Pladeanmeldelser

Et akustisk Metallica rammer både plet og langt forbi i velgørenhedens tjeneste på ’Helping Hands…’, hvis billede af bandet som mennesker er vigtigere end dens musikalske fodaftryk.

Walisiske Hecate Enthroned lyder, som Cradle of Filth burde lyde, hvis de tog metallen alvorligt, men pladen ender alligevel med at være en flad oplevelse.

Tolv år efter den seneste fuldlængde er svenske Carnal Forge tilbage med et par nye medlemmer, ny inspiration, groove, fart og noget at bevise.

Briternes sjette fuldlængdeudgivelse er et stort, succesfuldt skridt væk fra alt, der har noget med metal at gøre. Det er et provokerende gateway-album, der for alvor skyder kvintetten op i superligaen.

A Pale Horse Named Death lægger ikke skjul på inspirationskilderne, men evner ikke at leve op til hverken deres eller eget niveau på bandets første udgivelse i seks år.

Efter successen med ‘Crooked Teeth’ forsøger Papa Roach for alvor at genindtage radiofladerne. Amerikanernes tiende album er en søgt rock-udgivelse og en appel til et bredere publikum.

I stedet for at jappe udgivelser af sted, som ellers har været normen for Born of Osiris, har den amerikanske kvintet holdt en mindre udgivelsespause. Nu er de tilbage med en plade, der både er deres mest helstøbte og deres korteste.

Han er velsignet med en af de bedste stemmer i rock de sidste tre årtier, men nu giver John Garcia tilsyneladende op.

Raven var i 2017 et smut forbi Skråen i Aalborg. Det kom der et livealbum ud af, og det er faktisk ikke så ringe.

Arch Enemy leverer en langgaber, som bandet havde været bedre tjent med at lade ligge til de mere løsslupne aftener i øvelokalet.

Med 'Crow' har Hanging the Nihilist udgivet en interessant ep af international kaliber. En kompetent udgivelse, der klæder bandet såvel som dansk metal.

Author & Punisher blander succesfuldt og kompromisløst elektronisk og industrial med doom metal og opnår noget særligt , selvom der er nogle enkelte skønhedsfejl

'Queen of Time' har været et af de mest roste album i 2018. Men sangene er for storladne og for glade. Forhåbentlig virker de bedre live.

All star-bandet Fever 333 debuterer med politisk præget rap-rock. Effektivt, men til tider vel letkøbt.

Den københavnske sekstet har givet mere plads til de store arrangementer på deres andet album og gør sig fortjent til på længere sigt at skubbe dansk progressiv rock ud over egne landegrænser – hvis ambitionerne er derefter.

Retrorockerne fortsætter deres b-films-trip og holder sig til den velkendte formel på deres femte album. Men i det små dukker nye ting op i deres lyd, og det klæder dem.

Myles Kennedy er lige så letfordøjelig solo, som når han indspiller med Alter Bridge, og den smertende personlige debutplade kommer mest til at fremstå som halvment klynk og teatertorden.

Som med så meget af Venoms materiale gennem tiden bestemmer riffet, om musikken er spændende eller ej. Signaturlyden er på plads på den 15. fuldlængdeudgivelse under navnet Venom.

A capella-gruppen Van Canto støder igen klinger med Devilutions dragejæger, og han ser stadig ikke bandets berettigelse. 

Soilworks sangskriverduo har idéer med fra The Night Flight Orchestra, og de fungerer overraskende godt i samspillet med Bastian Thusgaards jyske dødstønder. Soilworks 11. plade er tung og metallisk og samtidigt lettilgængeligt rockende og harmonisk.