Pladeanmeldelser

Debutalbummet fra finske Aethyrick vinder ikke på originalitet, men på udførelse: En mere end almindeligt vellavet opdatering af det, der gjorde den melodiske black metal interessant i 1990'erne.

Græske Rotting Christ udgiver med ’The Heretics’ en vellydende plade, der blander død, black og atmosfæriske lyde bedre, end man lige skulle tro.

De rebelske undertoner, sprudlende, aggressive kompositioner og semi-frustrerende genre-sammenblandinger på Peripherys femte fuldlængdeudgivelse peger mod et alt andet end et roligt og fredfyldt spilt med Sumerian Records

Fordærvs grindcore-debut kræver et åbent sind, men så er den også lige så fængende og charmerende, som den er voldsom og primitiv.

Der er ingen alternativer i Bats univers, ingen middelveje: Hvis du ikke er rede til at give dig fuldstændig hen til Municipal Waste-sideprojektets thrash metal, fortjener du slet ikke thrash.

Det er starten af 00’erne om igen, men Town Portals sympatisk nørdede tidslomme kommer lidt for hurtigt til at føles som et loop.

Devin Townsend samler med 'Empath' op på sin karriere og binder alle sine udtryk sammen i en udgivelse, der er lige så varieret, som den er skizofren.

Eluveities nye epos har sine momenter. Men bandet vil for meget på for kort tid, og resultatet er  usammenhængende og rodet.

25 år siden debutpladen 'Dorval' er danske Detest endelig tilbage med nyt materiale, der absolut har været ventetiden værd.

Der bliver gået til stålet, når Suffering Hour angriber dødsmetallen i progressivt langtidsformat på ’Dwell’, en ep bestående af ét nummer på 18 minutter. Det er vellykket og sine steder decideret catchy.

Amerikanske Devil Master gør alting rigtigt på deres black-punkede debutplade, og vi belønner dem.

Allstar-trioen Vltimas holder det enkelt, brutalt og suverænt på den dødsmetalliske debut, som byder på velskrevne sange og sublim produktion fra start til slut.

Det konceptuelle udtryk på ’The Valley’ er ikke tilstrækkeligt visualiseret, og det lider pladen mere end nødvendigt under.

Battle Beast er ved at være et fuldvoksent metaldyr, og teenageenergien er til dels erstattet af en mere moden og desværre lidt tilbagelænet tilgang til musikken.

Der er skruet op for guitaren og intensiteten på en plade, hvor In Flames mislykket forsøger at bygge bro mellem flere tidsaldre.

Overkill har sadlet lidt om i lydsiden og fundet en punket charme frem. Det giver mere tryk på heavy metal end den vanlige thrash. Og det virker ret godt.

Tyr viser, at de stadig er et af kongerigets store metalbands, men måske begynder trætheden så småt at melde sig hos de nordlige herskere.

Med en håndfuld stærke numre og en anden halvdel, der skralder an uden at være prangende, er Children of Bodoms tiende album nok ikke vejen til større stjernestatus, men stadig godt og klart et lyt værd eller ti.

Misery Index har stadigt rigeligt med brutalitet, politiske paroler og lyttevenlige ørehængere i sig på deres første plade i fem år.

Queensrÿche er stadig i live og har vundet lidt af det tabte terræn tilbage med udgivelsen af ’The Verdict’.