bidrag. Men de kalkulerede fællessange opvejes af solid standardvare. 

To år efter, at The Browning ramte bundet med et vanvittigt dårligt album, vender amerikanerne tilbage med en interessant opfølger.