Pladeanmeldelser
Lik har lært at spille dødsmetal som i gamle dage og er bedst, når de gør præcis det, man forventer. Og mindre gode, når de afviger en lille smule fra dette.
Billy Idol bliver ved at udgive plader. Heldigvis ikke synderlig tit, men med 80'er-darlingens optræden på Copenhell til sommer ser vi os nødsagede til at forholde os til det. Det havde været bedre foruden.
Frelsers debutplade er tre kvarters foruroligende vanvids-black metal, og en sikker kandidat til at være en af årets bedste danske udgivelser.
Machine Head er kunstnerisk gået i stå på 'Unatøned', der både musikalsk og tematisk er skuffende for alle parter.
Venator spiller stærk heavy metal, og kunne være endt med et topresultat, hvis de var lidt mere hidsige og onde i sulet.
Sijjin restaurerer 40 år gamle virkemidler, giver dem et mildt twist og blæser videre. Bandet leverer dødsthrash, der slår bro mellem nutiden og de tidlige 80'ere.
EYES har forbedret sig selv. De har større muskler, og de har taget jerntøj på, men de har også kontrolleret det sværmende kaos.
Ghosts sjette album 'Skeletá' er en tynd omgang, der ikke bidrager til Tobias Forges kunstneriske virke med andet og mere end tomme kalorier.
Britiske kult-doomere gør comeback med ny sanger og lyder som sig selv. Desværre i en mat, glansløs og statisk version.
Epica er klar med bandets niende album i dets 22 år lange karriere – og bare rolig: Alt lyder som det plejer.
Efter 16 års pause vender et af verdens bedste rockbands tilbage med et album, der beriger og frustrerer. Mest det første.
Messa afslører mere kontante, post-punkede sider af sig selv – en udvikling, der ligger dem mere naturligt, end man umiddelbart skulle tro på papiret.
Nexø er blevet mørkere i tonefaldet og prøver egne grænser af. Resultatet er henved fremragende i al sin apatiske dystopi.
Benediction buldrer trofast derudad på deres nye plade, der viser et band, der stadig kan lave et fængende riff, men som hænger fast i en formel.
Deafheaven skruer bissen på igen efter udskældt, drømmegazende album – og det slipper de hæderligt fra.
Tavsheden er brudt. Nortts første album i syv år er fortvivlende autentisk, smukt og ondt.
Efter en noget ujævn afstikker til alternativ metal vender Whitechapel nu tilbage til rødderne med deres stærkeste udgivelse i årevis.
Rap lige fra leveren med ubesværet fusion af noise, hardstyle og digital hardcore. Et gravmæle over en verden og et indre, der har set bedre dage. Ja, det er relevant i disse spalter.
Amerikanske Judicator er fortsat forfalden til europæisk power metal. Bandet gør det godt, men der mangler ligesom et eller andet til at få det hele til at shine.
Arch Enemy lyder så meget som sig selv, at der må blandes rod og et par overraskelser i puljen, for at 'Blood Dynasty' kan overbevise lytteren om, at der skam er bragt nyt til fadet.